Sameiningin - 01.04.1890, Side 14

ske Undersögelser, der kun kunde fölges af nogle faa Lærde.
Hertil kommer, at Hovedspörgsmaalet, der skulde debatteres,
allerede er uddebatteret i Tydskland, hvor Tybingersko-
lens Critik hörer til det Tilbagelagte. Det vilde efter min
Mening kun have ringe Interesse for nogle faa Lærde at
repetere i dansk Litteratur, hvad disse Lærde uden Tvivl
allerede kjende paa Tydsk, og hvorom de sikkert allerede
liave dannet sig deres Mening.
De har anseet Dem berettiget til at sige mig, at alle
de som troe paa Guds Menneskeblivelse i Christo, paa Chri-
stus som deres eneste Midler og Saliggjörer, mangle det ægte
fromme, ydmyge og barnlige Sind ligeoverfor Gud, livor
intet kan eller maa stille sig imellem Menneskene og Gud;
at det altsaa strider mod Ydmygheden at troe paa Chri-
stus som .Midleren og Frelseren. De berettiger mig derved
til at svarc Dem ligesaa uforbeholdent: Dersom De ikke
var fuldstændig ubekjendt med de to Ord : Synd og Naade,
hvilke De kun kjender som Skolebegreber, men ikke som
Virkeligheder, vilde De ikke före saadan Tale. Kunde disse
Örds Betydning ad Erfaringens Vej indkomme i Deres Liv,
vilde Deres Syn paa Christus, paa Apostlene og Apostel-
skriften blive et heelt andet.
Herren oplyse og veilede Dem til Sandhedens Erkjen-
delse! Det önskes i Oprigtighed af
H. L. Martensen.
A námsárum sínum (1831—1837) við háskólann varS
M. E. Lærisveinn H. N. Clausens í fyllsta skilningi. En
Clausen hnegðist, eins og alkunnugt er, nokkuð aS skyn-
semistiú fyrri aldar. Hann varS til að glœða og vekja
skynsemistrú í hjarta þessa námfúsa lærisveins síns. Getr
og verið, að M. E. hafi þegar heiina á Islandi fengið hin
allra fyrstu frœkorn hinnar einkennilegu skynsemistrúar
sinnar, en kennsla Clausens hafi að eins veitt þeiin vöxt
og viðgang. M. E. bar ávallt mikla virðing fyrir Clausen,
og í ritdeilunni gegn Martensen vitnar hann stöðugt til
þess, að Clausen sé sér samdóma í mörguin atriðuin. það
væri þcss vegna mjög fróðlegt að vita, hvernig Clausen
þefir komizt að orði í bréfi sínu til M. E., þessa gamla