Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 07.04.1955, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 07.04.1955, Blaðsíða 14
Gamle Niels’ fødselsdagsbjørn Som ældste og mest erfarne fangst- •oand, med et utal af år bag sig i Nordøstgrønland, var gamle Niels Hansen en absolut kapacitet, og det ikke alene på bjørnehistoriernes om- rade. Mange ville vel mene, at det ensomme liv måtte præge sin mand, men det var ikke tilfældet. Trods sin køje alder udviste han en vitalitet, som vi unge måtte misunde ham. Skønt lille af vækst var lian vanske- lig at følge. Når føret blev for strengt, i°d han hundene blive hjemme og røgtede sin 00 km lange fælderække På ski. Som stationsleder udviste han Cn mønsterværdig orden, og ingen, ker var betroet hans varetægt, fik i°v at forsumpe. Selv var han forbil- iedet med sit sirlige og velplejede fuldskæg, de hjemmesyede kamikker °g den lange kjortel af vindtæt stof. Hen eneste særhed ved ham var, at Gamle Niels var lige nøjagtig eet ar bagud for sin tid. Med årets ene- ste skib modtog han en årgang avi- St‘r, og hver dag ved morgenkaffen forsvandt han ud i bislaget og vend- te tilbage med morgenavisen. Ved frokosten kunne vi diskutere dagens mest spændende begivenheder, men ieg har dog aldrig observeret, at det kunne få Gamle Niels til at forgribe s>g på avisbunken. Udover dagens uvis og en rask lille bridge efter te- tid om aftenen var der intet, der kun- Pe gribe forstyrrende ind i hans tan- ker om antallet af ræve- og bjørne- skind. Det var en tidlig morgen først i Povember, udenfor fangststationen På Hochstetter-Forland. Gamle Niels var ved at surre sit slædelæs. De to kammerater var med første islæg kørt ud til deres fangstfelter og ville ikke vise sig igen før til jul. Selv havde han rejst fælderne i lijemme- lerrænet og stod nu for at rejse ud dl hytterne. I de tidlige morgentimer ij’ste stjernerne endnu mat. Dagene Var ved at blive korte, mørketiden Ville snart for alvor sætte ind. Hun- dene rejste sig og rystede sneen og Puttekulden af pelsen, så det raslede i kæderne. Hele spandet satte i et Pkegtigt hyl, da de så forberedelser- Pc ved slæden. Endelig var somme- rens lediggang for alvor slut. Nu skulle de ud at stryge over de store , flader for slæden, jagte, slås og leve kvet en slædehund værdigt. Slædelæsset måtte surres godt; den første tur med et spand friske hunde kan være en alvorlig prøvelse for kåde slæde og kusk. Længst tilbage ved slædestanderne var den uund- , f’mrlige slædekasse placeret. Den in- deholdt alt fra læsebriller til vække- ' Pret og patronerne. Derefter fulgte den svære renskindssovepose, og fængsl fremme på slæden lå en kølle yf en gammel moskustyr til hunde- foder. Ved siden af kødet var der yPbragt en stor, emailleret gryde med fp'rdigkogte brune bønner. Sidst- nævnte skulle udgøre gamle Niels’ fødselsdagsmåltid den følgende dag. Den i ødemarken trofaste følgesvend, riflen, blev hængt på standerne. Kommandoen „Kom så“ fik hundene til at smide sig frem i selerne. I fejende galop bar det afsted ud over isen. Efter et par timers kørsel var Niels hæs som en krage af den evige skæl- den og kommanderen for at få hun- dene til at sno sig mellem de mange skruninger i nyisen. Da den værste begejstring var ved at gå af hundene, blev kursen lagt ind under land, hvor rævefælderne var placerede, og hvor dagens arbejde ventede. Det var med forventningens glæde, ban hver gang stillede sine redskaber. Med en lille håndøkse bankede han de fastfrosne sten løse. Smækfælderne skulle bela- stes godt, så ræven blev dræbt på ste- det, når den lod sig friste af den læk- re madding. Det