Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 2

290
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 25
Med hunde og slæde.
(Af Hendrik Olsen, Upernavik.)
Slædekørsel har fra barn-
dommens dage haft min sto-
re interesse. Da jeg som ung
kom til Godthaab for uddan-
nelsens skyld, længtes jeg
meget tilbage til Nordgrøn-
land og slædefarterne — og
da jeg senere fik min ansæt-
telse højt mod nord, ved
Upernavik, var jeg henrykt
for den lejlighed, dette paa
ny gav mig til at dyrke min gamle interesse.
Det første, jeg derfor foretog mig her ved
mit nye bosted, var at anskaffe hunde. De fleste
her holdt næsten udelukkende hunhunde, hvilket
jeg fandt udmærket, eftersom jeg havde hørt, at
disse var mere udholdende. Hen paa foraaret gav
dette mig ganske vist noget at tænke paa — og
havde jeg ladet mine mange tævehunde faa hval-
pe, vilde jeg have været at ligne med en større
»faareholder«, saa stor en flok vilde jeg have
faaet.
Her skal jeg da fortælle et par baade fornøj-
elige og mindre fornøjelige oplevelser fra slæde-
farterne.
Engang hen paa foraaret var jeg med besty-
reren nordpaa. Vi startede i herligt vejr. I sin
slædetaske medførte bestyreren et par flasker, og
det blev hurtigt fast skik, at man fik sig en op-
strammer forud for hver gang, der skulde klares
skagler, Tilmed lod bestyrerens hunde til at væ-
re slemme til at flette skagler, hvilket gav man-
gen god anledning til at smage paa flaskerne.
Under farten nordover var isen fin, men paa
hjemvejen blev det mildning, og vi vidste paa for-
haand, at isen vilde blive slem i Upernaviks nær-
hed. Mildningen afløstes af storm og snefog, saa
vi intet kunde se. Vi standsede, drøftede situati-
onen og enedes om at vende om. Vore slædespor
var allerede udslettede undtagen enkelte steder,
og det var ved at blive mørkt. Vi kørte nu med
vinden uden at kunne se ret langt foran os. Midt
under farten begyndte mine hunde at snuse og
drejede pludseligt ret ud til siden. Jeg tvang
dem ind paa den oprindelige kurs, og standsede
for at vente paa min ledsager. Men da denne
naaede frem, tog hundene magten fra ham, dre-
jede af og galoperede mod et isfjeld. Min led-
sagers stemme lød uafbrudt for at faa hundene
til at standse, og han maat-
te finde sig i at blive kørt
rundt om isfjeldet og tilbage
igen, hvor jeg fik standset
hundene, smilende for mig
selv ud i snefoget. Da den
uheldige hundekusk kom hen
til mig, sagde han: »Muligvis
en bjørn eller maaske en
sæl«. Jeg nøjedes med at sige
»ja«, skønt jeg havde den
største lyst til at le, eftersom jeg længst var klar
over, at det blot var et depot som en utok-fanger
havde anbragt paa isfjeldet. Vi fortsatte, og lige
som mørket faldt paa, naaede vi vort bestemmel-
sessted.
Dagen efter startede vi sydover i fint vejr.
Befolkningen ved overnatningsstedet havde den
største tvivl om isens sikkerhed fremover, men vi
fortsatte alligevel. Da min ledsager var ret uøvet,
passede jeg meget paa ikke at blive skilt fra ham,
naar vi kom til usikker is. Da vi ogsaa kom til
et saadant sted, vilde jeg køre over først for at
prøve isen, men min ledsager mente, det var bedst,
han kørte lige efter mig for at været parat
til at samle mig op, hvis jeg skulde gaa igennem,
og saadan blev det da. Da isen var meget daar-
lig, kørte jeg i store buer for at finde de steder,
hvor isen var bedst. Da jeg igen naaede fast is
og saa mig om efter min rejsekammerat, laa han
paa ryggen paa sin slæde med ansigtet mod solen
i færd med at tænde sig en cigar, mens han lod
hunde og gyngende is passe sig selv — og det
var ham, der vilde holde sig parat til at redde
mig!
— En anden gang paa en hjemtur nord fra blev
vi overfaldet af en storm saa voldsom, at det var
umuligt at sidde med ansigtet mod vinden. Da
vi var 6 slæder, fortsatte vi dog. Vi kørte mod
stormen, og hundene var det meste af tiden ude
af sigte i snefoget. Og da skete det, at mens jeg
troede, vi var i fuld fart, kom jeg til at sætte fo-
den mod sneen og opdagede, at vi stod stille, og
hundene havde lagt sig ned og snoet halerne om
næsen. Dette kan altsaa ogsaa ske i snestorm.
— En gang paa den tid, hvor solen var begyndt
at komme frem, var jeg i straalende fint vejr paa
vej nordover. Det var bitterlig koldt. Isen var
fin, og jeg nød det hele i fulde drag, saa jeg næp-