Grønlandsposten - 16.06.1944, Qupperneq 5

Nr. 12
GRØNLANDSPOSTEN
137
med lønnens størrelse. Lad os mærke, at ogsaa
vort arbejde paaskønnes. Vi har mærket kniven
mest! Lad os og vore børn faa lidt af de goder,
som andre heroppe har, uden hensyn til krig el-
ler fred!!
Jens Fynbo«.
Et formaal for »Grøn-
landsposten«.
I »Grønlandsposten« 1944 side 9 opfordrer
bladets redaktør de blade og tidsskrifter, som
er skrevet paa grønlandsk, til at tilsende »Grøn-
landsposten« et eksemplar af deres publikationer,
ud fra den betragtning, at der i disse blade
kunde findes artikler og sager behandlede, som
ogsaa havde interesse for »Grønlandsposten«s læ-
sere.
Jeg tror, at redaktøren der har rørt ved en
sag, der ingenlunde har ringe betydning, og hvis
rette løsning kan blive til gavn for et bedre sam-
arbejde mellem den grønlandske og den danske
befolkning i Grønland.
Som bekendt er forholdet jo det, at kun faa
danske i Grønland behersker det grønlandske sprog
i den grad, at de er i stand til at læse artikler i
grønlandske tidsskrifter med fuldt udbytte, og
endnu færre danske er i stand til at skrive artikler
til disse tidsskrifter direkte paa grønlandsk, hvad
der vel maa formodes at være en af aarsagerne
til, at der tid efter anden fremkommer saa faa
indlæg i dem fra dansk haand, som der gør.
Dette er i hvert fald min personlige erfaring,
men saa vidt jeg har kunnet finde ud af ved at
drøfte sagen med andre, er denne opfattelse me-
get almindelig.
Saa vidt jeg har kunnet erfare ved møjsom-
meligt at stave mig igennem grønlandske tidsskrif-
ter, særligt »AvangnåmioK« og »Atuagagdliutit«
er netop forholdet det, at der jævnligt i disse bla-
de fremkommer artikler af interesse, ikke alene
for den grønlandske befolkning, men ogsaa for os
danske, men det træffes kun sjældent, at saadan-
ne artikler underkastes en dybere drøftelse fra
flere sider, hvad der jo kun vil gavne den paa-
gældende sag, særligt om ogsaa de danske syns-
punkter føres frem til offentligheden.
Endelig kan man jo heller ikke se bort fra,
at gensidig paavirkning bærer rige frugter andre
steder i verden, og her ligger et uopdyrket felt at
arbejde paa, om »Grønlandsposten« ellers tager op-
gaven op.
O. R. B. Hansen.
Spøgelser.
Det hændte engang paa en gammel borg, at
stamherren en sen nattetime kom ind i sit biblio-
tek og fandt en taaget skikkelse siddende i sin
bedste lænestol. Langt fra at blive forundret, da
han jo var bekendt med sin fædrene borgs auto-
riserede genganger, mente han sig dog berettiget
til at spørge: »Undskyld men er De et spøgel-
se?« Den taagede skikkelse drejede hovedet med
en træt bevægelse og svarede: »Ja, men jeg gi-
der ikke mere.«
Et uhyre fornuftig standpunkt. Som alle hæder-
lige spøgelser havde det vel haft sit formaal med at
glide lænkeraslende gennem borgens lange, dystre
gange og udstøde hule suk og støn, men mangel
paa forstaaelse fra menneskers Side havde efter-
haanden ødelagt alt, og saa var der jo ingen grund
til at spøge mere.
Nu er der to spøgelser, som atter viser sig i
»Grønlandsposten«, og for hvem jeg inderligt øn-
sker, at de vil tage samme standpunkt.
Det er Ridder Postuordning og velædle Fru
Syltesukker. De maa vel efterhaanden have ind-
set, hvor formaalsløst deres spøgeri har været -
om ikke før, saa da der paa side 51 af indevæ-
rende aargang blev rammet en pæl tværs igennem
dem og bogstaveligtalt »læst over dem«. Ifølge
gammel dansk overtro, er det derefter udelukket,
at de kan gaa igen, og det vover de vel heller
ikke. Men som en sidste hilsen til scenen for de-
res spøgeri kan det vel tilstedes, at ridderen for
sidste gang sukker: »Ja, men hvordan med de
breve, der virkelig var skrevet og indleveret i ret-
te tid, for de blev nemlig ogsaa borte?« mens den
velædle frue, idet hun rasler med sit nøgleknippe
— kendetegnet for enhver forstandig og økono-
misk husmoder — stille sukker: »Vi kvinder maa
ofte sande, at eet er teori — et andet praksis.
Ak, mine stakkels frosne citroner og stødte appel-
siner!«
Tæppet gaar ned — og med det faktum for
øje, at dette blad læses ud over Grønlands græn-
ser, lad saa tæppet blive nede, ellers kunde frem-
mede jo gerne faa anledning til at tro, at »Røn-
nebærret« trods alt har ret i sin paastand om, at
man stagnerer heroppe; i alle tilfælde er det tegn
paa stilstand, naar man atter og atter tvinger
spørgsmaal paa bane, der paa forhaand er døds-
dømte, ganske uanset om de argumenter, der an-
føres, er baade fornuftige og vægtige.
Ninguno.