Atuagagdliutit - 08.04.1954, Síða 4

160
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 7
Jeg synes, at disse eksempler kan
få os til alvorligt at overveje, om
ikke andelsforetagender skulle være
det middel, der kan bringe levefo-
den i Grønland på højde med andre
landes.
Da jeg nu har draget sammenlig-
ningen Norge-Grønland frem, vil jeg
for at undgå enhver misforståelse
straks, slå fast, at Den kongelige grøn-
landske Handel, og det vil sige den
danske stat, aldrig har optrådt som
den norske købmand. Beviset vil ty-
deligt fremgå af det følgende, men
jeg kan også henvise til en af de
grønlandske folketingsmænd, som
fornylig udtalte, at Danmark aldrig
bevidst har gjort grønlænderne no-
get ondt.
Den kgl. gr. handel har nu været
mellemled mellem Grønland og den
øvrige verden i over 200 år, den har
forsynet landet med varer, og den
har aftaget landets produkter. Der er
sagt og skrevet meget om handelens
virksomhed i denne tid, men een
ting har aldrig kunnet siges med ret-
Lille virtuos.
Den 11-årige Rosetta Conningham fra Syd-
wales var en af de mange deltagere fra hele
Storbritannien, der forleden kæmpede om det
britiske harmonikamesterskab. Selv om den
små Rosetta ikke vandt, gjorde hun enorm
lykke med sit virtuose spil.
s u p u taussatdlå ma varan.
ivsan tuluit neuertånit tamarmit pissut tuluit
nunåne shputaussatdlarKingnerKUssaungma-
ta Rosetta Conningham Walesip kujat&tungå-
miuaraK 11-nik ukiulik unangmeKatauvoK,
ajugåungikaluardlunilo suputaussatdlarKing-
nermigut alutorssautigineKanaoiv.
te, at Den kgl. gr. handel tjenet pen-
ge på grønlændere. Dens disposi-
tioner er sikkert gjort ud fra de
bedste motiver, men på grund af sin
nære tilknytning til de administra-
tive myndigheder indtil for fft år
siden, har den været behæftet med
sådanne myndigheders særlige
forretningsgang. En del kritik over
systemet som helhed kan også skyl-
des enkelte leds svigten i forbruger-
nes umiddelbare nærhed.
Kan handelens fortid end have
haft skygger hist og her, så er til
gengæld dens virksomhed som for-
handler af de grønlandske produk-
ter de sidste par år så fuldstændig
uegennyttig, at et sidestykke umu-
ligt kan findes. Handelen overtager
produkterne til den pris, færdigva-
rerene repræsenterer, og overskudet
ved salget går ubeskåret i konjuk-
turudligningsfondet til bjælp for
producenterne — det er andelstan-
ken, som således præsenteres for
grønlænderne. Samtidig giver sta-
ten af egen kasse de 12 millioner om
året, som der er i underskud på ud-
handlingen her oppe.
. Imidlertid ser det ud til, at Den
kgl. gr. handel forbereder sin egen
afvikling. Den bar allerede opgivet
sil monopol på udhandling af varer,
og det er vel kun et spørgsmål om
tid, hvornår der slækkes på ind-
handlingsmonopolet eller retten til
eksport af grønlandske produkter.
Opfordringer til det har ikke mang-
let i den sidste tid, men forhåbent-
lig varer det lidt endnu, inden der
sker noget på dette område, ellers
vil hele nyordningen være forgæves.
Hvis handelen pludselig lukkede
sine døre, ville der ske det samme,
som man har set i mange andre lan-
de, at en rivende udvikling på rent
tekniske områder har uddybet for-
skellen mellem befolkningsklasserne.
Enkelte handlekraftige personer vil
være i stand til at beherske hele ud-
viklingen på det økonomiske områ-
de, de vil hensynsløst kunne udnytte
og undertrykke store dele af befolk-
ningen. Tænk på den norske køb-
mand i den afsides fjord, flyt ham
til et udsted i Grønland af passende
størrelse, han vil delvis være i
stand til at herske over beboerne
efter eget forgodtbefindende.
Og Den kgl. grl. handel skal jo ind-
stille sin virksomhed engang, det er
et led i den planlagte udvikling. Be-
folkningen i Grønland skal have sin
frihed som dem, der bor i andre
dele af Danmark, barnepigesystemet
må høre op engang. Derfor skal vi
have andelsfortagender i Grønland,
og de skal påbegyndes snarest i ly af
handelens mure. Der vil blive pro-
testeret fra købmændenes side, men
det kan man tage sig let, det har
altid været skik at beskytte de svage
i samfundet. Næringslivet i Grøn-
land har hidtil været uden for en-
keltmands rækkevidde, så man øde-
lægger ingens tilværelse ved at lade
andelsbevægelsen erobre magten
over landets økonomi.
Hvilken forskel er der da på an-
delsforetagende og enkeltmandsvirk-
somhed? Spørgsmålet kræver to sær-
skilte svar.
Hvis det drejer sig om forarbejd-
ning og afsætning af produkter, vil
producenterne i el andelsforetagen-
de modtage hele udbyttet i forhold
til deres produktion. I enkeltmands-
virksomhed vil indenhaveren deri-
mod tilbageholde en større eller
mindre del af udbyttet til eget for-
brug og til opsparing af privatkapi-
tal. Denne kan eventuelt bruges til
udlån til producenterne, hvorved
indehaveren gør sig til herre over
produktionsapparatet, eller kapitalen
kan ligge død eller overføres til
andre landsdele. I første tilfælde
kommer producenterne til at låne
deres egne penge, og i de to næste
unddrages de fuldstændig det over-
skud, der måske kunne have udbyg-
get produktionsapparatet til endnu
større ydelser. Noget sådant må ikke
ske her, hvor producenterne har
brug for hver eneste lille fortjeneste.
Derfor må producenterne slutte sig
sammen i andelsforetagender, om de
vil opnå afgørende indflydelse på
den økonomiske udvikling.
Men producenternes sammenslut-
ning i andelsforetagender er ikke
garanti nok mod udbytning. De må
samtidig slutte sig sammen i for-
brugerorganisationer, brugsforenin-
ger, for at få de rigtige varer til de
mindst mulige priser. I en brugs-
forening er dette nemlig hovedfor-
målet, virksomheden i sig selv skal
ikke have nogen fortjeneste. Brugs-
foreningen kan naturligvis ikke
sælge varen for den pris, som den
selv giver for den, der er udgifter
til transport, forrentning og den dag-
lige drift. Disse udgifter må pålægges
varerne, og da man vanskeligt kan
beregne dem helt nøjagtigt forud,
lægger man hellere lidt for meget på
for at være på den sikre side. Resul-
tatet bliver på den måde et over-
skud ved årets slutning, men dette
(Fortsættes side 170).