Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 5

Nr. 25
GRØN LANDSPOSTEN
293
jeg var paa rejse nordover, blev det mildning og
derefter igen frost. Da jeg startede hjemefter,
gik slædemederne igennem sneen, der var under-
svømmet af vand. Kommet til et beboet sted
standsede vi i haab om, at kulden den følgende
nat vilde bedre føret. Men det viste sig, at vi
af og til maatte staa af for at rive slæden løs,
naar den havde suget sig fast. Langt hen paa
dagen var vi næsten ingen vegne kommet. Til
sidst var hundene dækket af et islag, og vore ka-
mikker var sønderrevne, hvorefter vi maatte ven-
de om.
Tilbagevejen gik over, hvad der lignede aa-
bent hav. Da seletøjet var i opløsning, og vi var
gennemvaade og forfrosne, var det ikke ligefrem
behageligt. Da vi naaede tilbage til bopladsen,
blev vi liggende den næste dag.
Da tyskerne i 1940 besatte Danmark, og
landsraadet blev indkaldt til møde i Godhavn,
tøvede jeg længe med at starte for at vente paa
landsraadsmedlemmet nordfra. Vi tog af sted i
begyndende mildning og naaede med størst mulig
fart til Kangerssuatsiak, hvor vi sov for næste
dag at starte sydover under truende himmel. Da
vi havde lastet vore sidste fornødenheder ved
Søndre Upernavik og startede igen, faldt den
første regn. Da vi havde besked om at skynde
os, kunde vi ikke lade os opholde af regn alene.
Snart øste det ned, saa isen hurtigt opblødtes.
Inden vi havde naaet postslædernes hus ved
Amitsok, blev slæderne suget dybt ned i sjappet,
og hundepoterne traadte ned paa skarpe isnaale,
der var meget ødelæggende for dem. Vi fortsat-
te sydover i haab om bedre føre. Da vi naaede
postkørernes hus, maatte vi tørre alt, hvad vi
ejede, idet selv det, der laa paa slæderne var gen-
nemvaadt. Den næste dag var det mildt med
tøvejr, hvilket satte os i stand til at tørre en del af
vore ejendele i det fri. Heller ikke dagen efter bedre-
des vejret, og vi blev tvunget til at vende om, hvor
nødigt vi end vilde.
Allerede i starten paa tilbagevejen var en
del af vore hunde halte og havde ømme poter.
Dog naaede vi om aftenen til Søndre Upernavik,
hvor vi laa en dag over haabende paa bedre føre.
Men saa maatte vi af sted igen, da vi snarest
maatte naa Upernavik for derfra at melde telegra-
fisk om forsinkelsen. Det sidste stykke is, vi
skulde over, var som besat med spidse naale, der
stak hundenes poter og sled vore kamiksaaler i
laser. Vi gav hundene »kamikker« paa fødderne,
men de sled dem hurtigt op og maatte have nye,
saa hertil medgik alle de skind, vi havde med.
Ved Kingigtok mødte vi folk og blev to dage for
at faa vore hunde paa fode igen, idet en del af
dem ikke kunde staa paa benene. Herfra maatte
vi køre over land, da isen ikke mere var farbar.
Det var ikke slædekørsel. Vi maatte skubbe
slæderne. Vel havde hundene kamikker paa, men
det hjalp ikke meget, da poterne var hævede og
ømme. Jeg maatte derfor anbringe de mest med-
tagne hunde paa slæden og skubbe bagpaa, og
det var et varmt stykke arbejde. Jeg vidste den-
gang, at man kan tvinge trætte hunde frem, men
hunde med ødelagte poter kan man ikke lade
trække.
Rejsen til landsraadsmødet kostede mig saale-
des flere af mine bedste hunde; dem kan Hitler
faa lov til at betale senere.
Glædelig Jul!
For tredie gang beder vi vore korrespondenter og
medarbejdere i Grønland
og vore stadig flere og flere læsere og landsmænd
her i landet og paa Island og Færøerne,
i Sverige, England, Canada, U. S. A., Afrika, New Zealand
og Australien, paa verdenshavene og snart ogsaa i Danmark
modtage vore bedste ønsker om en rigtig
glædelig jul og et fredbringende og
lykkeligere nytaar!
Grønlandsposten.