Atuagagdliutit - 13.12.1956, Blaðsíða 9

Han tog hendes hånd.
„Kom nu, Ko-ai“, sagde han myn-
digt og drog hende med sig ind i det
store halvmørke tempelrum, „vi må
videre til den næste gård“.
'Lydigt, - men tøvende fulgte hun
efter. Det forekom hende, at det stør-
ste af alle gudebillederne derinde
skulede dæmonisk ondskabsfuldt til
hende, da hun frygtsomt gik det for-
bi, men Lu banede vej mellem mur-
brokker og træværk til en mægtig, 2-
fløjet port i den modsatte væg.
Med et rask tag løsnede han den
svære bjælke, der stængede for por-
ten. Med et brag fløj dørene op og
knaldede hårdt tilbage mod murvær-
ket — men i det samme lød endnu
et brag bag dem. — I et glimt så
Ko-ai det vældige gudebillede hæve
sig fra sin sokkel og styrte næsegrus
i gulvet — så skjultes alt i en tæt
tåge af støv og kalk. Hun udstødte et
skingrende skrig og skjulte forfær-
det sit ansigt i sine hænder. Et par
stærke arme greb hende — og alt
blev sort omkring hende.
Da hun igen kom til sig selv, stod
Lu bøjet over hende. Hans ansigt var
påfaldende blegt.
„Hvad er der sket?“ hviskede Ko-
ai, „hvor er jeg?“
Han badede hendes pande med
vand fra en kilde, der løb i nogen
afstand fra templets port.
„Det må være trækken", svarede
han stille, da døren fløj op. Mere
skulle der ikke til for at få taget til at
skride. — Men hvordan går det nu?
Tror du, du kan udholde at fortsæt-
te til den nærmeste landsby?"
„Alt kan jeg udholde", svarede Ko-
ai, og hendes sarte skikkelse sitrede
svagt, „alt — når blot vi kommer bort
herfra."
Et par timer senere standsede de
foran et beskedent lille landsbytem-
pel. Præsten, der modtog dem, lod til
at være en elskelig gammel mand —
nysgerrig naturligvis, men smilende
indladende, som præster i Kina er
flest. Begejstret gned han sine magre
hænder ved udsigten til en skærv til
templets kasse.
Hvor sent det end var blevet, satte
han straks en tempeltjencr i arbejde.
Ko-ai, der nu folte sig helt frisk og
rask igen, fandt køkkengrejer frem,
og snart buldrede ilden lystigt under
den store lerovn. De trængte alle til
et godt måltid mad — præsten ikke
mindre, det var ikke hver dag, lands-
byen gæstedes af så fornemme frem-
mede. Med skælvende næseflige be-
gyndte han at trippe om den flittige
Ko-ai, og hans smil blev bredere, og
han frydede sig på sin slunkne ma-
ves vegne for hver lækkerbidsken,
der dukkede op af de store kurve.
Ko-ai havde været forsynlig, da hun
drog hjemmefra, og taget mangen en
god bid med sig af det, der blev til
overs efter bryllupsfestens overflod.
Ude under et stort bredkronet
valdnøddetræ i den inderste tempel-
gård blev bord og bænke anbragt, en
håndlygte dinglede fra en af træets
nederste grene — og da risen var
færdig afdampet, og de krydrede spi-
sers indbydende duft slog op om
præstens næse, blev hans gamle øjne
helt fugtige af lutter rørelse — og
han kastede sig over måltidet som en
mand, der længe har sultet. Men det
morede kun Lu og Ko-ai, at maden
smagte ham, — og da måltidet langt
om længe var til ende, blev de sid-
dende i den lune nat for al lytte til
den gamles hyggelige småsnakken.
1 samtalens løb fortalte Lu om de-
res skrækkelige oplevelse, og han
spurgte præsten, hvad det vel kunne
være for et gammelt tempel, de hav-
de mødt på deres vej.
