Atuagagdliutit - 25.08.1955, Page 7

Grønlands kulturudviklm
i videnskabelig belysning
Når man ved et første besøg i
Grønland føler sig overvældet af
gaturens storhed og ejendomme-
lighed, og så ser benzinklatter i,
havet nær kysten eller liører en
skrattende grammofon i polarnat-'
tens lyse men tunge stilhed, da
tøler man 'disharmoni, og man sy-
ftes det er som teknikken sætter
grimme sorte fingre på isbjerge-
nes renhed. Lignende tanker kan
komme op i en når man heroppe
ser nye og gamle mennesketyper,
°g gamle dragter ved siden af
hinanden. Og dog er der vel på
Grønland større harmoni i mødet
Mellem Europa og primitivitet
end de fleste andre steder i ver-
. en- Igår var jeg til gudstjeneste
^ Godthåbs kønne lille kirke. Selv
t°r en dansk med minimalt
kendskab til grønlandsk, er det
ttemt at følge med i gudstjenestens
gang og fornemme dens indhold.
Gg det er sært betagende at iagt-
tage hvorledes de mange tråde i
eri lang og vidtspændende kultur-
udvikling her er vævet sammen i
(h fast mønster: den grønlandske
Pløest der taler så ubesværet og
indtrængende på det for os så
jpærkelige tungemål, han har sin
hile trinde grønlænderskikkelse
hpllet i den sorte præstekjole hvis
historie kan føres tilbage til de
første kristne munkes tid i Ægyp-
ten; han messer på den tone der
lorener traditionen fra den jødi-
ske synagoge og fra den græske
retorskole; og de unge grønland-
ske kvinder der, klædte i deres
Prægtige gammeldags dragter, bæ-
rer deres børn til døbefonten eller
hiødes med deres tilkommende
alterskranken, de siger ja til
h® spørgsmål der har lydt ved dåb
hg ved vielse gennem hele kristen-
hedens historie. Og træder man
herefter ud af kirken og ser på de
tønne røde træhuse der minder
norsk byggeskik, eller på Hans
øgedes gamle hvidkalkede kampe-
s|enshus (der ganske vist er
hæmmet af stygt påklistrede
hioderniteter), eller på de mange
annebrogsflag der blafrer i den
riske vind der også kruser fjor-
de
det
det
hs blå vand, ja da kan man få
indtryk at Grønland har fun-
^ sin faste og blivende plads i
oGh europæiske koncert. Men alle
j/0nlændere og alle Danske der
^hher Grønland, veed at sådan er
f ikke: der er store uindfriede
Sl5rventninger) der er skuffelser og
tk) dinger> der er bitter resigna-
§ h ng ivrig higen mod fremgang,
n„v hen der kun har tilbragt få
depr Grønland, fornemmer at
j,, e land indeholder sådanne
boninger mellem gammelt og
1 at balancen er svær at holde.
er
enne sitrende spænding, der
tremkaldt ved et kulturmøde,
hienneskeværk, og mennesker
Piigt og ansvar til at prøve at
f>en R udløst i frugtbar udvikling,
første betingelse derfor er
Af professor Carsten Høeg
rolig og tænksom iagttagelse af
tilstanden: pulsen skal tages, der
skal måles og vejes, bruges ter-
mometre og sonder. Sådan nøjag-
tig iagttagelse og beskrivelse er
gammelkendt og vækker hverken
tvivl eller anstød når det drejer
sig om legemer og stoffer. Ube-
hageligere og mere uprøvede er
tilsvarende undersøgelser af sjæle
og menneskelige samfund. I det
gamle Danmark, har man først i
dette år under socialministeriet
stiftet et institut der bl. a. skal
gennemføre social-psykologiske
studier, der vil kunne blive være
vejledende for lovgivningsmagt
og administration; sociologiske
undersøgelser af ægteskabelige
forhold vil blive sat i gang af et
privat selskab og endnu er pla-
nerne ikke ført ud i livet; stærke
ønsker om et kriminologisk insti-
tut er fremført men endnu ikke
bønhørte. Det er kedeligt at vi
ikke er nået længere i rigets gam-
le dele, men man tør vistnok i al-
mindelighed sige at der dér ikke
er det samme behov som her, fordi
udviklingen i det gamle Danmark
ikke i de sidste 1000 år har fore-
taget så vældige kænguruhop som
Grønland har i de sidste par år-
hundreder.
