Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 7

Nr. 25
GRØNLANDSPOSTEN
295
Saa en aften nær jul kommer en mand med
to sække lyng — mest brunt, men ogsaa meget
grønt — paa undersiden i hvert fald.
Børnene kommer i seng — men tidligt næste
morgen er de nede. Hvor er juletræet? — I haven.
Og de farer ud for straks efter at komme ind:
»Mor, mor, det ligner et rigtigt juletræ, det er jo
et rigtigt juletræ«, og i deres straalende øjne for-
staar jeg først for alvor, hvor tappert de har re-
signeret, trøstet hinanden og passet paa ikke at
saare mig i dagene, da deres skuffelse og skepsis
var stor.
Nu er det næsten jul — far klipper røde, grøn-
ne og hvide guirlander og dekorerer spisestuen,
en lille klokke bliver hængt op i en ranke, lyng-
grene og rest deraf over døre og i stuehvælving.
— Det er dagen før — julefeberen begynder, for
man naar det ikke, og hvad kan man skyde ud
eller over med — stuerne er færdige — bror ser
lysestagerne efter og snitter lys eller vikler papir
om; saa bliver der sat lys paa reoler og borde og
rækker i vindueskarme for at tændes juleaften.
I køkkenet sker der noget hver dag — først
smaakager, en skærekage bages, vi laver marci-
pangrise og konfekt, rullepølse og alle de rare sa-
ger, som man husker i forvejen for at have det
lidt bekvemt i juledagene. Vi tøer stegen op, har
æbler og rasp til æblekagen parat, en mandel er
gemt til risengrøden. Poserne med lidt godt i til
ensomme gamle bekendte eller børn, vi kender,
staar og venter paa at blive bragt ud.
— Det er lillejuleaften. Naar børnene er faldet i
søvn, skal der pyntes hos dem med guirlander,
dannebrogsflag og en snehytte med nisser om et
fad risengrød. Men først beder de, om de maa
tænde julelys paa bordet og hygge sig lidt sam-
men med os — de har noget for, kan man mær-
ke — og da vi sidder og spiser lidt paa forskud
af de brune kager til kaffen, rejser de sig op og
fremsiger et lille digt om julens travlhed og hem-
melighedsfuldhed. Det er ikke deres egen idé; de
har lært det, og det er planlagt i skolen, men i
øjeblikket ser og hører vi kun de glade feststem-
te børn, der citerer det kønne digt og saadan gi-
ver os en hyggelig, rolig lille stund, ligesom en
.tak for al den travlhed, vi store har haft.
Valborg Overgaard.
Juleroser paa Himlen.
(Et moderne Juleeventyr)
»Det var Lillejuleaftensdag« — saadan begyn-
der mange gode, gamle Julehistorier. Og saa væl-
ter Sneen ned, og Kaneklokkerne klinger, idet
Proprietær Kraghs to flotte, dampende brune svin-
ger den gamle udskaarne Egetræskane op for
Købmand Holms smukt julepyntede Butiksvindu-
er, og Købmanden kommer selv ud og hjælper
Fruen og de to kønne, rødmossede Døtre ud af
Kanen og ind i den varme Butik. De skal have
købt en sidste Julegave, for nu til Morgen kom
der Brev, at den rige Onkel Hans i Amerika kan
ventes til »Margrethelyst« til Juleaften.
Min Historie foregaar virkelig Lillejuleaftens-
dag, og er det end ikke Onkel Hans, saa er det
dog Santa Claus fra Amerika, der kommer.
Der var Juletravlhed i Kolonien og naturlig-
vis ogsaa paa Efterskolen. Lige før Middag kom
jeg ud paa Skolens Trappe og stod lidt og saa ud
over vor Sportsplads, den lille Tipitoksø. — Vejret
var stille og meget klart. Himlen var sortblaa
med et let grønligt Skær, den typiske Mørketids-
himmel i klart Vejr. Vore Drenge legede med en
Fodbold nede paa Søen. Deres Raab var det e-
neste, man hørte. Man kunde virkelig sige, at
det var, som om Julestemningen var ved at læg-
ge sig over Kolonien.------
Da drønede en Flyver frem over de lave Fjel-
de i Syd. Han slog et Sving hen over den lille
Sø, saa lavt, at man kunde se Føreren derinde i
Maskinen. Han var dog ikke klædt paa som Ju-
lemand, og der var heller ikke Juletræ i Halen
paa Maskinen. Saa kom den tilbage i et endnu
lavere Strøg og endnu et Sving, og da han, Jule-
manden, var væk, stod der fire lysegule Liljer el-
ler Juleroser paa den sortblaa Himmel. De var
sprunget ud som ved et Trylleslag af en Trylle-
stav (nok snarere Propellen). De dalede stille
ned mod den lille Sø og foldede saa deres smuk-
ke, regelmæssige Blomsterkrone sammen som i en
ydmyg Selvopgivelse. De havde nu opfyldt deres
Hverv, de havde baaret den »Frugt«, de var
bestemt til at bære, og nu døde de gerne! Der
gik en sagte Iling gennem de bløde Silkekron-
blade, og saa laa Blomsterne stille paa den hvide
Julesne. Juledrømmen var forbi. Den havde
vist, at Mekanik og Poesi godt kan forenes.
Men Virkeligheden stod tilbage, og den var
haandgribelig nok. Drengene og jeg sprang paa
Hovedet ind i den dejlige, lette Silke og fandt