Atuagagdliutit - 12.02.1953, Síða 8

ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
06
nr. 4
længe siden, så vi kunne have læst og forstået.
De, som er voksne nu, må betale. Nyordningen
er alt, alt for brat for dem. De stirrer på bøger
og maskiner, hører telegrafien hamre, men de
forstår ikke. Alt skifter, farer forbi, og de står
tilbage, mistroiske og fulde af mindreværdskom-
plekser — usikre over for det nye, usikre over
C O I) A N GUMMIT KAMIGPA1T
PIUMANIARSIGIK
A/s Dansk ilt- & brintfabrik
København
ilt- ama brintiliortigssuaK
danskit peKatigit piat
København
for dem, dér bringer det nye, danske eller grøn-
lændere, der bar va'ret i Danmark for at lære.
Det er synd, når man som grønlænder har været
i Danmark — og efter evne har forsøgt at samle
det op, som er godt og nyttigt — slet ikke det alt-
sammen, jeg kan da godt se, at der er en bel
masse dansk, der slet ikke duer for os -— så vil
man frygtelig gerne give det videre. Man kommer
med friske øjne og ser måske nok kritisk på en
del, men kritikken er ikke slemt ment. Den kom-
mer ud fra trangen til at dele alt det, man har
lært, med dem, der ikke bar haft samme chance.
Det, at man vil vise det nye, behøver ikke at be-
tyde, man er vigtig. Jeg tænker tit på, al når
man som grønlænder føler sig ringere end dan-
skerne, skyldes det vist, at man er bange for at
miste sit særpræg, bange, at danskerne skulle
være bedre, fordi de er anderledes. Men et men-
neske behøver ikke at være bedre, bare fordi
tilværelsen bar gjort det anderledes. Danskerne
kunne lære livskunst af grønlænderne. Grønlæn-
derne forstår at le og græde som børn. Tilværel-
sen er enklere for dem, glæderne mindre kun-
stige, — eller var! For der er et punkt, hvor jeg
synes, at grønlænderne — desværre også kvinder-
ne — har taget en dårlig skik op efter danskerne.
Der drikkes mere end før. Måske fordi man har
flere penge. Måske fordi man tror det hjælper.
Tidligere syntes jeg, at glæde var lige stor uden
drikkeri. Mon grønlænderne i den alt for stærke
udvikling er ved at tabe deres umiddelbare livs-
glæde, den, der sprang af deres barnligbed og
deres lykkelige leven i nuet? Jeg ved det ikke,
men jeg tror mange voksne har det svært her-
oppe nu. Selv ved jeg ikke mere rigtig, hvor jeg
hører hjemme. Jeg har så mange gode venner i
Danmark, men når jeg er der, længes jeg efter
Grønland. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig
uddane i et speciale, så jeg havde kunnet vende
tilbage til mit land som selvstændigt arbejdende.
Alle vegne er der kun brug for folk med god ud-
dannelse. Hvis man vil have alle de line ting,
man ser, et fint hus, en god radio, lys, fine møb-
ler, gode bøger, — må man tjene penge.
Nu vil jeg rejse til Danmark igen. Men når
næste generation vokser op, så vil jeg tilbage til
mit eget land og se, om ikke den bedre forstår, at
jeg også gerne ville have hjulpet med“. Ilun
rejser sig stille, smiler lidi og går — alene.
M a r i o n R i n g b e r g .