Fróðskaparrit - 01.01.1993, Síða 36

40
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
Pression eller kompromis?
Ud fra denne erkendelse indledtes der i ja-
nuar 1946 forhandlinger mellem repræsen-
tanter for Lagtingets partier og den danske
regering. Invitationen var kommet fra to
danske regeringer, dateret den 12. maj og
gentaget den 22. november 1945.142 Da det
viste sig at være umuligt at ná til enighed
(hverken mellem de færøske og danske
forhandlere eller indbyrdes i den færøske
delegation) om en nyordning, fremsatte den
danske statsminister et ultimativt og re-
striktivt forslag til Lagtinget at tage stilling
til.143 Han nævnte ved forhandlingemes af-
slutning, at »der mátte ske et valg mellem
regeringens tilbud og fuld adskillelse«,
mens finansministeren ikke var enig i
denne fortolkning, men mente, at »en for-
kastelse mátte medføre, at man faldt tilbage
pá ordningen før 1940«.144 Folkepartiet var
imod forslaget, og da et socialdemokratisk
medlem erklærede, at han ville stemme
sammen med Folkepartiet i forfatnings-
spørgsmálet, og flertallet for forslaget der-
med var bortfaldet, besluttede et flertal i
Lagtinget (Samhørighedspartiet og alle so-
cialdemokrater) at holde folkeafstemning
om spørgsmálet: godkendelse af regerings-
forslaget eller »løsrivelse« fra Danmark.
Det gaves ingen tredje mulighed.145
Selve formuleringen er i sig selv et bevis
for, at der var tale om intimidering fra re-
geringens og de to samhørighedsvenlige
færøske partiers side. Taktikken var helt
klart at sætte færingeme kniven pá stmben
- til et enten-eller, for faktisk havde »løs-
rivelse« ikke været meget fremme i den
politiske debat; regeringsforslaget blev da
ogsá i vide kredse betragtet som en pro-
vokation. Folkepartiets forslag om tre
spørgsmál til vælgerne,146 hvoraf et, om
»en friere ordning« end amtsstillingen,
kunne have udsigt for at vinde flertal, blev
derfor afvist.
Resultatet af folkeafstemningen den 14.
september 1946 (som vakte intemational
opsigt147) kom bag pá alle parter. Der var
flertal (48,7% mod 47,2%) for selvstændig-
hed! Færingeme havde tilsyneladende, ca.
60 ár efter »julemødet«, bevæget sig fra
»den nationale ide« til »det nationale prin-
cip«.148 Statsministerens erklæring umid-
delbart efter, at resultatet forelá, var helt
klar:
»Nár der er flertal for løsrivelse, sá má vi
skilles ad; det har vi jo lovet færingeme, og
vi kan ikke omfortolke eller undlade at tage
hensyn til en afstemning, hvis den ikke
passer os. Vi har ingen glæde af færinger,
hvis de ikke vil være sammen med os, og vi
má respektere flertallet for løsrivelse. Det
má nu komme til en forhandling om, hvor-
dan adskillelsen skal foregá; den má ske i al
fordragelighed... Et flertal af færingeme
har valgt selvstændigheden; det má vi bøje
os for... Nár man har rettigheder, sá har man
ogsá ansvar...; det er min opfattelse, at der
nu má forhandles om, hvordan de kan blive
frie.«149
Men efter afstemningen hævdede modstan-
deme af færøsk selvstændighed, først pá
Færøeme og derefter ogsá i Danmark, at
der ikke var tale om et fakultativt, men et
konsultativt referendum. Objektivt betrag-
tet synes der ikke at have været tvivl om, at
det var tænkt som fakultativt. Det er ogsá