Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 6

294
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 25
Mens julen nærmer si g.
Julen heroppe i Nordgrønland minder ved sin
stemning, fest og travlhed om julen hjemme paa
landet.
Vi er daarligt kommet ind i december, før
det begynder — tidligt, synes vi — og dog altid
lidt for sent.
Børnene snakker først om jul — skal vi ikke
snart begynde at pynte? — Jo rigtignok — og
far tegner grankviste paa langvæggen — gran-
kviste med kulørte lys, lige saa mange som dage
til jul. Hver dag tegner børnene flamme paa eet,
og juleaften tegner de alle tre hver een paa de
store lys i vor gamle, røde lysestage, ogsaa gen-
givet paa væggen.
Har vi gris, skal den slagtes — det giver et
dejligt liv og røre og forjættende madlugt over
hele huset — det har vi ikke i aar; men vi skal
bage kager — brune først — og det plejer at væ-
re sjovt.
Jeg skærer en hel plade ud som grise, jule-
træer og nissemænd med baade skæg og pose —
men ak, pigen [har i egen opfindsomhed renset
sod ud, saa det slet ikke er min sædvanlige ovn.
Børnene trøster — de kan godt spises, mor, nog-
le af dem da. Næste plade bliver bare halvmaa-
ner med krogede næser og kraftige hager, som er
meget hurtigere at lave. Børnene skærer ufortrø-
dent grise ud. De har en uhyggelig lighed med
grønlandske hunde. Til sidst de hundredevis af
tynde, brune kager, hvor vi snyder for mandlen
paa de halve mindst, for det er det gode ved det
heroppe, at har man det ikke, er det en meget
ærlig sag, baade med mandlerne og mange andre
ting.
Gaverne, ja, vi spekulerer, og saa bliver det
endda et rent tilfælde med mange af dem.
Jeg rydder lidt ekstra op paa hylderne under
skrivebordet — kigger i to gamle familiejournaler
— de kulørte midtsider er farvestraalende — vi
gemmer dem til en senere lejlighed — til jul
selvfølgelig. Et spil om at naa ind til en even-
tyrskat bliver klistret paa krydsfiner og dukkestu-
en med møbler paa tyndt pap — beregnet til at
glæde børn med — ja, men sikkert aldrig tænkt
som julegave.
Haandarbejdsgaverne kommer i højsædet —
jeg ved, at een syr en broderet hue til søster, jeg
selv laver en tøj elefant til bror. Dukken faar nyt
tøj — dukken, der engang var taget med herop
for at glæde en eller anden lille indfødt pige, gan-
ske vist, men den nye har slaaet hovedet itu, og
det er svært at give væk, naar det gamle paa lof-
tet nu virker som nyt.
Det splinternye legetøj bliver gammeldags
haandgjort trælegetøj, noget tilpasset moderne
børn — træsabel, træskøjter, en lille træhest paa
plade med hjul, legetøjsvogn og saa et mere mo-
derne maskingevær med træfjedre og skralle i.
Ind imellem kommer et par aftener med jule-
stadsen, kurvehanke bliver limet paa, og nogle faa
nye faar børnene lov at lave.
Søster er saa stor, at hendes gaver skal have
et personligt præg — hun syr og sveder og piller
op og syr igen navn og stropper paa vaskeklude
og lommetørklæder. — Saa ser vi fars navn skin-
ne igennem silkepapiret og faar en god idé — vi
laver »knallerter« af de syede smaating og hæn-
ger dem paa træet.
Juletræet — ja, det havde i mange aar haft
et heroppe fornemt, men for os hjemligt præg —
med rigtige grene, ganske vist sømmet paa en
granstage, men den saa vi ikke — nu glippede
enebærrisene sydfra, saa vi skal have et rigtigt
nordgrønlandsk juletræ — det kommer — en gran-
stage med huller borede i til alle de snittede hvi-
de pinde af forskellig størrelse, der ligger i bund-
ter paa foden.
Børnene kredser om det skaldede stativ, og jeg
forklarer ivrigt om det, og de klapper i hænderne
— det skal nok blive pænt, mor!