Grønlandsposten - 16.03.1943, Blaðsíða 10

70
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 6
Deu tyske Regering forlanger Gesandtska-
berne i Belgien, Holland og Norge opløste, og
meget forberedes saaledes af den mere haard-
hændede Politik, Tyskland vil føre. Danmark
udmelder sig af Folkeforbundet.
I ganske særlig Grad bar imidlertid følgen-
de Forhold Interesse:
Den 9. Juli, altsaa Dagen efter at Scavenius
er blevet Udenrigsminister, taler den saakaldte
tyske Rigsleder Alfred Rosenberg, hvis Bøger og
Taler altid har været ganske særligt taagede, om
det tysk-nordiske Skæbnesfællesskab. Han taler
om »Rummene«. Det lille Folk kan godt give
sig ind under det store Folks Beskyttelse. Og
han truer aldeles aabenlyst med, at Tyskland al-
drig mere vil give Danmark og Norge fri. Den
tyske Presse begynder at beskæftige sig med Eu-
ropas Nyordning. Vblkischer Beobachter skri-
ver, at alle Toldgrænser skal fjernes. Andre ty-
ske Blade beskæftiger sig indgaaende med alle
disse Spørgsmaal. Store tyske Blade skriver om,
hvad Mønt- og Toldunion betyder og henviser i
saa Henseende til Belgien og Luxembourgs For-
hold, og hvorledes Belgien (det store Land) der-
ved har faaet en dominerende Stilling. Det paa-
peges ogsaa, at Indgangen til Tysklands Storhed,
Enhed og Samling i det forrige Aarhundrede
var Toldforbundet af 1833.
Det var under slige Vilkaar og med en saa-
dan Stemning raadende i Tyskland, at Uden-
rigsminister Erik Scavenius faar den fortvivlede
og fortvivlende Idé at sende Udenrigsministeriets
Direktør, Hr. Mohr(den senere Berliner-Gesandt),
til Berlin for højtideligt at overrække den tyske
Regering en Erklæring. Hr. Mohr skulde vel
hertil havde set Hitler, i hvert Fald Ribbentrop,
men fik kun Lov til at tale med Statssekretæren,
Idéen var i sig selv vanvittig. Erklæringen
var saamænd forkert nok til, at den ikke behø-
vede at understreges. Men Scavenius vilde
altsaa med ethvert Middel søge at trumfe en
bestemt, lyskorienteret Politik igennem.
Men hvad der for stedse ødelagde lians
Forhold hjemme var, at det meget hurtigt blev
en offentlig Hemmelighed, at Hr. Mohrs Sendelse
til Berlin var foregaaet ganske udenom Rege-
ringen og udenom Kongen. Om Stauning kendte
den, ved jeg ikke helt bestemt, men jeg tror det
egentligt ikke. Det er klart, at Scavenius’ Skridt
gav Anledning til megen Vrede. Hans Optræden
var unfair og ungentlemanlike, thi Regeringens
øvrige Medlemmer kunde ikke smide ham ud,
som det var deres Ret, da man maatle frygte,
at Tyskerne saa vilde reagere. Derfor var hans
Handlemaade saa grim og illoyal en Streg. Og
den bevirkede, at ban for stedse mistede den
Smule Tillid, han maatte have haft.
Udenrigsministeriets Direktør, Hr. Mohr, var
altsaa i Berlin. Og foruden den nævnte Samta-
le med Statssekretæren, talte Hr. Mohr (vistnok
efter hans egen Idé) med den tyske Ambassadør
Ritter, som Mohr kendte fra tidligere Lejligheder.
Og Tyskerne var jo ikke sene til at prakti-
sere den ældgamle Regel, at naar man rækker
Fanden en Lillefinger, tager han eller forsøger
han at tage hele Haanden. Og Danmark blev
gennem Hr. Mohr spurgt, om Erklæringen skul-
de forstaas saaledes, at Danmark var rede til
inden F"reden at drøfte det fremtidige økonomi-
ske Samarbejde. Hr. Mohr har sikkert svaret,
at det kunde der næppe være nogen Tvivl om,
Danmark var; men som den korrekte Embeds-
mand han er, har han givet tilføjet, at han ingen
Instrukser havde derom.
Hvorledes Hr. Mohr har kunnet sige, at
Danmark var beredt til at optage økonomiske
Drøftelser paa det daværende Tidspunkt (c. midt
i Juli 40), er mig mere end gaadefuldt. Hr. Mohr
vidste naturligvis, hvorledes hans Ressortminister
saa paa Tingene. Men han maatte ogsaa vide,
at det aldeles overvejende Flertal i Regeringen
havde den ganske bestemte Opfattelse, at der i
hvert F"ald var een Ting, vi ikke vilde, og det
var at gaa med til Foranstaltninger, som præju-
dicerede vor Stilling.
Det havde været en ganske afgjort Sag fra
første Færd, at saaledes var Ministeriets Hold-
ning. Vi kunde blive nødt til eller lade os tvinge
til mange Ting, fordi Hunnerne havde en saa
umaadelig Magt over os, og vi var nødte til at
forbandle med dem om økonomiske Spørgsmaal,
om Export og Import o. s. v., men vi vilde ikke
gennemføre nogen Foranstaltning eller nogen
Afgørelse, som ogsaa skulde gælde udover Kri-
gens Varighed.