Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.05.1922, Blaðsíða 28
28
Dansk-islandsk Kirkesag.
did styre tidt din Gang du ind,
og alvorsfuld med Bøn i Sind
din Hedenfart du tænke paa,
og, bed, du op med Sejr maa staa.
„Sin Venneflok vor Frelser god
ved Havens Indgang blive lod;
dog tre ham Følge maa tte slaa“ —
ej ene ønsked han aL gaa;
det Herren alt saa føjes lod,
min Sjæl, for dig til Lærdom god.
Guds Kristenhed er Vingaard skøn,
som Lærling lyde du Guds Søn!
Ydmygelig du dvæle skal,
hvor helst han end dig skikker Kald;
og vinker Korset selv dig ad,
du følge tro og tjene glad.
Om Fristelse dig falder paa,
ej for dig selv du ene gaa!
I saadan Sag Guds Børn dog ved
de bedste Baad din Sjæl til Fred.
Paa ensom Sti er Fald for Fod,
i Vennevold er Sejrmod!
„Saa kvidefuld i Sjælens Grund
led Jesus ondt i denne Stund.
Hans Kød da skjalv for al den Nød,
de klare Øjne Graad udgød:
Han sukked tungt: „Min Sjæl og Hu
bedrøves dybt til Døden nu!““
„Et Stenkast vel han bort sig sled,
der faldt han paa sit Ansigt ned.“
Hans Hjerte hamred i hans Bryst,
af Yaande trængt og sygt for Trøst;
og han, som stilled manges Graad,
nu trængte selv saa træt til Baad.
Saa svar Samvittighed mig slaar;
o, Jesus, klart det nu mig staar:
den bitre Kval, som dér du led,
for mine Synder, ak, du stred.