Atuagagdliutit - 05.04.1956, Blaðsíða 11

AflMMMliflf
GRØNLANDSPOSTEN
akissugss. åndgss. Ansvarshavende redaktør Uvdl. Kristiansen
Kavdl. årKigss. Dansk redaktør Henning Rovsing Olsen
REDAKTION GODTHÅB GRØNLAND
Københavns-redaktion: journalist Helge Christensen, Baneledet 19, Virum,
tlf. 845894.
Korrespondent i New York: Peter Freuchen, 444 East 57 St., New York 22, N. Y., USA.
Annonceekspedition A. Stig Olsen, Erik Menvedsvej 3, København V, telefon LUna 4951
tusagagssiortut Korrespondenter
Nanorlalik: Pastor Karl Chemnitz. Julianehåb: Kredsdommer Klaus Lynge. Narssan:
Julianehåb: Pastor Gerhard Egede. Arsuk: Kateket Lars Peter Olsen. Frederikshåb:
Byggeleder Marcussen, overkateket Mathæus Tobiassen. Fiskenæsset: Lærer Albricht
Eriksen. Sukkertoppen: Overkateket Lars Møller. Holsteinsborg: Kommunalbestyrel-
sesformand Knud Olsen. Godhavn: Telegrafist Kobjevsky, kredsdommer Peter Dal-
ager. K’utdligssat: Egede Boassen. Egedesminde: Kredsdommer Knud Abeisen, lærer
Hans Ebbesen. Jakobshavn: Kateket Nathan Petersen, assistent Lundsteen. Uperna-
vik: Overkateket Knud Kristiansen. Umanak: Pastor Lidegård, overkateket Edvard
Kruse. Angmagssalik: Overkateket Jakob Lyberth.
pissartagagdl. ukiumut akiliutigss. 10 kr. kal nun. Årsabonnement 10 kr. i Grønland
13 kr. kalåtdlit nunåta avatåne. 13 kr. udenfor Grønland
normorumut akia 40 øre Løssalgspris 40 øre pr. eksemplar.
N&ngme sinerissap kujatdliup naKiteriviane nanitigkat
TRyKT I SYDGRØNLANDS BOGTRYKKERI GODTHÅB
^-----------------------------------.-------------------------J
»Hvor begreberne sejler«
I „Jyllands-Posten" har stud. mag.
Bent Dusager skrevet om
grønlandsfilmen „Hvor bjergene
sejler*1. Ifølge bladet har Dusager
i to år drevet kulturhistoriske stu-
dier i Grønland. Da forfatterens
synspunkter kan skabe diskussion,
gengiver vi en del af artiklen.
En ny grønlandsfilm „Hvor bjerge-
de sejler**, vises for tiden i landets
biografer og er blevet en afgjort suk-
ces. Farverige naturoptagelser veks-
ler med illustrerende billeder fra bo-
plads og by. Fortjenstfuldt er det og-
så, at man med denne billedbog har
stræbt at sprede oplysning om natur
°g livsvilkår i vor fjerne provins, et
emne, der netop i disse har liar store
bredses bevågenhed, men hidtil er
blevet alt for lempfældigt behandlet
1 skole, film og presse.
Er nu dette mål nået med „Hvor
bjergene sejler**? Der gives el ind-
tryk af det typiske grønlandske land-
skab, af de typiske bebyggelsesfor-
mer, af den typiske grønlænders ud-
seende, altsammen ganske vist i sol og
stille — af teknisk forståelige grunde
~y- men dog således, at naturens lune-
tuldhed anes. Det kunne ønskes, at
man var forblevet ved denne rent be-
skrivende billedfortælling.
