Atuagagdliutit - 07.04.1955, Blaðsíða 14

Gamle Niels’ fødselsdagsbjørn
Som ældste og mest erfarne fangst-
•oand, med et utal af år bag sig i
Nordøstgrønland, var gamle Niels
Hansen en absolut kapacitet, og det
ikke alene på bjørnehistoriernes om-
rade. Mange ville vel mene, at det
ensomme liv måtte præge sin mand,
men det var ikke tilfældet. Trods sin
køje alder udviste han en vitalitet,
som vi unge måtte misunde ham.
Skønt lille af vækst var lian vanske-
lig at følge. Når føret blev for strengt,
i°d han hundene blive hjemme og
røgtede sin 00 km lange fælderække
På ski. Som stationsleder udviste han
Cn mønsterværdig orden, og ingen,
ker var betroet hans varetægt, fik
i°v at forsumpe. Selv var han forbil-
iedet med sit sirlige og velplejede
fuldskæg, de hjemmesyede kamikker
°g den lange kjortel af vindtæt stof.
Hen eneste særhed ved ham var,
at Gamle Niels var lige nøjagtig eet
ar bagud for sin tid. Med årets ene-
ste skib modtog han en årgang avi-
St‘r, og hver dag ved morgenkaffen
forsvandt han ud i bislaget og vend-
te tilbage med morgenavisen. Ved
frokosten kunne vi diskutere dagens
mest spændende begivenheder, men
ieg har dog aldrig observeret, at det
kunne få Gamle Niels til at forgribe
s>g på avisbunken. Udover dagens
uvis og en rask lille bridge efter te-
tid om aftenen var der intet, der kun-
Pe gribe forstyrrende ind i hans tan-
ker om antallet af ræve- og bjørne-
skind.
Det var en tidlig morgen først i
Povember, udenfor fangststationen
På Hochstetter-Forland. Gamle Niels
var ved at surre sit slædelæs. De to
kammerater var med første islæg
kørt ud til deres fangstfelter og ville
ikke vise sig igen før til jul. Selv
havde han rejst fælderne i lijemme-
lerrænet og stod nu for at rejse ud
dl hytterne. I de tidlige morgentimer
ij’ste stjernerne endnu mat. Dagene
Var ved at blive korte, mørketiden
Ville snart for alvor sætte ind. Hun-
dene rejste sig og rystede sneen og
Puttekulden af pelsen, så det raslede
i kæderne. Hele spandet satte i et
Pkegtigt hyl, da de så forberedelser-
Pc ved slæden. Endelig var somme-
rens lediggang for alvor slut. Nu
skulle de ud at stryge over de store
, flader for slæden, jagte, slås og leve
kvet en slædehund værdigt.
Slædelæsset måtte surres godt; den
første tur med et spand friske hunde
kan være en alvorlig prøvelse for
kåde slæde og kusk. Længst tilbage
ved slædestanderne var den uund-
, f’mrlige slædekasse placeret. Den in-
deholdt alt fra læsebriller til vække-
' Pret og patronerne. Derefter fulgte
den svære renskindssovepose, og
fængsl fremme på slæden lå en kølle
yf en gammel moskustyr til hunde-
foder. Ved siden af kødet var der
yPbragt en stor, emailleret gryde med
fp'rdigkogte brune bønner. Sidst-
nævnte skulle udgøre gamle Niels’
fødselsdagsmåltid den følgende dag.
Den i ødemarken trofaste følgesvend,
riflen, blev hængt på standerne.
Kommandoen „Kom så“ fik hundene
til at smide sig frem i selerne. I
fejende galop bar det afsted ud over
isen.
Efter et par timers kørsel var Niels
hæs som en krage af den evige skæl-
den og kommanderen for at få hun-
dene til at sno sig mellem de mange
skruninger i nyisen. Da den værste
begejstring var ved at gå af hundene,
blev kursen lagt ind under land, hvor
rævefælderne var placerede, og hvor
dagens arbejde ventede. Det var med
forventningens glæde, ban hver gang
stillede sine redskaber. Med en lille
håndøkse bankede han de fastfrosne
sten løse. Smækfælderne skulle bela-
stes godt, så ræven blev dræbt på ste-
det, når den lod sig friste af den læk-
re madding. Det blev sent på dagen,
før han endelig nåede frem til den
første hytte.