blev sent på dagen, før han endelig nåede frem til den første hytte. Ved ankomsten til hytten gjorde han holdt nede på isen. Hytten var beliggende ovenfor en stejl brink, som det ikke lønnede sig at forcere med slæden. Hundene blev spændt fra og anbragt ved el hjørne af bisla- get. Så kom turen til slædelæsset. Men her fik Gamle Niels en af sit livs store overraskelser. Da han kom ud til kanten af brinken, så han en stor hanbjørn, der havde givet sig i lag med at flå i det medbragte hun- defoder på slæden. Det værste af det hele var dog synet af riflen, der med sine fem rundskarpe patroner i ma- gasinet stadig befandt sig på slæde- opstanderen, velbevogtet af den nye, imponerende fredsforstyrrer. Det eneste håb var nu bundene. Men det var et forfængeligt håb, thi Gamle Niels havde ingen bjørnehun- de i sit spand, og intet kunne formå dem til at gå til anfald på den store bamse. Vel, så skulle han dog være herre for at vise sådanne nogle køte- re, at han var mand for at drive en pjalt bjørn væk. Oppe fra brinken gav han nu den ubudne gæst en ordentlig overhaling, hvis indhold blev understreget med et bombardement af sten. Den tilsig- tede virkning udeblev imidlertid ganske, bjørnen reagerede overhove- det ikke, men fortsatte uanfægtet sit måltid. Først, da flen modtog en fuld- træffer, kvitterede den, og det ret omgående. I lange spring satte den ret på den skæggede måltidsforstyr- rer, der skyndsomt retirerede mod hytten skarpt forfulgt af bjørnen. Det var i sidste øjeblik, døren smæk- kede for næsen af den vrede bamse, der uden nærmere at fordybe sig i problemet vendte tilbage til slæden og det afbrudte måltid. Men Gamle Niels var ikke sådan at kue. Det samme forsøg blev gen- taget, ikke een men mange gange. Resultatet var imidlertid hver gang lige negativt. De stadig gentagne kap- løb var efterhånden blevet instude- rede roller for begge parter, blot var der sket den ændring, at bjørnen indskrænkede sine anfald til kanten af brinken. Dette bevirkede, at dens plageånd blev mere og mere pågåen- de i sine angreb, til sidst var han næsten helt nede ved foden af brin- ken. En stor sten hvilede i hånden og blev med drabelig styrke og et godt hjertelag slynget mod bjørnen. Den ramte med en kraft, så det sank lidt i det store dyr. Nu blev bamsen for alvor vred. Gamle Niels spurtede op over brinken, men netop, som han nåede op, gled ban, rullede en om- gang og faldt. I næste nu var bjørnen over ham. Som en kat var han på benene med front mod bjørnen. Bjørnen standsede sin fremfærd og rejste sig på bagbenene, med en jern- hård lap langede den ud efter ham. Instinktmæssigt dukkede Niels sig, og idet han rettede sig op, drog han kniven af bæltet. Skulle dette være slutningen på et langt og bevæget liv, da var han mand for at sælge det så dyrt som muligt. Måske var det den- ne beslutning, der afspejlede sig i hans øjne, i hvert fald gik bjørnen ned på alle fire igen. De to kombat- tanter nedstirrede for en stund hin- anden. Om det nu var det hvasse blik bag den skarpe høgenæse, eller det var det strittende fuldskæg, der ind- gød bjørnen respekt, er et spørgs- mål. Resultatet blev imidlertid, at begge parter trak sig et par skridt baglæns, og da afstanden var øget til et par meter, startede Niels uden varsel dagens sidste og sikkert hur- tigste spurt imod hytten. Bjørnen havde nu endelig valpladsen og det fristende slædelæs for sig selv. Inde i hytten var kun lidet lyste- ligt at skue. Hele rummets to gange to meter var alene udstyret med en kakkelovn og en hård træbriks. In- gen af delene havde synderlig værdi. Alt, hvad der hed proviant, befandt