.Går man ud fra de indtryk, filmen
giver af problemerne i det nye Grøn-
mnd, får man følgende opfattelse: —
tilværelsen på en boplads er præget
:,f fattigdom, sygdom, af antikverede
sædvaner og bundløs uvidenhed med
hældning til det enfoldige, mens livet
l.en „storby" er forbundet med mate-
j'ml velstand og tryghed, sundhed, op-
lysning og frisk virkelyst. Konklu-
sion: Det er nødvendigt for folkets
mgenilige og åndelige velfærds skyld,
m bopladserne forlades og beboerne
j'yttes til de store byer. („Det nye
yrønland“). Til anskueliggørelse her-
jj* oprulles da for den undrende ska-
*’e en serie billeder fremstillende de
bye byers velsignelser. Først et bille-
de af sælfangsten, der, som det rigtigt
anføres, giver ringere udbytte nu end
.ØI'. Fattigdommen kommer man såle-
®es ikke udenom. Sælerne er færre
S menneskene flere. Derimod ses der
t ■gen grund til, at fiskeriet ikke skul-
v1 kunne føde bopladsen så vel som
yen, hvad det jo vitterligt gør de al-
jjh'fleste steder. I det hele udøves ka-
jhkfangst jo i dag kun af nogle få
.andrede og er således et erhverv af
j®tydning omtrent som fåreavlen for
b.mmirk. Kajakfangsten er altså al-
mes ikke typisk for det Grønland,
,’b (len moderne byudvikling bryder
dp • bilrnen bestyrker på dette punkt
t i) almindelige opfattelse, som har
i,'boldene for 50 år siden til grund,
ns Syedes forholder det sig med den
str?taede velstand i byerne? Man ser
re smukke offentlige bygninger og
aedsmandshuse, velklædte og vel-
ix, si- r .mennesker, arbejdere i travl
dr, . ftigelse, men intet steds skimtes
atætte faldefærdige bræddeskure,
hvori dog så mange af byens beboere
har tilhuse. De elendige rønner, som
er tuberkulosens virkelige arnesteder
modsat bopladsens sunde tørveliuse.
Hvor ser man de udmagrede syge, der
hostende og spyttende spreder smit-
ten videre? Hvor er de tiggende
børn? Hvor er de arbejdsløses lasede
skare, der må fordrive tiden med sløv
betragten af de få heldige, som har
fast arbejde? Den sociale nød er så
ubetinget størst netop i byerne, her er
boliger og ernæring dårligst, sund-
hedstilstanden ringest.
Det samme må siges at gælde den
åndelige kultur. På dette punkt har
filmen sat modsætningsforholdet me-
get skarpt op: Bopladsmanden er uvi-
dende, enfoldig, overtroisk, ja i grun-
den noget af en molbo — bymanden
læser aviser, kender flyvemaskinty-
per, ryger cigarer og tygger tygge-
gummi. Man må medgive, at den
grønlandske kajakmand af 1955, der
aldrig før har set eller hørt tale om
en motorbåd og fiskeri med net, han
' må være noget af en sinke. Ellers hø-
rer han ikke hjemme i 1955, men i
1880—90’erne. Altså endnu en anakro-
nisme. Det samme gælder naturligvis
disse „Hundeslæder på hjul uden
hunde foran" (Hvor kender iøvrigt
dette „naturbarn" hjulet fra?), fløjte-
kedlen, en sengs indretning og brug,
„Vand, der løber opad" o.s.v., altsam-
men naragtige klovnnumre til glmde
for de 6—10-årige, til undren og f°r:
virring for de ældre. Her kan man i
sandhed sige, at begreberne sejler.
Her er man hjemme i sandkassen! —
Filmens fremstilling af bopladsman;
dens primitivitet på alle områder er i
bund og grund falsk. Oplysningen
står i dag overalt fuldt på højde med
den danske folkehøjskoles grundlag.
Religionen er den danske folkekirkes.
Skikke og sædvaner er ikke latterlige
antikviteter, men udtryk for ånd og
tradition. Netop det friske liv i sam-
klang med naturen ude ved boplad-
serne giver deres beboere en åndelig
sundhed, der ikke genfindes hos stor-
byernes arrogante indvånere. På bo-
pladserne er bevaret sindets umiddel-
barbed, den værdige sagtmodighed,
der er så karakteristisk for gammel-
eskimoisk ånd, det ægte grønlandske
kulturpræg, der i storbyen er gået
uigenkaldeligt tabt. I den sociale elen-
dighed derinde hensynker de mange
i sløv fortvivlelse, moralsk usikkerlied
og komplet åndssløvhed.
