Grønlandsposten - 24.12.1944, Blaðsíða 3

Nr. 25
GRØNLANDSPQSTEN
291
pe lagde mærke til, hvad der foregik omkring
mig. Et sted, hvor der var ret aabent mellem is-
fjeldene, men hvor man skulde tæt forbi et af de
største af disse, begyndte mine hunde pludseligt
at spidse øren, hvilket vakte min opmærksomhed
i tide til at se et stykke af isfjeldet falde ned.
Jeg standsede og lyttede og hørte nu en stærk
lyd fra vandet under isen. Saa var jeg klar over,
at isfjeldet var i færd med at kalve. Vi var saa
heldige ikke at være naaet helt hen til det; thi
da det var meget stort, kunde det med en plud-
selig og voldsom kalvning bryde isen op i stor
omkreds. Jeg sprang da straks paa slæden igen
og satte af sted, raabende til mine to ledsagere,
at de skulde følge efter, alt hvad remmer og tøj
kunde holde. De satte ogsaa straks fuld fart paa
tilbage, omend det forekom mig, at de var lidt
langsomme til at fjerne sig fra et saa farligt na-
boskab. Vi havde neppe faaet vendt, før det
mægtigt store isfjeld begynde at knage og brage,
idet det brækkede midt over. Jeg skyndte paa
mine hunde, der allerede galoperede for selv at
redde pelsen. De strakte ud, det bedste de kun-
de vel vidende, hvad det gjaldt.
Kalvningen tog fart, saa det røg omkring is-
fjeldet, og dønningerne begyndte at bryde isen
op. Med fuld fart paa bortover, saa jeg nu og
da tilbage efter mine kammerater. Bag dem brø-
des isen itu, men dønningerne havde endnu ikke
naaet os. Næste gang jeg vendte mig om, saa
jeg mine ledsageres hunde forsvinde i en dal,
mens slæderne selv red højt oppe paa en bølge.
Saa kom hundene tilsyne og slæderne forsvandt
— og saa fremdeles. Jeg holdt nøje øje med dem
og saa nu, at isen under mine kammerater ikke
gik i stykker, men kun slog revner, hvorefter jeg
trods hundenes modstand standsede slæden. Is-
fjeldene, som rundt omkring var fastfrosne i vin-
terisen, hævedes og sænkedes, saa vandet stod i
springvand omkring dem. Jeg lod bølgerne rul-
le under mig og ventede paa mine kammerater,
der lidt efter naaede mig i god behold. Da jeg
lagde mig ned paa ryggen paa isen, medens
dønningerne tog af, saa jeg de høje landfjelde
forsvinde og dukke op igen, som om jeg var ude
at sejle i søgang.
— Engang, mens jeg endnu næsten udelukkende
havde hunhunde, kørte jeg som præstens ledsager
op til det allernordligste omraade af distriktet.
Det var første gang, jeg skulde se disse steder
og de store hundekuske, som her fandtes, saa det
var med ikke ringe spænding og interesse, at jeg
begav mig ud paa denne rejse. Ved et af de ste-
der, vi kom til, var der lige kommet postkørere
nordfra. De var taget ind for at fodre deres
hunde op og tørre kamikker og klæder. Dette
var paa en tid, hvor der var rigeligt med sæler
deroppe nordpaa. Dagen efter startede vi omtrent
15 slæder ifølge med folkene nordfra. Disse hav-
de været paa handelsrejse og til gudstjeneste.
En af mine ledsagere havde fortalt mig, at
folkene heroppe havde for skik, at forkøreren i
kaadhed og stolthed over at være den første bandt
sin vante til piskesnerten og lod den slæbe bagef-
ter sig som madding, idet han nu og da tog den
op og kastede den ud igen, saaledes at efterføl-
gende hunde kunde faa øje paa den. Efter at
være kommet over en strimmel land, standsede
jeg blandt de forreste slæder, hvor vi klarede
skagler og fik os en taar kaffe af thermoflaskerne
og fik tændt piberne, hvorefter vi startede igen.
Vejret var straalende, og vi var mange i følge,
alle muntre og i godt humør. Der lød raab og
latter og hundehyl. Da den første slæde var
startet, og min ledsager fulgte efter, startede og-
saa jeg. Der var fin is 20 km fremefter. Den
forreste slæde var snart et godt stykke forude, og
kusken begyndte at kaste »lokkemaden« ud. Nu
gjaldt det om ikke at blive til nar. Slæden for-
an mig satte af sted i fuldt firspring og jeg bag
efter som sømmet fast til dennes opstandere. Om-
sider lykkedes det mig at gøre min bas, en tæve-
hund, opmærksom paa lokkemaden, der med vis-
se mellemrum kastedes ud fra den forreste slæde.
Den udstødte et hyl og satte med resten af hun-
dene af sted, alt hvad remmer og tøj kunde hol-
de, stadig øgende farten, mens jeg snakkede til
dem hele tiden. Endelig halede jeg ind paa slæ-
den med lokkemaden, just som kusken halede den-
ne ind, og jeg svingede mit spand forbi og skæ-
vede knap nok til siden, saa stolt var jeg. Hans
bemærkning kom vi senere ofte tilbage til. Han
sagde: »Du kan godt komme først,« samtidigt med,
at han brugte pisken og gerne vilde have øget
farten om muligt. Saaledes var jeg saa heldig
paa mit første besøg her ikke at blive til grin,
og jeg oplevede ikke senere, at man forsøgte at
holde mig for nar. De har nok tænkt, at jeg