Det Nye Nord - 01.12.1922, Blaðsíða 12

Side 214
DET NYE NORD
December 1922
Da Kongen af Sverige den 9. Juli 1786 med sit Følge
spiste paa Marienlyst, gjorde man en Lysttur derfra
til Hellebæk, hvor Grev Schimmelmann gav en
Collation og lod opføre en Ballet af Værkets Folk.
Prinsesse Louise Augusta spurgte Kongen: »Sire,
aimez-vous la comédie?« — og fik til Svar: »Je n’aime
que cela, Madame! Je n’aime que cela! — Det blev
fortalt af Prinsessen selv.
* *
*
Naar Kong Frederik V red paa Jagt, som desværre
skete altfor ofte, saa meget mere da han var Konge,
havde hans Staldmester Brockenhuus en Bræn-
devins-Flaske i Lommen for at give den svage og for-
faldne Herre deraf; og paa det at Grev Moltke, Kon-
gens Yndling, ej skulde se det, red de bag ved Træerne
for at skjule det. Dette har Grev G. J. Moltke fortalt
mig. Denne Brockenhuus blev derefter Gehejmekonfe-
rensraad, blaa Ridder, fik en stor Pension til Belønning
for sin tro Tjeneste. Afskyeligt! — Han kaldte sig selv
den ærlige Brockenhuus og Kongens, hans Herres tro
Tjener. Det er væmmeligt! Smigre Kongen, bringe ham
Skøger, give ham Brændevin — er det Troskab? Er
det ærlig Mands og tro Tjeners Daad? Dobbelt straf-
værdig bliver altid den, som forfører en Prins. Det er
ikke engang nok ej at gøre det Onde her, det er endog
Brøde ej at hindre det, naar man kan.
Han, Brockenhuus, gav og undertiden Aften-Smauser.
Ved en af disse libidineuse Fester mistede Kongens
Kammerpage v. Krogen sit Øje, som Kongen i
Drukkenskab slog ud med et Glas. Kongen, som var
meget hidsig, men tillige god, fortrød i samme Øjeblik
Handlingen, omfavnede v. Krogen og bad ham om
Forladelse, v. Krogen foregav siden, at det var sket
paa Jagten. Men Kongen kunde fra det Øjeblik ikke
mere lide v. Krogen, som nær havde styrtet Moltke
for at komme i hans Sted som første Yndling, og
v. Krogen maatte bort. Saa vist er dette og et Eksem-
pel mere paa, at Prinser næsten aldrig tilgiver den,
de har fornærmet eller gjort Uret. — Dog, Kong Fre-
derik VI viste det modsatte med mig.
Fyrster er altfor meget og altfor ofte omringede af
betalte og ubetalte Smigrere, som opløfter det mindste
gode, som de gør — eller ikke gør — til Skyerne.
Hvorfor ikke vise dem, som de er — kun bør man
blive Sandheden tro.
Da Arveprins Frederik var død, blev i København
forfærdiget en ny Ligvogn. Men da Liget skulde føres
ud af Stadens Port, var Vognen for høj, og man maatte
brække noget af Prorten ned. En Uforskammet sagde:
»I Troja rev man Murene ned for at faa en Hest ind
i Byen; i København river man dem ned for at faa
en-------ud.«
Det var med Overlæg, at jeg, medens Kronprinsen
var meget ung, sagde ham et og andet, som jeg troede
ikke saaledes kunde siges ham, naar han blev ældre.
Engang talte vi om den gamle Grev A d a m M o 11 k e.
Jeg sagde da blandt andet til Prinsen, at jeg ikke
kunde begribe, hvorledes Kong Frederik V kunde have
saa uforanderlig Godhed for Moltke. Prinsen spurgte
hvorfor? Jeg svarede: det er bekendt nok, at Kongen
i Hidsighed eller beskænket ofte slog Moltke — og
hvorledes kan Kongen agte og elske den, som tog Hug
af ham? Man saa Moltke undertiden gaa grædende ud
fra Kongen efter en saadan Eksekution, og da plejede
han at gaa ned paa sine Værelser og anstille sig syg,
hvorefter da fulgte venskabelige Breve — hvoraf jeg
selv har set et, som Greven har vist mig, dog uden at
sige Anledningen hertil — og ofte betydelige For-
æringer.
Prinsen svarede ikke derpaa, men jeg havde nu
taget min Præcaution for Fremtiden, som saaledes
frugtede, at han dog kun en eneste Gang sagde mig,
mange Aar derefter, en Uartighed, nemlig, da jeg havde
købt Sanderumgaard paa Fyen, at det var en Narre-
streg jeg havde begaaet, da jeg dog aldrig kom til at
bo der; hvortil jeg svarede: »Det kunde man dog ikke
vide for ganske vist.« — Prinsen sagde videre: »Da
De dog holder af Landet og vil have et Sted der, saa
kunde De have købt Emdrup — saa kunde jeg have
kommet til Dem og spist Surmælk hos Dem etc.« —
Jeg svarede: »Det kunde have været meget behageligt
for mig; men vilde D. k. H. have staaet inde for, at
naar jeg havde alting i Stand der, anlagt en smuk
Have, plantet Frugttræer m. m., at Deres Soldater i
Manøvretiden ikke paa én Dag havde ødelagt Frugten
af al min Flid, som de før har gjort paa flere Steder?«
— »Nej, det kan jeg ikke!« blev Svaret.