Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.2003, Síða 281
Materialet
279
165 f. ‘fiskeline’ (1): duggarar feir sem med loder fara DI 7:497,
1500 > c. 1580-1635. Ordet er sandsynligvis en forkortelse af Iddli'na el-
ler et ord svarende til det i norsk eller dansk, jf. mnty. lotllne ‘lodsnor’
(L&B, jf. ÅBM) hvis første led er af samme oprindelse som lod n. ‘syn-
kelod’ (se lodakkeri, lodbyssa). - lodakkeri360 n. ‘anker’ eller ‘lod, syn-
kelod’ (1): litedh lodh akkaræ DI 4:426, 1430 (JE kop.). Lod n. ‘lod,
blystykke’, mno. loodh (fx i bet. ‘vægtenhed’: xvij loodh oc peningæ iij
1437, F),361 gida. loth, fsv. lodk, < mnty. lot ‘lod (i lodsnor)’ gen. lades
(ÅBM, NÅN, Hq.). - lodbyssa f. ‘kuglebøsse’ (1): lodbyssum (dat.pl.)
DI 6:469, 1483 > apogr. Gida. lothbysse, fsv. lodhbyssa, jf. mno. loodh
(se ovenfor) og byssa (1365, ‘beholder’); < mnty. lotbiisse. - Se byssa f.
lofa vb. ‘aflægge løfte’ (14): lofar Porgilz til stadarins til æfinligrar
eignar land [...] DI 6:11, [1358] > c. 1600-1625. Muligvis et betyd-
ningslån. Mno. d.s. (DN 5:302, 1402), gida. love, fsv. lova. De ældste
betydninger er ‘tillade, give lov til’, ‘prise’ (sål. i de ældste islandske
håndskrifter). Den (formodentlig) yngre betydning stammer muligvis
fra det etymologisk identiske mnty. loven (ÅBM, NÅN, Hq., F&T). I
øvrigt er betydningsforskellene ret små, og den yngre betydning kan
skyldes en hjemlig udvidelse af den ældre. -Æ.b.: fx Hem544 59 (hskr.
c. 1302-1310). - lofan, lofun f. ‘løfte’ (8): Mædr suo firir skildræ lofu-
an til gudz fionostu DI 4:438, 1431 (JE kop.); lofan ok hlydne DI 6:193,
1479; lofuonar DI 4:415, 1430 (JE kop.); heimilld og lofun (dat.) DI
7:103, 1492 > c. 1595-1660. Verbalsubstantiv til lofa. De ældste betyd-
ninger var ‘lovprisning’, ‘tilladelse’, men ordet bruges i diplomerne kun
i bet. ‘løfte’. Gno. d.s. (HomNo 171),362 fsv. lovan samme bet., gida. lo-
ven ‘borgen, sikkerhed’. Æ.b.: JBapt2A 902 (hskr. c. 1350). - lofunar-
bréf n. ‘løftebrev’ (1): lofuna[r]bref at hann skylldi alla sina hlydne
hallda DI 7:158, 1493. - loforå n. ‘løfte’ (2): loford DI 5:667, 1472. -
Æ.b.: Stu'K 261 (hskr. c. 1350-1370). Ordet er ikke blevet excerperet
særskilt til nærværende arbejde.
360 Akkeri n. er et førkristent lån fra latin (< græsk), næppe gennem oldfrisisk som bl.a.
ÅBM og de Vries mener (jf. også Hq. om fsv. ankare, akkare); se Ahlsson (1986:38-39)
om oprindelsen til ordet i fomsvensk (ordet er dog for gammelt til at være et lån fra mid-
delnedertysk eller hollandsk som Ahlsson loc.cit. foreslår, jf. Moberg 1944:203); ordet i
gammeldansk, akkere, skal stamme fra “gammeltysk” ifølge NÅN.
361 Flere eksempler: v loodh sylfwer DN 2:707, 1490; xi loodh silfuer DN 2:711, 1491?.
362 Belægget er: kallar gud oss sonar roddu med godlegre louan. j>a er hann mælir petta:
Uenitefdii audite me timorem domini docebo uos. Betydningen er ‘løfte’ ifølge F; mulig-
vis er den dog snarere den hjemlige, ‘lovprisning’.