Den gamle så på dem med forbav-
selse i blikket — og Ko-ai følte
straks et pust af den angst, der lam-
mede hende, da liun og Lu ved et
rent mirakel undgik døden i guder-
nes hal. — Men så begyndte præsten
at fortælle. — Det forekom hende, at
hans stemme lød så besynderlig fjern
— og ubevidst rykkede hun Lu en
kende nærmere på bænken, hvor de
sad.
„For omtrent tre århundreder si-
den", begyndte præsten, „under kej-
ser Chung Ghengs regering, rasede
borgerkrigen, — og landets fjender
manchurer og vilde tatarer, angreb
rigets grænser og truede med at træn-
ge ind over den store mur i nord. En
skønne dag rygtedes det endog, at
den grusomme høvding, Li Tzu
Cheng, allerede var på vej mod Pe-
king med sine rå, brutale krigskarle.
„Da kejseren fik at vide, at fjen-
den tilmed pønsede på at styrte det
bestående dynasti, tabte han fuld-
stændig fatningen. Han var stedt i en
såre vanskelig situation. Valgte han
at gå mod fjenden, kunne han risike-
re, at oprøret ville slå ud i lys lue
bag ham, — men blev han indenfor
Pekings skærmende mure, frygtede
han, at hans tøven ville blive udlagt
som fejghed, og pøbelen ville måske
da storme og plyndre de kejserlige
paladser.
„I sin vånde søgte han tilflugt i det
kejserlige tempel — San-kuan-miao
— den trefløjede dørs tempel — for
at spørge guderne til råds.
„Skæbnen skulle træffe afgørelsen,
bestemte han. Trak han foran krigs-
gudens frygtindgydende billedstøtte
en lang bambuspind mellem tusinder
af andre bamhuspinde af forskellig
længde, ville han betragte det som
et heldigt varsel og drage ud for at
møde landets fjender — thi da vidste
han, at sejren ville være ham sikker.
Trak han derimod en mellemlang
bambuspind, ville han roligt afvente
begivenhedernes gang og holde sig
indenfor bymuren, thi da ville Pe-
king kunne modstå en belejring, men
trak han en af de helt korte bamhus-
pinde, vidste lian at nederlaget ville
være uundgåeligt -— og han beslutte-
de •—- og kundgjorde overfor sine
nærmeste slægtninge og embeds-
mænd, at han i så tilfælde ville tage
sit eget liv fremfor at falde i hænder-
ne på de grusomme sejrherrer.
I helligdommen knælede kejseren
i bøn. Der herskede dødsstilhed i det
mægtige rum, -— og alles øjne hvilede
med bekymring på himmelens søn,
der stadig knælende greb en bambus-
pind af den store bronceskål, som
præsternes ypperste rakte frem mod
sin kejser.
Da hørtes en skarp lyd mod gulvets
marmorflise. Stykket var gledet kej-
seren af hænde, og alle kunne se, at
den ulykkelige havde trukket den
korteste bambus i hele skålen.
Rædsel stod at læse på alles ansig-
ter — en knugende stilhed fulgte, —
men efter en stund rejste kejseren sig
hans øjne lynede, og truende løftede
han sin hånd mod krigsgudens bille-
de, stampede med foden på det lille
bambusstykke og råbte, så det runge-
de hult i templets dybe hvælvinger:
„Evigt forbandet skal dette tempel
være. — Må for eftertiden alle bøn-
ner, der opsendes fra dette hus, væ-
re bedt forgæves! Må den, der tynget
af sorg søger lindring her, få sine
sorger mangefold fordoblede. — Må
den lykkelige gennem dette tempels
guder og dets helligdom finde både
ulykke og savn, sygdom og nød —
død! — Jeg, Chung Chéng, den sidste
kejser af det glorværdige Ming dyna-
sti, forbander delte sted for tid og
evighed!
„Den næste morgen", fortsatte den
gamle præst — „blev både kejseren
og kejserinden fundet døde for egen
hånd i parken til den forbudte by i
Peking. — Men kejserens profeti:
„Jeg Chung Chéng, den sidste Ming
kejser" — gik i opfyldelse! — Kort
tid efter indtog nemlig manchurerne
hovedstaden og satte et nyt dynasti
på Kinas gamle dragetone.
