Atuagagdliutit - 28.01.1954, Blaðsíða 7

nr. 2
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
31
herhjemme, men et dyr, der end-
nu har ulveblod i sig, og stadig
har bevaret nogle af ulvens egen-
skaber. Den tåler således sult i pe-
rioder, men til gengæld tåler den
uden skade at indtage uforholds-
mæssig store fodermængder, når
sådanne atter viser sig; og den
tåler at ligge ude og bør ligge ude
i al slags vejr og kulde, ellers får
den for tynd en pels. Jeg har selv
haft en hund, der havde forvildet
sig op på en brækant, og først 10
dage efter lykkedes det mig at få
den ned, men den var yderst for-
nærmet over, at jeg ikke straks
ville spænde den for mellem de
andre hunde, da jeg kørte hjem,
og i løbet af få dage havde den sit
gamle huld igen. For den fanger,
der i dagevis bliver afskåret fra
omverdenen under snestorm eller
ved drift på havisen, er dette en
værdifuld egenskab. Derfor er
denne race den rette i Grønland,
selvom man må regne med, at
hundene under visse forhold kan
vise sig farlige og overfalde børn.
Herhjemme kender vi dog også
eksempler på schæferhundes far-
lighed.
Der tales i dagbladene om det
afskyelige i, at slædehunde spiser
ekskrementer og hvalindvolde, og
at man bør afholde hundene der-
fra ved at give dem bedre foder
__ men i orienten freder man jo
gribbene, for at de skal fortære
ådsler og ligene af mennesker, så
disse ikke bliver en fare for sund-
hedstilstanden. Og i Danmark fod-
rer man da heller ikke mågerne
for at afholde dem Ira at rense
vore lossepladser for organiske
bestanddele!
En parallel til gribbene som
sundhedspoliti har vi i slædehun-
dene. Bakteriologiske undersøgel-
ser i Grønland har vist, at ekskre-
menter, som uforsigtige tyfusba-
silbærere efterlader i det fri, prak-
tisk talt destrueres for bacillerne
ved at passere gennem hundens
tarmkanal. Først da man under
forsøget fodrede hundene med
koncentreret bacillekultur, var
man nogenlunde sikker på at fin-
de levedygtige baciller i deres af-
føring. Ingen af forsøgshundene
blev angrebet af sygdommen -
det regnede man også på forhånd
med.
Man kan fodre slædehunde så
meget, man vil, de vil alligevel
fare til, så snart de ser ekskremen-
ter falde på jorden. Slædehundens
natur lader sig ikke ændre.
Nogle vil af ovenstående udlede,
at jeg så mener, at slædehundene
har det strålende, men dette er
langtfra tilfældet. Værst har de
det i vinterens slutning, når det
om sommeren indsamlede foder
ikke længere strækker til. Dette er
som nævnt ikke, fordi der ikke i
sommerens løb har været tilstræk-
keligt foder at samle, men fordi de
fleste fangere ikke magter at kon-
servere og opbevare de store
mængder, der skal til, hvis liaj-
fiskeriet slår fejl om vinteren.
Kommes hvalkød eller fisk blot
i kødgrave eller i tønder går fluer-
ne i det, og i saltet tilstand virker
kød dræbende på hundene. Kun
een konserveringsmåde er prakti-
kabel, nemlig tørringen.
Denne skal foregå på stillads,
og kødet skal være 2 m over jor-
den efter landets regler, for ellers
har man ingen krav på erstatning
fra den, hvis hunde springer op og
tager det.
Men tørring kræver altså stil-
ladser, dertil kræves granstager,
og det er ikke hvert sted, folk har
tilstrækkeligt deraf, for disse ko-
ster penge, og bliver uforholds-
mæssige dyre, hvis de ikke opføres
efter rette statiske regler, så deres
bæreevne fuldt udnyttes, og så de
kan stå for storm af alle styrker.
Vil man derfor komme de fan-
gere til hjælp, der ikke selv for-
mår at anskaffe stillads, og ikke
selv har råd til at optage tilstræk-
keligt lån i kommunekassen til
hele beløbet (det andrager 135 kr.
i materialier), var det en god tan-
ke at skabe et legat, der gav så-
danne en brøkdel af udgiften som
hjælp dertil. De grønlandske fan-
gere har nemlig i modsætning til
fiskerne få kontanter, da de delvis
står på naturalie'økonomiens sta-
de. Kommunalbestyrelserne vil
sikkert gerne yde deres medvirken
til, at legatportionerne kommer
de rette fangere tilgode, for de
grønlandske råd ser med sympati
på hjælp til selvhjælp, men der-
imod med betænkelighed på rene
gaver.
Jeg tror derfor, denne tanke er
bedre end den påtænkte at uddele
gratis foder om sommeren. Den
kan nemlig medføre, at de, der i
forvejen er efterladne med foder-
indsamling, sløser endnu mere i
håb om, at de måske nok får foder
forærende til vinteren også, hvis
det kniber. —
Jeg vil slutte med i al alminde-
lighed at erindre om, at et jæger-
folk ikke har samme indstilling
overfor dyr, som vi. Der vil med-
gå mange års påvirkning, før den
bliver det.
Foreningen til Dyrenes Beskyt-
telse i Danmark sender sit med-
lemsblad og sit børneblad til en-
hver lærer i Grønland, og disse
fortæller skolebørnene om, hvad
der står heri. Måske kan vi sætte
vor lid til den næste generation!