Þjóðólfur - 23.04.1866, Qupperneq 7

— 103 —
angn eins stji'rnarinnar eins og iandsmanna til aíi sjá og
^kiija hva þýfoíngar- og afdrifa-mikil sii stjnrnarbót og þan
fiárhagsráþ sein þjóíilegt sjáifsforræþi verbr ab hafa í fbr meþ
ser og byggjast á, hljiiti ab veríla eins oss fslondíngiim eins
og hverri annari þjóþ; haun cr sá eini Íslendíngr er heflr lagt
sig alian fram, hin beztn æliár sín og alla framtií) til þess ab
þoka þessu alsherjar máli voru 1' rétta stef'iu og æ nær og
n;er endatakmarki sínn og nppkomu. Og nú, er hinn fyrsta
hyrníngarstein skyldi laga og leggja til undirstöfiu sjálfsfor-
ræþi voru, þá viÆist hann aþ draga aþ ser sína hina styrku
og óþreytanlegu hönd. Getr verife aþ svo sö, eins og snmir
geta til, af> nú, er gilda skyldi, hafl hann seí) oss landa sína
ófæra til sjálfsforræþis, en hafl svo verii), ef hann hel'þi
eigi söf) annaf) fært en af) hopa nú á hæl, þá hefíi hann
ieitaþ annara ilræba og beitt öftrum vopnuin til af) vega af)
frumvarpinu heldren þessum formhlifsar-viþbárum, er mciri
hlutinn beitti til af) fella þaf), svo staflausar og veilar sem
þær ern. Nei, herra J. S. heflr orþif) svo af) líta á, — og er
þaf) líka auflsætt af oinni ræfin haris bls. 834, — af) frum-
varpif stefndi af) því, aí> þaf) yrfíi eingaungn af) vera kom-
if> undir rí kisd egi n um í Danmörku og hinni dönsku þjáf)
at> vér fengim fullt sjálfsforræfii En frnmvarpif) stefnir alls
ekki af> þessu, eiris og hver maf)r getr seb og ver höfuin nú
leitt rök af>. Af) þessu leyti hefir herra J. S. aufsjáanlega
glapizt og missi'zt; glapizt at) því leyti, af> leggja alveg atra
meiníngu í frumvarpif) og annan tilgáug heldren þar af verfr
ine% nokkru móti leitt, — missezt í því af) leitbeina ekki
hinnm leifitama meirihluta sínum til þess af) af) bera upp
breytíngar vit þessleitis ákvartanir í frumvarpinn ef þær
væri þar og ef þær væri eins vitsjálar og háskalegar fyrir
landsriitt vorn og sjálfsforræti eins og bann áleit, í stat þess
at eggja til þess at fella frumvarpit. En at þv{ mátti vísu
gánga, at meirihiutinn, eins og hann var mönnum skipatr,
einsog hverjum þeirra manna var alveg um megn hvort
holdr var at fella etr reisa þetta mál at ramleik sjálfra
þeirra, at meirihlutimi mundi liggja flatr fyrir þeim mis-
skilníngi, er svo mikit kvat at, at hatin glapti sjónir fyrir
herra Jóni Sigurtssyni sjálíimi, hiuum ágæta forvígismanni
allra vor Íslendínga.
Um skiptapann frá Galmannstjorn 10. þ. mán. (Eptir
kandid. Odd V. Gíslason).
pann 10. þ. m, milli dagmáia og hádegis, fórst skip á
Gálmatjörn í Hafnahrepp met 15 manns, af hverjnm at 7
nátust lifandi, en 8 drukknutii og vorn þeir: 1. Formatrinn
þorgils Eiríksson frá Kambi í Holtum, 2. Hannes Oiafsson,
Vinnurnatr á Gáimatjörn, 3. Ólafr Snjólfsson vinnumatr á,
Gálmatjörn, i og 5. brætrnir Sigurtr og ísleifr Árnasynir
vinnnm. frá Gartsauka í Hvolhrepp, 6. Gudmundr Sigurtsson
frá Götn í Holtnm, 7. Jón Hinriksson frá Ölversholti í Holt-
nm, 8. Jón Yigfússon vinnumatr í Mitkrika í Hvollirepp.
Allir þessir menn voru á bezta aldri frá 20 — 50 ára og voru
&llir ókvæntir.
Skiptapinn orsakatist þannig, at sjó tók at brima, og
þegar á snnd þat kom, sem farit var inn tim at lendingn,
vart frákastit at nortanvertu svo mikit í ólaginu at eigi
"eitti stjómar og barst skipit at neflnu, sem er at sunnan-
'ertu vit snndit, stót þar og hvolfdi allt í einu; komust
"okkrir á Ujöl, og nokkrum vart nát úr landi og S áttæríng
sem fram var settr, því eigi liöftn atrir róit þar þenna dag,
og nátnst allir.
peir sein dantir vorn, voru bornir hoim at bæ og var
nú óhar sent til Vilhjáims bónda Hákonarsonar í Kirkjuvogi,
og brá bann vit snögglega, þótt hanu væri sjálfr nýkominn
úr skinnkiætunnm, bljóp sutr at Gálmatjörn og at bans til—
stutlun var allt þat reynt sem nnnt var, til at endrlífga hina
drukknutn, opnut æt á handlegg, iagtir á tunnr til þess at
ná úr þeim sjónum; þarnæst vorn spentir handleggir þeirra
fram og npp met höftinu og svo uitr aptr. til þess at hleypa
lopti í liiiigun, hurstatir á fótuni, handleggjmn og hertum og
var þessum tilraunum lialdit áfram allan daginn en allt til
einskis. Ekki vart vart vit nokkurt iífsmark.
Tilforordnede
i
Den kongelige Lands- Over samt Ilof og Stadsrct
i Kjöbenhavn,
Gjöre vitterligt: At efier Begjæring af Procu-
rator Jacobsen som beskikket Sagförer forVærgen
for Fitjum Kirke i Borgarfjords Syssel under Is-
lands Sönderamt og i Iíraft af en denne under
17 November 18G5 meddeelt kongelig Bevilling,
indstævnes herved den eller de som maatte have
iliænde en bortkommen i Reykjavik den 7 Sept-
ember 1824 af daværende Landfoged S. Thor-
grimsen iidstedt Tertia-Qvittering for 24 Ild. med-
deelt under en skreven af S. Thorgrimsen be-
kræftet Gjenpart af vedkommende i Islands Stifts-
og Sönderamts Contor d. 7 September 1824 af
Iíoppe ndstedt Ordre til Landfogden om i Jorde-
bogskassen at modtage til Forrentelse (i Overeens-
stemmelse med en ved det kongelige danske Can-
celli i Skrivelse af 3 April 1824 Stiftet communi-
ceret allerböist Resolution af 24 Februar s. A.
og ifölge Ilentekammerskrivelse af 28 September
1822, den ved Salget af en Ödejord, kaldet Gil-
streimi indkomne Summa 2ÍRd, tilhörende Fitja
Kirke i Borgerfjords Syssel inden Sönderamtet —
til med Aar og Dags Varsel at möde for os heri
Retten, som holdes paa Stadens Raad- og Dom-
huus den förste Retsdag i August Maaned 1867,
Formiddag K1 9, for der og da at fremkomme
med bemeldte Tertia-Qviltering og deres lovlige
Adkomst til samme at bevisliggjöre, da den i mod-
sat Fald paastaaes mortiflceret ved I)om.
Forelæggelse og Lavdag er hævet ved Fr. 3
Juni 179G.
Denne Stævning udstedes paa ustemplet Papir
paa Grund af den Citanten tilstaaede Bevilling tit
fri Proces.