Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 4

292
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 25
naarsomhelst det passede mig, kunde sætte en
saadan fart op, endskønt det var et rent tilfælde.
— En dag min ledsager og jeg kørte sammen
med en del andre slæder, startede vi som de før-
ste og var kommet halvvejs over en fjord, da en
slæde kom til syne langt borte bag os. Vi saa
først hundenes hvide aande, der i kulden frøs til
rim, men snart efter kom selve slæden tilsyne,
og min ledsager og jeg, der kørte side om side,
satte fuld fart paa i det udmærkede og lette fø-
re, idet vi ikke vilde lade os indhente, men som
de første køre op til udstedet foran os. Slæden
bagved halede imidlertid saa stærkt ind paa os,
at jeg snart var klar over, at han ikke var saa-
dan ligetil at køre fra. Endnu længe inden vi hav-
de naaet land, kørte slæden ind mellem os, skønt
vi kørte alt det, hundene kunde strække ud. Med
beundring lagde jeg mærke til, hvor smukt den
fremmedes hunde galoperede. Han havde ikke
over 10 hunde for sin mægtige slæde, som maat-
te være tung, selv uden læs. Foruden sig selv
havde han kone og fire børn og meget andet paa
slæden. Snart var han forbi os, og da vi kom til
vort bestemmelsessted uden at være blevet ind-
hentet af andre, kom han smilende og tog imod
os spørgende: »Hvor har I været henne«? Jeg
spurgte ham, hvad han havde gjort ved sine hun-
de. Han svarede leende, at han af vanvare var
kommet til at slaa lidt for haardt med pisken paa
en af sine kæreste hunde, og at han derved var
kommet til at køre med en anden fart, end han
havde haft til hensigt. Jeg var imidlertid godt
klar over, at dersom han slægtede sine forfædre
paa, den store Markus-slægt, var han en hunde-
kusk, som ikke var til at komme op paa siden af
for andre dødelige.
— Naar solen om foraaret begynder at bage,
er det svært at falde i søvn af lutter forventning,
saafremt man den paafølgende dag agter sig paa
utok-fangst (efter sæler, der er kravlet op paa
isen for at lade sig bage i solvarmen.) Ganske
tidligt om morgenen staar man op, ser paa vejret
og lægger mærke til vindretningen for at tage det
sted hen, hvor det blæser mindst, mens solen sti-
ger højere og højere. Engang var jeg taget me-
get tidligt af sted paa fangst for at naa saa langt
som muligt.
Et sted, hvor isen var meget tynd, saa jeg en
stor remmesæl kravle op paa isen. Jeg startede
ud efter den i følge med en anden slæde. Isen
var meget daarlig, og hundene faldt ustandseligt
igennem, men da de ikke faldt i alle paa engang,
fortsatte jeg ufortrøden. Der var gammel is
mellem tyndisen, men der laa sne overalt, saa
gammelisen var ikke til at skelne fra nyisen. Un-
dertiden fik jeg en ordentlig gyngetur paa nyisen,
og jeg kom sommetider ud paa meget usikker is.
Dersom vi standsede, vilde hundene og jeg selv
gaa igennem. Da vi engang kom forbi en flage
med tykkere is, vilde jeg vente her, til hundene
og slæden var kommet i sikkerhed paa fastisen,
saa jeg lagde mig ned paa maven, desværre uden
tuk og kun med min pisk i haanden. Mine hun-
de fortsatte med spredte ben og god afstand imel-
lem hverandre, mens isen bølgede under dem.
Da de naaede frem til fastere is, gav jeg dem
signalet til at standse, og de lystrede straks. Saa
raabte jeg til min ledsager om forsigtigt at nær-
me sig med tuk og line, men han kunde ikke
komme i nærheden af mig, saa tynd var isen
rundt omkring det sted ,hvor jeg laa. Da jeg nu saa,
der begyndte at pible vand op, der hvor hundene
stod, blev jeg bange for, at de skulde gaa igennem
og kaldte dem paa ny til mig ved at bruge fodersig-
nal. Basen reagerede straks, og ganske langsomt
fik hundene slæden hen paa siden af mig, idet de
stadig søgte at holde god indbyrdes afstand mel-
lem sig. Nogle af dem faldt ganske vist gennem
isen, men de andre trak dem op igen. Omsider
kunde jeg kravle op paa slæden igen uden at la-
de denne standse, men dog først efter at være
gaaet igennem med det ene ben. Da jeg omsider
naaede tilbage til den faste iskant, drog jeg et
dybt lettelsens suk. Vi lod derefter remmesæl væ-
re remmesæl og kørte bort ad en omvej.
— Lige saa fornøjelig slædekørsel er i straalen-
de vejr og med godt føre, lige saa trættende kan
det være i vaadt og tungt_føre. * Engang mens