sig jo på slæden, og det samme gjor- de den dejlige, lune sovepose, som bjørnen antagelig ville flå i stumper og stykker. Sulten og frysende krøb Gamle Niels ind i et bjørne på brik- sen for at påbegynde den lange nat. Det blev en meget lang nat. Søvn blev der ikke meget af, dertil var kulden for stærk. Tilmed kredsede tankerne bestandig om den elendige bjørn, der havde bragt ham i denne triste situation. Han kendte kun alt for godt disse dyrs kedelige vaner med at endevende og smadre alt for at tilfredsstille deres nysgerrighed. Ofte havde han set, hvordan en bjørn havde knust proviantkasser og gen- nemtygget konservesdåser ved et af de udlagte depoter. Han kunn e så levende foiestille sig, hvordan læse- ltriller, vækkeur, riffel 0g det hele ville se ud, når dagen grvede Ak ia det var den rene elendighed’ og’ til- med skulle det ske på hans fødsels- dag, — med den kommende dag ville Gamle Niels blive 53 år. Tanken om de brune bønner i forbindelse med den nagende sult bragte ham til for- tvivlelsens rand. Da dagen endelig gryede, havde han lagt sin plan. Bevæbnet med en moskusknogle i den ene hånd og en tom vandspand i den anden listede Gamle Niels sig ud til kanten af brinken for at få et overblik over nattens vederstykkelig- heder. Nede på slæden lå bjørnen og sov. Del meste af læsset lå spredt på isen, men riflen hang endnu urørt på slædestanderen. Med et infernalsk hyl startede Niels krigstrommen ved at banke på den tomme spand med knoglen. Bjørnen, der antagelig følte sig noget desorienteret ved den brat- te opvågnen, trak sig en halv snes meter væk fra slæden. Nu måtte det briste eller bære. Gamle Niels lagde hele sin sjæl i hylene, alt imens han trakterede spanden, så den aldrig blev til vandspand mere. Afstanden mellem bjørnen og slæden øgedes gradvis, medens den hylende besærk nærmede sig slæden mere og mere. Da begge parter havde omtrent sam- me afstand til den attråede slæde, kylede Gamle Niels spanden fra sig, hvorefter han pilede frem og greb riflen fra slædeopstanderen. Nu var hævnens time inde for de mange kvaler og en søvnløs nat. Tre gange smeldede den gamle niogfirs- riffel en fløjtende kugle afsted over sneen, før bjørnens skæbne var be- seglet. En primitiv glæde gennemstrøm- mede Niels, da han betragtede sit stolte bytte. Her var kød til hundene i lang tid fremover, og det flotte skind ville indbringe en god fangst- pari. Han kom uvægerlig til at tænke på, hvilke lighedspunkter deres skæbne havde. Begge var de et par ensomme vandrere, sulten havde gjort det til en livsnødvendighed for dem begge at erobre slæden. Nu havde skæbnen indhentet bjør- nen, men i mange år endnu ville den kunne vække beundring foran en flammende pejs. Bløde kvindehæn- der og små børn ville lade fingrene glide gennem den tætte pels og kær- tegne det pragtfulde skind. Tvivlsomt havde del vel været, om han Gamle Niels havde fået udvist tilsvarende hæder, hvis bjørnen havde udnyttet sin chance, medens den var der, og slået ham ned. Men Gamle Niels havde nu altid haft en god skæbne, og selvfølgelig var det også den, der havde sendt ham en bjørn i fødselsdagsgave. Finn Christoffersen. Lufthavnens Kiosk og Boghandel mitarfingme avisérniarfik Kontor, agdlagfia: Amagerbrogade 6, København S. Alle danske og udenlandske bøger og tidsskrifter fremskaffes omgående, danskit avdlamiutdlo atuagautait aluagagssiaitdlo ernlnavik pigssarsia- rissarpai. KØBENHAVNS NY TØMMER - HANDEL Lygten 10 — København NV Telegramadresse: Tømmer A/c S Trælast Kissuit Isoleringsplader OKorsautigssat Krydsfiner pingasorKiat 15

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.