Ved ankomsten til hytten gjorde
han holdt nede på isen. Hytten var
beliggende ovenfor en stejl brink,
som det ikke lønnede sig at forcere
med slæden. Hundene blev spændt
fra og anbragt ved el hjørne af bisla-
get. Så kom turen til slædelæsset.
Men her fik Gamle Niels en af sit
livs store overraskelser. Da han kom
ud til kanten af brinken, så han en
stor hanbjørn, der havde givet sig
i lag med at flå i det medbragte hun-
defoder på slæden. Det værste af det
hele var dog synet af riflen, der med
sine fem rundskarpe patroner i ma-
gasinet stadig befandt sig på slæde-
opstanderen, velbevogtet af den nye,
imponerende fredsforstyrrer.
Det eneste håb var nu bundene.
Men det var et forfængeligt håb, thi
Gamle Niels havde ingen bjørnehun-
de i sit spand, og intet kunne formå
dem til at gå til anfald på den store
bamse. Vel, så skulle han dog være
herre for at vise sådanne nogle køte-
re, at han var mand for at drive en
pjalt bjørn væk.
Oppe fra brinken gav han nu den
ubudne gæst en ordentlig overhaling,
hvis indhold blev understreget med
et bombardement af sten. Den tilsig-
tede virkning udeblev imidlertid
ganske, bjørnen reagerede overhove-
det ikke, men fortsatte uanfægtet sit
måltid. Først, da flen modtog en fuld-
træffer, kvitterede den, og det ret
omgående. I lange spring satte den
ret på den skæggede måltidsforstyr-
rer, der skyndsomt retirerede mod
hytten skarpt forfulgt af bjørnen.
Det var i sidste øjeblik, døren smæk-
kede for næsen af den vrede bamse,
der uden nærmere at fordybe sig i
problemet vendte tilbage til slæden
og det afbrudte måltid.
Men Gamle Niels var ikke sådan
at kue. Det samme forsøg blev gen-
taget, ikke een men mange gange.
Resultatet var imidlertid hver gang
lige negativt. De stadig gentagne kap-
løb var efterhånden blevet instude-
rede roller for begge parter, blot var
der sket den ændring, at bjørnen
indskrænkede sine anfald til kanten
af brinken. Dette bevirkede, at dens
plageånd blev mere og mere pågåen-
de i sine angreb, til sidst var han
næsten helt nede ved foden af brin-
ken. En stor sten hvilede i hånden
og blev med drabelig styrke og et
godt hjertelag slynget mod bjørnen.
Den ramte med en kraft, så det sank
lidt i det store dyr. Nu blev bamsen
for alvor vred. Gamle Niels spurtede
op over brinken, men netop, som han
nåede op, gled ban, rullede en om-
gang og faldt. I næste nu var bjørnen
over ham. Som en kat var han på
benene med front mod bjørnen.
Bjørnen standsede sin fremfærd og
rejste sig på bagbenene, med en jern-
hård lap langede den ud efter ham.
Instinktmæssigt dukkede Niels sig,
og idet han rettede sig op, drog han
kniven af bæltet. Skulle dette være
slutningen på et langt og bevæget liv,
da var han mand for at sælge det så
dyrt som muligt. Måske var det den-
ne beslutning, der afspejlede sig i
hans øjne, i hvert fald gik bjørnen
ned på alle fire igen. De to kombat-
tanter nedstirrede for en stund hin-
anden. Om det nu var det hvasse blik
bag den skarpe høgenæse, eller det
var det strittende fuldskæg, der ind-
gød bjørnen respekt, er et spørgs-
mål. Resultatet blev imidlertid, at
begge parter trak sig et par skridt
baglæns, og da afstanden var øget
til et par meter, startede Niels uden
varsel dagens sidste og sikkert hur-
tigste spurt imod hytten. Bjørnen
havde nu endelig valpladsen og det
fristende slædelæs for sig selv.
Inde i hytten var kun lidet lyste-
ligt at skue. Hele rummets to gange
to meter var alene udstyret med en
kakkelovn og en hård træbriks. In-
gen af delene havde synderlig værdi.
