Læknablaðið - 01.11.1933, Blaðsíða 9

LÆKNABLAÐIÐ
135
Forekomst indenfor Kön, Aldersklasser etc. Jeg skal först anföre, at Syg-
dommen har en vis hereditær Karakter og ikke sjældent paatræffes i flere
Tilfælde indenfor den samme Slægt. Hos Mænd og Kvinder er Forekomsten
omtrent lige hypp;g, en vis Prævalens for Kvindekönnet synes der at være,
ihvertfald i Danmark. Sygdommen er de modne Aldersklassers Sygdom.
Min sidste Opgörelse ser saadan ud:
Perniciös Anœmi.
Hyppighedernes relative Störrelse indenfor de forskellige Aldersklasser.
I Alderen Antal Patienter Materialet omregnet pr. 100.000 Individer i de paagældende Aldersklasser
10—19 0 0
20—29 2 3,2
30—39 r9 35,3
40—49 36 83,3
50—59 60 197,4
60—69 65 282,6
/0-/9 30 258,6
80—89 1 35,7
Alderen angiver Manifestationstiden, d. v. s. den Alder, i hvilken Til-
fældene er kommet til min Diagnose. Her er altsaa ingen Tilfælde under
20 Aar, lavest iagttagne Alder var 28 Aar. Hyppigheden er stigende op i
Aldersklasserne med et optimum helt oppe ved 60—70 Aar.
Der ses af og til meddelt Tilíælde af perniciös Anæmi hos Börn eller
yngre Individer, men jeg betænker mig ikke at sige, at jeg i höj Grad
betvivler Diagnosens Rigtighed i disse Tilfælde, der skjuler sig vist andre
Sygdomme under Diagnosen, og det synes allerede, som om saadanne Til-
fælde forsvinder, nu hvor man i den specifike terapeutiske Virkning har et
Slags Kriterium paa Diagnosen.
Under Omtalen af Diagnosen skal ogsaa fremhæves et ejendommeligt
Karaktertræk ved Sygdommen, nemlig dens Tendens til at optræde med
udtalte Remissioner, ihvertfakl med Hensyn til selve de anæmiske Fæno-
mener. Disse Spontanremissioner var velbekendte særlig i den tidligere
Periode, för Lever- og Ventrikelbehandlingens Dage. Remissionerne kunde
være ret fuldstændige med temmelig fuld Retablering af Blodbilledet og
kunde være ret langvarige, halve Aar, hele Aar, ja, en længere Aarrække.
Dette er vigtigt at vide, ogsaa med Hensyn til Vurderingen af eventuelle
terapeutiske Forsög.
Differentialdiagnosen.
Og endelig skal jeg tale om Differentialdiagnosen. Som jeg begyndte med
at sige, tror jeg, at ikke faa Patienter med perniciös Anæmi gaar i deres
Grav under andre Diagnoser, uden at man overhovedet har ventileret Dia-
gnosen perniciös Anæmi. Man kunde maaske mene, at Patienterne i saa Fald
behæftedes med andre Diagnoser knyttede til Blodet, f. Ex. Leukæmi,
aplastisk Anæmi etc., men dette er næppe Tilfældet. Min Erfaring gaar