Hvorledes er i virkeligheden pro-
blemstillingen i dag? I en nøddeskal
er det den, at landets naturrigdomme
er for få til at skaffe den stærkt vok-
sende befolkning et udkomme svaren-
de til en europæisk levestandard. Fle-
re løsninger vil kunne tænkes: Deci-
mering af forbrugernes antal ved ud-
vandring og/eller begrænsning af fød-
selstallet, eller afkald på at opnå den
høje europæiske levefod. Ingen af
disse muligheder har regeringen imid-
lertid fundet tilfredsstillende, den
første, fordi den i praksis er yderst
vanskelig at gennemføre, den sidste,
fordi en ensartet standard synes øn-
Ka l.-nunane su liumajungnaertoKangilaK
Danmarkime sulissartut kåtuvfiata suliumajungnaertoKarnig-
sså kigsautigingilå
Kalåtdlit-nunåne sulissartut suju-
lerssuissunere uvdlune kingugdlerne
aperKuteKarfigineKartarsimåput Dan-
markime suliumajungnaerneK tungavi-
lugo. sulissartut Danmarkime peitati-
gigfingnut ilaussortaussut Kalatdlit-
nunånilo sulissartut kåtuvfiånut ilau-
ssortaussut aperKuteKartarnere pissu-
tigalugit sujulerssuissut Danmarkime
fagforbundinut suleKatigingnut aper-
KuteKarsimåput maleruagagssat suliu-
majungnaertOKarnerane Kalatdlit-nu-
nane maligtariaKartut pivdlugit. suli-
ssartut peKatigigfingnut ilaussortau-
ssut umiarssuarmiutdlo s. i. „Disko“-
me ivsåinaK Nungmltume taimalo
danskit umiarssualiviånitume inussut
KanoK pisanersut aperKutigisimavåt.
fagforbundime suleKatigingne for-
mandiussoK Eiler Jensen tauva
unoKigå akissuteKarpoK: „suliuina-
jungnaertoKarnigsså kigsautigineKå-
ngilaK ersserKingnerussumik perKu-
ssineKartinago".
kalåtdlit sulissartuine agdlagtu-
ssok Leo Poulsen, Nåk, ilisimatitsi-
vok -— aperinenardlune — sulissartut
Danmarkime sulissartoKatitik åtavi-
givdluaritik takutikumaguniko mfinar-
pian imailiortariaKartut fagforbundit
suleKatigigsut sujunersutat nålåsav-
dlugo. åtavigingnigdluarneK sule er-
sserKingnerussumik takutikumagåine
s. i. ima iliortOKarsinauvoK sap. aku-
neranut nal. akunersiagssaK atauseK
tuniutardlugo suliumajungnaertut piv.
tOKUSSOK
Kalåtdlit-nunåne ministerieKarfiup
afedingsingeniøria Hugo Holten Møl-
ler matsip 21-ane 56-inik ukioKardlu-
ne toKUsimavoK. puangmigut ajoKute-
Kardlune 1955-ime novemberimitdle
sulingivfeKartitausimavoK. 1925-me
nalunaerasuartauserissutut atorfinig-
tineKarpoK, ukiutdlo mardlungormata
K’eKertarssuarme nalunaerasuartaise-
rivingme nålagångordlune. sorssung-
nerup nalåne Kalåtdlit-nunåt sivner -
dlugo Amerikame atorfeKartitauvoK.
1948-me nalunaerasuartaiserinerme
inspektøringorpoK 1952-imilo afde-
lingsingenioringordlune. K’eKertar-
ssuarme K’aKortumilo sulinerusima-
vok. „Ridder af Dannebrog“imik sar-
KarmioKarpoK.
skelig for beboerne af alle rigets pro-
vinser. I stedet har man da søgt at
udbygge produktionsapparatet og at
Udvide produktionen ved betydelige
investeringer, desværre uden lovende
resultater. Store subsidier er og vil i
fremtiden være nødvendige for at op-
retholde og hæve levefoden, men for
dog at indskrænke udgifterne og lette
administration og fordeling af sociale
goder har man anset det for påkrævet
at samle befolkningen fra alle de
mange spredte bopladser i store byer.
Her er vi ved problemets kerne? Ikke
on naturlig sociologisk udvikling,
men regeringens sparebestræbelser
hgger bag bydannelsen i Grønland!
Nemtmere og billigere skal det være.
Derfor skal alle ensretles. Derfor må
befolkningens kerne ved alle midler
lokkes og bevæges til at forlade de
bopladser og den levevis, der i årtu-
sinder har dannet grundlag for er-
hverv og kultur. Derfor må i regerin-
gens propagandafilm den uvillige re-
præsentant for det gamle kaldes en'
„stædig fanger" af den moderne ung-
dom, der nu forlader bopladsen mar-
kerende den ny tids overlegenhed ved
en rituel tyggen amerikansk tygge-
gummi.
