Atuagagdliutit - 07.04.1955, Blaðsíða 6

Dronning Ingrid marsip 28-fine 45-nik ukioKalerpoK, paninilo pingasut åssilisCKatigisiniavai. — Dronning Ingrid, der den 28. marts fyldte 45 fir, fotograferet sam-
men med de tre prinsesser. (Inndquist fot.).
Veje af strømmende ler
Vi har nu kørt så længe, at regn-
tiden er ved at begynde. Hver efter-
middag ved 14—15 tiden overraskes
vi af torden og lyn og voldsom trope-
regn. Det er umuligt at kore, mens
regnen styrter ned, og når den ende-
lig stopper, er vejene forandrede til
rivende lerstrømme, som det er næ-
sten umuligt at forcere. Een dag er
regnen ved at koste os både liv og
lemmer. Vi kommer kørende ud på
nogle planker, soin skal forestille en
bro over floden dybt nede. Det reg-
ner, bildækkene er smurt ind i fedtet
ler, og pludselig skrider bilen. I brøk-
dele af et sekund rutscher vi mod al-
grunden, så giver chaufføren fuld
gas, får rettet vognen op, og vi red-
der os over på den anden side, ry-
stende i benene og badet i sved alle
3. Men dagens besværligheder var
ikke forbi. Broen efterfulgtes af en
lang smal bakke, som vi skulle opad.
Vi gravede og asede, huggede palme-
grene ud af junglen for at skabe fast
underlag for hjulene, savede små
stammer af til at fylde de værste hul-
ler i mudderet. Fra top til tå var vi
indsmurt i rød, våd lerjord, men op
kom vi. Det tog os 2 stive timer at
køre 100 m. Den nat sov vi i vognen
midt i junglen, fuldstændig udmat-
tede, mens væden fra tøjet duggede
ruderne, og aber og papegøjer skreg
i træerne.
I den nordøstlige del af Congo har
den belgiske stat skabt et meget stort
reservat, hvor man lader dyrene leve
det liv, de altid har levet, før men-
neskene begrænsede deres frihed
med civilisation og geværer. I dette
område har man lagt nogle få stier
på hver et halvt hundrede kilometer,
hvor man kan køre rundt i bil og be-
tragte dyrene ledsaget af en indfødt.
Det er forbudt på nogen måde at for-
ulempe dyrene, og der er strenge reg-
ler for, hvordan man skal forholde
sig, da dyrene ingenlunde er ufar-
lige. Som jeg i skolen havde lært om
hvaler og ikke rigtig troet på dem,
før jeg havde set dem med mine egne
øjne lyslevende ved Grønlands ky-
ster, sådan følte jeg også overfor be-
grebet elefanter. Jeg vidste, at de
eksisterede, men jeg troede det ikke
rigtig alligevel. Nu sad jeg i folke-
vognen og lige foran stod en stor
kolos, en grå mammut med store ører
og gloede olmt på os. De lange stød-
tænder ragede frem, og den syntes at
betragte vores nærværelse som en
personlig fornærmelse. Vores ind-
fødte ledsager tyssede ængstelig på
os og gjorde tegn, at vi skulle være
parate til at køre for livet, hvis ele-
fanten gik tit angreb. Men kolossen,
der med et dask af sin fod kunne
have gjort folkevognen til en samling
gammelt jern, stirrede et øjeblik end-
nu foragteligt på os. Så vendte den
sig roligt om og skred ind mellem
træerne.
Allermest betagende var måske
livet nede ved Albert søen. Dovn6
flodheste pustede hobler i vandet og
missede med de lyserøde øjne. TO"
sinder af fugle lettede eller kom sej'
lende i den synkende sols gyldn6
stråler. Hvide fugle og rosa fugl6’
store fugle og små fugle. Som i para-
disets have samledes de her og lod
sig se. Den kæmpestore marabustork
kunne ikke starte uden luft under
de store vinger. Først løb den noglc
skridt, så hoppede den et par lang6
bløde hop for endelig at lette, når
den havde fået luft nok til at flyv6.
Gennem størstedelen af belgisk
Congo havde vi kørt og undret oS
over den fart, som teknikken rullet
frem over Afrikas grønne bjerge med-
Og nu stod vi ved Albert søens bred-
der og opdagede, at teknikken si6*
ikke var så hurtig endda. For marS'
bustorken har i årtusinder lettet frfl
jorden på samme måde som flyv6'
maskinen gør det i dag. Naturen 61
bare mere driftsikker.