Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 12.02.1953, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 12.02.1953, Blaðsíða 8
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN 06 nr. 4 længe siden, så vi kunne have læst og forstået. De, som er voksne nu, må betale. Nyordningen er alt, alt for brat for dem. De stirrer på bøger og maskiner, hører telegrafien hamre, men de forstår ikke. Alt skifter, farer forbi, og de står tilbage, mistroiske og fulde af mindreværdskom- plekser — usikre over for det nye, usikre over C O I) A N GUMMIT KAMIGPA1T PIUMANIARSIGIK A/s Dansk ilt- & brintfabrik København ilt- ama brintiliortigssuaK danskit peKatigit piat København for dem, dér bringer det nye, danske eller grøn- lændere, der bar va'ret i Danmark for at lære. Det er synd, når man som grønlænder har været i Danmark — og efter evne har forsøgt at samle det op, som er godt og nyttigt — slet ikke det alt- sammen, jeg kan da godt se, at der er en bel masse dansk, der slet ikke duer for os -— så vil man frygtelig gerne give det videre. Man kommer med friske øjne og ser måske nok kritisk på en del, men kritikken er ikke slemt ment. Den kom- mer ud fra trangen til at dele alt det, man har lært, med dem, der ikke bar haft samme chance. Det, at man vil vise det nye, behøver ikke at be- tyde, man er vigtig. Jeg tænker tit på, al når man som grønlænder føler sig ringere end dan- skerne, skyldes det vist, at man er bange for at miste sit særpræg, bange, at danskerne skulle være bedre, fordi de er anderledes. Men et men- neske behøver ikke at være bedre, bare fordi tilværelsen bar gjort det anderledes. Danskerne kunne lære livskunst af grønlænderne. Grønlæn- derne forstår at le og græde som børn. Tilværel- sen er enklere for dem, glæderne mindre kun- stige, — eller var! For der er et punkt, hvor jeg synes, at grønlænderne — desværre også kvinder- ne — har taget en dårlig skik op efter danskerne. Der drikkes mere end før. Måske fordi man har flere penge. Måske fordi man tror det hjælper. Tidligere syntes jeg, at glæde var lige stor uden drikkeri. Mon grønlænderne i den alt for stærke udvikling er ved at tabe deres umiddelbare livs- glæde, den, der sprang af deres barnligbed og deres lykkelige leven i nuet? Jeg ved det ikke, men jeg tror mange voksne har det svært her- oppe nu. Selv ved jeg ikke mere rigtig, hvor jeg hører hjemme. Jeg har så mange gode venner i Danmark, men når jeg er der, længes jeg efter Grønland. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig uddane i et speciale, så jeg havde kunnet vende tilbage til mit land som selvstændigt arbejdende. Alle vegne er der kun brug for folk med god ud- dannelse. Hvis man vil have alle de line ting, man ser, et fint hus, en god radio, lys, fine møb- ler, gode bøger, — må man tjene penge. Nu vil jeg rejse til Danmark igen. Men når næste generation vokser op, så vil jeg tilbage til mit eget land og se, om ikke den bedre forstår, at jeg også gerne ville have hjulpet med“. Ilun rejser sig stille, smiler lidi og går — alene. M a r i o n R i n g b e r g .

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.