Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1968, Qupperneq 60

LVIII
Indledning
347, upphefd 214, hlífdarlaust 339, eylífd 342, eylífd-
inn 355, höfdingi 210, höfdínglegt 253, höfdingjana
289, Höfdingiar 291, lofdúng 258, lofdúngs 276,
Hverfdi 209, hverfdi 211, horfdu (imp.) 251, horfdist
261, horfdi 344, Horfdi 347; — heigdust 215, beigdi
299, fleigdi 299, 335, teigdu 315, hugdi 325, ánœgdur
215, hrigdir 45 (plur. af hrygð), feigdinn 209, ódigd-
anna 282, útlegd 215, feigdar 333, 341, bigdinni 336,
nœgd ... frægd 340, bregda 291, Digdug 352, býrgdi
209, birgdi 211 (af byrgja). Der er ingen eksempler
pá rd for rð.
Ejendommeligt er d for ð i eðal- og lignende ord:
edalsteini 243, edalsteina 339, edalborinn 249, edal-
mann 357, edla 214, 292, 293, edlis 246, 279 (gen. af
eðli), jfr. Adalsteinn 343, Adalsteins 367.
Ved siden af viðdrag (omkvæd) forekommer viddrag
3, 36, 40 (jfr. bl. a. den ostlandske udtale Breiddalur
for Breið-).
Præt. plur. af ‘vera’ skrives vistnok altid med ó.
Blandt skriverne af de tekster der er udgivet i dette
bind er der enkelte som har været temmelig skodes-
lose med hensyn til adskillelse af i og í. Dette gælder
bl. a. Gísli Konráðsson (jfr. ogsá s. xlviii, 113). I ud-
gaven beholdes som regel tydeligt i, ogsá hvis det stár
for í, og tydeligt í, ogsá hvis det stár for i (sílki- s. 7
v. 2), men i ovrigt normaliseres der. Vilkárlige afgorel-
ser har ikke kunnet undgás.
Hos flere skrivere som nummererer versene moder
man den skik at tællingen begynder med 2 ved andet
vers, medens forste vers er uden tal. Dette findes
hos Gísli Konráðsson, Jón Þórðarson, Jón Sigurðsson,
Björn Einarsson og Sigmundur Matthíasson Long,
samt i viserne s. 107-11 og 128-30.