En sammenfatning af de resultater,
som en kritisk undersøgelse af pro-
blemerne fører til, må da blive den
modsatte af filmens: Det er nødven-
digt for del grønlandske folks legem-
lige og åndelige velfærds skyld, at bo-
pladserne bevares, om fornødent med
ekstra bekostning af det danske sam-
fund. Den byrde må bæres for at be-
dlugit aningaussanik katerssuinigssa-
mut kalåtdlit sulissartut peKatigigfine
ingerdlåneKalerniartumut. aningau-
ssat tamåko Kalåtdlit-nunåne suli-
ssartut kåtuvfiånut nagsiuneKartug-
ssåuput ilångarneKaratigdlo fagfor-
bundinut suleKatigigsunut nagsiuter-
KingneKåsavdlutik, Kalåtdlit-nunåne
Danmarkimilo sulissartut ataKatigig-
dlutik ikioKatigigkumaneråtut ugper-
narsautitut, Leo Poulsen naggasivoK.
Et bid i låret
Den grønlandske kunstner, Jens Ro-
sing, sender os fra Danmark denne
protest mod en artikel af
Peter Freuchen
Jeg sidder og grubler i anledning
af en Peter Freuchen artikel i A/G
d. 1. dec. 1955.
Tænk, om nogen bed Peter i låret
ved at beskylde ham for at springe
fra Grønland, fordi han sidder i USA
— av, sikke et hyl.
Gitz-Joliansens udtalelse om, at han
synes, udviklingen har taget en gal
retning, behøver vel ikke nødvendig-
vis fortolkes, som Peter Freuchen gør
det. Der er dog mange andre, der
netop gerne ser, at grønlænderne så
hurtigt som muligt får de bedst mu-
lige levevilkår, som synes, at der be-
gås grove fejl i disse år.
Ligheden ved en forfatter og en
bildende kunstner er den, at de op-
lever noget og gemmer det — og så
en dag har de gnisten. Peter Freuchen
sidder da i USA og skriver ting, der
vedrører Grønland, og Gitz på Cliri-
stiansø -eller i Trørød har en grøn-
landsk kramkiste, som stadig er en
inspirationskilde for ham. Jeg kan
ikke se andet end, at det, Freuchen
her har slynget mod Gitz, er en BUM-
A’-RANG.
Med al respekt for de to herrer er
jeg iøvrigt af den opfattelse, at det
ikke ville betyde nogen væsentlig
ændring i de grønlandske forhold, om
de slog sig ned i landet.
Jens Rosing.
vare den sidste rest af et broderfolks
egenart. Det er Danmarks egentlige
mission i Grønland.
Ganske vist er det klart, at bevarel-
se af bopladskulturen kun til en vis
grad vil være forenelig med bestræ-
belsen for at opnå europæisk levefod,
men det er vist et spørgsmål, om hæv-
delse af dette ideal i det hele vil være
ønskelig. I hvert fald er tanken om
ensartet levestandard for befolknin-
gen i Grønland og i Danmark nok ved
første øjekast humant tiltalende, men
i grunden ganske urealistisk. Man
kan ikke ined et slag rive folk ud af
dets gamle kultursammenhæng og
forvente, at det derpå skal omstille
sig til de idealer, krav og behov, som
er født og har hjemme i en helt an-
den sammenhæng. Er det muligt at
skaffe bopladsbefolkningen tålelige
levevilkår indenfor de rammer, som
hjemstavnens muligheder lægger i
forening med nøjsomhed i fordringer
og hensynet til et forsvarligt udkom-
me, da har man nået det mål af vel-
stand, s°m er naturligt, og som kan
holdes. Det er denne løsning, der af
den nye udviklings talsmænd er ble-
vet kaldt „museumstanken", idet or-
det museum åbenbart for denne kreds
har en odiøs klang. I virkeligheden
må denne „museumsløsning" dog be-
tragtes som den eneste, der vil kunne
forsvares overfor eftertiden, overfor
historiens strenge domstol. Den har
da også haft fortalere i så fortræffe-
lige kendere af grønlandsk samfund
og psyke som Knud Rasmussen og
Knud Oldendow...
11