Grønlandsposten - 16.03.1943, Blaðsíða 11

Nr. 6
GRØNLANDSPOSTEN
71
Jeg kommer mere end en Gang, naar jeg
under eet vil omtale den økonomiske Politik,
til at vise mine Læsere, at Tyskerne selvsagt
havde stor Magt over os og har det den Dag i
Dag økonomisk. Men lad os blot blive ved Ju-
li 1940. Vi havde da en stor Overskudsproduk-
tion af Landbrugsvarer, som Tyskerne naturlig-
vis gerne vilde have, men som Landmændene
ikke mindre gerne vilde af med, ja, maatte af
med, om det ikke skulde betyde økonomisk
Ruin for dem. Og der var kun eet Marked —
det tyske og det tyskkontrollerede. Og til den
anden Side maatte vi, for blot at nævne een Va-
re, se ben til en Vinter og iøvrigt til bele vor
industrielle Produktion bele Aarel rundt, hvor
Danmark var fuldkommen afhængig af Tysk-
land, nemlig m. H. t. Rrændsel, til Kul og Koks.
Tyskland havde og har ikke blot Magten i Lan-
det, men det har Haanden paa vor Strube.
Med een Haandbevægelse kan det fuldkom-
men ødelægge hele Landet og i een Forstand
faa det til at gøre, hvad det vil, nemlig ved at
nægte os Kul og Koks. Og naar man skal be-
dømme et Forhold og prøve paa at være ret-
færdig, saa maa man ikke gaa ud fra Forholde-
ne, under hvilke man nu lever, eller mens man
skriver om Tingene, men man maa gaa tilbage
til den Tid, da Regivenhederne fandt Sted.
Det var altsaa i Juli 1940. Nu to Aar efter
kan man maaske slet ikke forstaa det hele Postyr
— ej heller fra tysk Side, thi det er jo sandt, at
ikke længe efter at Forhandlingerne om Told-
og Møntunionen strandede, glemte man ogsaa
helt Problemet i Tyskland, og nu tror jeg ikke,
det beskæftiger nogen hverken i Tyskland eller
i Danmark.
Men i Juli 1940 efter Hollands, Relgiens,
Luxembourgs og først og fremmest Frankrigs
F’ald, da var Slagordet jo: Wir fahren gegen
Engelland, da troede Tyskerne utvivlsomt, at Kri-
gen snart skulde være forbi enten med Englands
Nederlag eller med et Kompromis af en eller
anden Art. Det er jo klart for enhver, at mange
ledende franske Politikere og Statsmænd troede
derpaa, ellers havde de vel kæmpet videre i
Afrika. Ogsaa andetsteds var der Defaitister. Og
jeg kan ve! bedst skildre Situationen for mange
af os hjemme saaledes, at den egentlig var den
samme i Danmark som i England. Vi vidste
ikke, hvorledes England skulde vinde, men vi
vidste hare, at de vilde vinde paa den ene eller
den anden Maade.
Og Hr. Scavenius troede paa tysk Sejr og
Hr. Mohr, og Huj, Hej, nu gjaldt det om at
komme først til Mølle og faa først malet. Og
Tyskerne var ogsaa meget ivrige efter at fortælle
os, at det var-netop det, det gjaldt om. Og vi
kunde faa meget bedre Retingelser nu under
Krigen, end om vi ventede til efter Krigens Af-
slutning. Derfor gjaldt det om at handle og
handle hurtigt. Altid de samme Metoder — og
atter denne fortvivlede Tro paa, at Tyskerne vil-
de holde deres Løfter. Hvor havde Danmark
og dansk Erhvervsliv mon været henne i Dag,
om vi havde faaet Planen realiseret, og hvis det
ikke var lykkedes os andre at slaa Planen ned?
Naa! Det var Meningen, at man lidt senere
skulde anmode Danmark om at sende For-
handlere til Berlin, men en saadan Anmodning
kom ikke. I Stedet skete der det, at nævnte Am-
bassadør Ritter den 30. Juli 1940 kom til Køben-
havn og paabegyndte mundtlige Forhandlinger
med den danske Udenrigsminister.
Tyskerne kom med store Planer. De vilde
have en Told- og Møntunion og vilde i Virke-
ligheden have Reichsmarken indført i Danmark.
De vilde have Toldunion efter det belgisk-luxem-
bourgske Forbillede, hvilket betød, at Danmarks
Selvstændighed hurtigt var forsvundet; thi det er
klart, at naar et lille Land gaar i Toldunion med
et meget stort Land, saa ender det med, at det
lille Land bliver faktisk opslugt af det store.
Tyskerne var naturligvis ogsaa snedige og
lumske. Der skulde blot nu til at begynde med
afsluttes en saakaldt »Rammeoverenskomst«, og
Forhandlingerne om den skulde afsluttes paa
meget kort Tid (nogle faa Dage), og saa skulde
man, naar Rammeoverenskomsten var afsluttet,
have 2—3 Maaneder til at føre de endelige For-
handlinger. Og Danmark var naturligvis ikke
bundet af Rammeoverenskomsten til at slutte
den endelige Overenskomst!! 1 Som om noget
Menneske kunde tro paa, at det var muligt at
lade være med at sige b, naar man have sagt
a’et. Og det hele skulde være saa utrolig for-