Initiativet til igangsættelse af
sådanne undersøgelser på Grøn-
land ligger — pænt gemt — i den
næstsidste paragraf af kriminal-
loven for Grønland der lyder så-
ledes: „Loven skal optages til re-
vision i folketingsåret 1957—60.
Revisionsforslaget skal være led-
saget af en på regelmæssige under-
søgelser grundet beretning om,
hvorledes loven har virket i den
forløbne periode". En søsterpara-
graf findes i Ægteskabsloven for
Grønland.
Statsministeriet har taget det
første skridt til at få den i disse
paragraffer givne forpligtelse ind-
løst. Det er sket ved nedsættelse
af et udvalg der har fået navnet
„Statsministeriet humanistiske
udvalg for Grønland". Allerede
dette navn lader forstå at Mini-
steriet ønsker at udvalget skal ta-
ge problemerne op i bredt per-
spektiv. Derfor er der også i ud-
valget optaget videnskabsmænd
der repræsenterer en række for-
skellige områder: jura, statistik,
sociologi, psykologi, sprogviden-
skab og etnologi.
Udvalget kommer til at begyn-
de sit arbejde i en periode hvor
alle ansvarlige i Grønland — Dan-
ske såvel som Grønlændere —
står med hænderne fulde af arbej-
de, med tanker og planer om ny-
heder og forbedringer svirrende
i forvirrende, mangfoldighed i
travle hjerner. Jeg har — ikke
mindst ved samtaler med Grøn-
lændere fået det indtryk at man
sommetider synes at man har for
travlt og ikke rigtig har tid til at
gennemtænke de dybe menneske-
lige problemer der er involverede
i et skifte hvor der søges indpodet
en mængde ny teknik og organisa-
tion på en gammel stamme hvis
livsrytme har været langsom, der
‘ som et gammelt egetræ — er
præget af lang kamp mod natur
og vejrlig, af sejg tilpasning, af
enhed og fasthed under knortet
mangfoldighed. Man skulle nødig
risikere at stammen udmarves og
at podekvistene må stikkes i urte-
potter.
Lignende bekymringer gør sig
gældende næsten overalt i verden
i dette århundrede, og grunden
er den samme: de praktiske for-
dele ved europæisk-præget teknik
og organisation er så store og så
nemme at få øje på at den brede
(Fortsætles side t6).
tuluk inåsugtoK måtutungortoK.
ungasigpatdlångitsukut tuluk in&sugtoK 24-nik ukiulik Robert Al bison niuvertarfingme niUvertitsisshgaluarpoK, buddhasiortutdle
ugperissanit tiguartingårsimagame aulajangersimavoK måtdtdngo rniardlune, kigsautigissanilo måna pivå. — ivsan Londonime pi-
ngårtorsiomikut KacrKUSsauvfingminut nutåmut ivertineKarpoK. infissaliamut Buddhap éssih8anut sangmivdluxie, merKutausså-
nguerutdlune nujaiartisimavdlune atissartårsimårdlunilo, Albison atertårpoK Saddhavaddho-mik ateitalerdlune, isumanarpoK ugpi-
lersoK ugpernerminigdlo agdliartortitsissoK. buddliasiortime måtdtoKatigingne ilångutitaorérdlune Saddhavaddhop tunissuti-
siane arnamit sérKumiartumit tiguvå.
Ung englænder buddhistmunk.
For ikke så lang tid siden var den nu 24-årige engisender Robert Albison en ganske almindelig ekspedient i en forretning, men
han blev i så høj grad grebet af den buddhistiske lære, at han besluttede at blive munk, og nu har han fået sit ønske opfyldt. —
Ved en ceremoni forleden i London blev han viet til sit nye kald. Med ansigtet vendt mod en Buddha-statue, kronraget og iført sin
nye dragt, fik Albison navnet Saddhavaddho, der betyder den som indgyder tiltro og får denne til at vokse. — Saddhavaddho
modtager en gave af en knælende kvinde efter sin optagelse i den buddhistiske munkeorden.
7