Alt, hvad der hed proviant, befandt
sig jo på slæden, og det samme gjor-
de den dejlige, lune sovepose, som
bjørnen antagelig ville flå i stumper
og stykker. Sulten og frysende krøb
Gamle Niels ind i et bjørne på brik-
sen for at påbegynde den lange nat.
Det blev en meget lang nat. Søvn
blev der ikke meget af, dertil var
kulden for stærk. Tilmed kredsede
tankerne bestandig om den elendige
bjørn, der havde bragt ham i denne
triste situation. Han kendte kun alt
for godt disse dyrs kedelige vaner
med at endevende og smadre alt for
at tilfredsstille deres nysgerrighed.
Ofte havde han set, hvordan en bjørn
havde knust proviantkasser og gen-
nemtygget konservesdåser ved et af
de udlagte depoter. Han kunn e så
levende foiestille sig, hvordan læse-
ltriller, vækkeur, riffel 0g det hele
ville se ud, når dagen grvede Ak ia
det var den rene elendighed’ og’ til-
med skulle det ske på hans fødsels-
dag, — med den kommende dag ville
Gamle Niels blive 53 år. Tanken om
de brune bønner i forbindelse med
den nagende sult bragte ham til for-
tvivlelsens rand. Da dagen endelig
gryede, havde han lagt sin plan.
Bevæbnet med en moskusknogle i
den ene hånd og en tom vandspand
i den anden listede Gamle Niels sig
ud til kanten af brinken for at få et
overblik over nattens vederstykkelig-
heder. Nede på slæden lå bjørnen og
sov. Del meste af læsset lå spredt på
isen, men riflen hang endnu urørt
på slædestanderen. Med et infernalsk
hyl startede Niels krigstrommen ved
at banke på den tomme spand med
knoglen. Bjørnen, der antagelig følte
sig noget desorienteret ved den brat-
te opvågnen, trak sig en halv snes
meter væk fra slæden. Nu måtte det
briste eller bære. Gamle Niels lagde
hele sin sjæl i hylene, alt imens han
trakterede spanden, så den aldrig
blev til vandspand mere. Afstanden
mellem bjørnen og slæden øgedes
gradvis, medens den hylende besærk
nærmede sig slæden mere og mere.
Da begge parter havde omtrent sam-
me afstand til den attråede slæde,
kylede Gamle Niels spanden fra sig,
hvorefter han pilede frem og greb
riflen fra slædeopstanderen.
Nu var hævnens time inde for de
mange kvaler og en søvnløs nat. Tre
gange smeldede den gamle niogfirs-
riffel en fløjtende kugle afsted over
sneen, før bjørnens skæbne var be-
seglet.
En primitiv glæde gennemstrøm-
mede Niels, da han betragtede sit
stolte bytte. Her var kød til hundene
i lang tid fremover, og det flotte
skind ville indbringe en god fangst-
pari. Han kom uvægerlig til at tænke
på, hvilke lighedspunkter deres
skæbne havde. Begge var de et par
ensomme vandrere, sulten havde
gjort det til en livsnødvendighed for
dem begge at erobre slæden.
Nu havde skæbnen indhentet bjør-
nen, men i mange år endnu ville den
kunne vække beundring foran en
flammende pejs. Bløde kvindehæn-
der og små børn ville lade fingrene
glide gennem den tætte pels og kær-
tegne det pragtfulde skind. Tvivlsomt
havde del vel været, om han Gamle
Niels havde fået udvist tilsvarende
hæder, hvis bjørnen havde udnyttet
sin chance, medens den var der, og
slået ham ned.
Men Gamle Niels havde nu altid
haft en god skæbne, og selvfølgelig
var det også den, der havde sendt
ham en bjørn i fødselsdagsgave.
Finn Christoffersen.
Lufthavnens Kiosk og Boghandel
mitarfingme avisérniarfik
Kontor, agdlagfia: Amagerbrogade 6,
København S.
Alle danske og udenlandske bøger og
tidsskrifter fremskaffes omgående,
danskit avdlamiutdlo atuagautait
aluagagssiaitdlo ernlnavik pigssarsia-
rissarpai.
KØBENHAVNS NY TØMMER - HANDEL
Lygten 10 — København NV Telegramadresse: Tømmer
A/c
S
Trælast
Kissuit
Isoleringsplader
OKorsautigssat
Krydsfiner
pingasorKiat

15