Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.08.1962, Blaðsíða 22
XX
Indledning
v. 37, hilding II s. 77 v. 3, hilmir II s. 120 v. 14,
s. 237 v. 5, lofðung II s. 39 v. 12, s. 78 v. 7, s. 167
v. 13, s. 202 v. 36, ræsir II s. 146 v. 39, III s. 1 v. 1,
sikling II s. 119 v. 13, tiggi II s. 37 v. 1. Grundentil
denne variation er i de allerfleste tilfælde onsket om
at tilvejebringe allitteration. For en kvinde bruges
udtryk som gullskorð II s. 161 v. 1, sœta III s. 99 v. 13
af samme grund. Indholdsmæssige ændringer for
allitterationens skyld forekommer, f. eks. margt fódur-
laust barn forredstu siálfr, fárád vard eckian sorgfull
‘For dig er mangt it Faderlost Barn, som sider saa
sorgefuld’ II s. 184 v. 20.
Nár allitteration og krydsrim kombineres, kan der
fremkomme vers, der mere minder om anden islandsk
digtning end om folkevisen: Skuli ec ej ödlast her
adra bót | fyrir alla mina sorg oc vanda, \ pá kiæri
ec á píngi vid manna mót | hvad mer hefur borid til
handa II s. 82 v. 44. Andre eksempler II s. 108 v. 29,
s. 219 v. 17, s. 224 v. 9, III s. 9 v. 9, s. 38 v. 6, s. 88
v. 18.
Tendensen til krydsrim fremtræder med noget for-
skellig styrke i de forskellige viser. Den er f. eks. ret
udpræget i viserne II s. 129-35, 148-50, III s. 77-9,
80-85, men viser sig kun sporadisk andre steder,
f. eks. II s. 236-43, 256-62, III s. 14-17, 23-8, 66-71,
92-7. I de viser, hvor den danske original har kryds-
rim, soges dette ogsá gennemfort i oversættelsen.
Der stilles kun beskedne krav til rimenes kvalitet,
assonanser som kiæru: vera, hördu: pordi, hónd:
löndum, ord: jardir forekommer overalt. Stavelser
som normalt ikke har tryk optræder flere gange som
rim: dansinn (:kinn) II s. 102 v. 14, vóxtinn (:kinn)
II s. 152 v. 13, lconginn (:fimm) III s. 91 v. 28, borid
(:gud) IIT s. 53 v. 27, blómstrid (:frid) III s. 106 v. 39,
sváfud (:at=að) II s. 89 v. 15, sveinar (:óspar) III
s. 6 v. 42, dióful (:til) III s. 35 v. 26, Hákon (:inn)