Og siden den dag, da kejseren for-
bandede det store dynasti, har ingen
vovet at bede en bøn i San-kuan-miao
— og ingen har ofret røgelse til temp-
lets guder. Endnu hviler forbandel-
sen over stedet, og når solen først er
gået ned, vover ingen levende sjæl
at nærme sig den gamle ruin — thi
kejserens forbandelser ruger over
helligdommen."
„San-kuan-miao?" spurgte Lu med
hæs stemme, da præsten tav. „Jeg har
aldrig før hørt om dette tempel —
Det er da ikke —?“
„Kun ti gange ti Li herfra", nikke-
de præsten, „imod øst. Et gammelt
hjulspor fører endnu forbi dets tre-
fløjede portal, men vejen er kun lidet
befærdet nu om dage. Dog hænder
det, at en vejfanrende forvilder sig
derind for at søge ly for natten un-
der templets skrøbelige tag, — men",
den gamles stemme døde hen til en
sagte hvisken, „man vil også påstå,
at ingen af alle dem, der i tidens løb
har søgt hvile i templet, er sluppet
levende derfra".
Præsten tav. Den lille lampe i træ-
et Var efterhånden brændt tør for
olie, dens væge glødede kun svagt
mellem grenene. — En stund blev
Lu siddende og stirrede frem for sig,
Skal De bo på hotel i København?
Vi yder fra 1. oktober til 15. april en
vinterrabat på 33*6 %
på værelsepriserne.
Enkeltværelser fra kr. 10,—,
dobbeltværelser fra kr. 20,—
Månedsarrangement fra kr. 225,— inclu-
sive morgenmad. Hel- eller halvpension
til rimelige priser.
Alle værelser nymonterede og med
telefon.
Restaurant, hyggestue, fjernsynsrum.
Hotel VIKING
Bredgade 65 — København K.
Telf. Minerva 4550
— da mærkede han en lille rystende
hånd, der i mørket søgte hans, — og
han lagde beskyttende sin arm om
Ko-ai’s slanke skikkelse og trak hen-
de varsomt ind til sig.
S. A. Klubien.
MINERVA 572 K
• kvaliteten ligger
langt over prisen
MINERVA 572 er
en ægte LL. Trods
sin populære pris
har den bl. a. 7
rørfunktioner, ind-
bygget FM-anten-
ne, 5 bølgeoni råder,
2 ferritantenner og
10.000 gauss højtta-
ler. — Det er kort
sagt en modtager,
De kan være stolt
af at eje!
- en smukkere form
en skønnere tone ..!
— iluseringneK
nipigingneK - -!
Minerva 572 radiot LL pitsauvdluartut
ilagåt. nauk akisorujugssuångikaluar-
dlune arfineK-mardlungnik rørenarpoK,
karsertame iluatigut FM-antenneKardlune,
tatdlimanik avdlångortautilingmik nå-
laorfigssartaKardlune mardlungnigdlo
ferritantenneKardlune kisalo pitsagssuar-
mik højttalereirardlune. aitsåme tåssa
radiotsialakl
— sdrdlume aldsunerusagaluaK
A/S LINNET & LAURSEN,
KØBENHAVN
LÅND^
“GROVER
4-hJuls træk. På een gang
personbil, lasbil, traktor og
stationær trækkraft.
Billig, alsidig og økonomisk.
\
'firettone
winter traction
Det bedste dæk til fugtigt
og iset føre. Det udnytter
trækkraften fuldt ud, og den
store berøringsflade og den
specielle skulderflade giver
dækket ekstra bid.
v—

Den sensationelle arbejds-
vogn fra den 2. verdenskrig.
Enorm trækkraft — utallige
anvendelsesmuligheder.
Stabil og driftssikker over
al måde.
—— ................v
pingasut nunap silåta plssusianut suliagssautainutdlo nalerKutdluartut
9