Læknablaðið - 01.11.1933, Blaðsíða 18

144
LÆKNABLAÐIÐ
Behandlingen med Ventrikel, paaviste, at den terapeutiske Effekt pr. Vægt-
enhed Organ for Ventrikels Vedkommende, var omtrent det dobbelte af,
hvad den var for Levers Vedkommende, og 20—30 Gram törret, affedtet
Ventrikelsubstans svarer til op imod 135—200 Gram Ventrikel, idet no-
get af den fulde Levervirkning som íör omtalt tabes i Leverextrakt, og
det er derfor naturligt at tilskrive den ændrede Behandlings Virkning paa
Rygmarvssymptomerne noget kvantitativt.
Af de fremförte Forhold ses, at Alfa og Omega i Behandlingen maa
være ikke at underdosere Patienterne. Og dette bliver igen for en væsent-
lig Del et ökonomisk Spörgsmaal, thi det drejer sig jo om en Substitutions-
terapi, og Patienterne skal vedblive med denne Livet igennem.
En Samvirkcn af 3 Instanser er her nödvendig. Först Lægerne. Det
er usaligt, at Udgifterne til Kuren frister alle Parter, Patienterne mest,
til at gaa ned med Dosis. Det ser maaske ufarligt ud i en Remissionspe-
riode at mindske Dosis, men det cr farligt, jeg har set svær Myelopati
udvikle sig paa 14 Dage. Efter min Opfattelse maa vi derfor arbejde paa
kontinuerligt at holde Patienterne paa saa stor Vedligeholdelsesdosis, eller
bedre „Beskyttelsesdosis", som muligt, f. Ex. törret Ventrikel 20—30 Gram,
hel Lever 200 til 300 Gram eller Leverextrakt modsvarende omtrent det
dobbelte daglig. Ved truende Myelopati maa vi engergisk insistere paa, at
Doserne forhöjes, og der maa fortsættes dermed, for Bedringen tager Maa-
neder. Personlig vil jeg íorelöbig foretrække Ventrikel, bl. a. koster det pr.
effektiv Enhed omtrent det halve af hvad Leverextrakt koster, hvilket gör
det ökonomisk overkommeligere at undgaa Underdoseringen. Ved truende
eller udviklet Myelopati vilde jeg sætte Doserne op til 30—40 Gram Ven-
trikel daglig, samt maaske understötte Behandlingen med sulikutane Injek-
tioner af injicerbart Leverextrakt.
Dernæst Medicinalfabrikerne. Fabrikerne udförer paa dette Omraade en
for Samfundet overmaade nyttig og paaskönnelsesværdig Funktion, men og-
saa en overmaade ansvarsfuld Funktion, Patienternes Liv og Förlighed
hviler paa deres Præparater. Desværre er det som för nævnt öjensynligt i
alle Lande saaledes, at der i Handelen findes en lang Række mer eller
mindre aktive, undertiden ganske inaktive Præparater, hvilket indebærer
en betydelig Risiko. Fabrikerne bör derfor ikke sende inaktive og ukontrol-
lerede Præparationer paa Markedet.
Endelig det Offentlige. Det vil vistnok være billigst for Samfundet, hvis
det Offentlige vil strække sig relativt vidt med at bidrage til, at Patienterne
kan overholde deres Kur med tilstrækkelig store Doser. I Danmark har
dette Synspunkt været raadende, man har, bortset fra den rent humane Side
af Sagen, skönnet, at Sygdom og Invaliditet som Regel er dyrere for Sam-
fundet end Medikamenter. Jeg skal i denne Sammenhæng erindre om, at
Apotekeravancen, der i Danmark ordinært andrager 50%, ifölge kgl. Resolu-
tion af 26. Juni 1930 er nedsat til 10% for Ventrikel- og Levcrpræparater
paa samme Maade som Insulin. Kuren med Wntrikel er hermed i Danmark
bragt ned til lidt under 200 Kr. aarligt. Paa en Række andre Maader, gen-
nem Sygekasser etc., bidrager det Offentlige hos os til at Patienterne kan
faa det fornödne Kvantum af Medikament. Jeg skal dog ikke gaa i Detailler
hermed, hvert Land maa her gaa de Veje, der er hjemlede i dets Lovgivning
og sociale Institutioner.