Atuagagdliutit - 06.06.1957, Blaðsíða 6

Grønlandsskibet havde nået
den grønlandske kyst. Vej-
ret var stadig det samme,
sneslud og tåge, og vi, der
blev sendt op for at over-
vintre, tænkte med bekym-
ring på, hvordan flere års gråvejr vil-
le føles. Blev man melankoliker eller
idiot? Et døgn senere nåede vi driv-
isen, der i et ca. 300 miles bredt bælte
driver ned langs østkysten. Tågen veg,
som en gråsort mur stod den bag os.
Foran lå isen i sin strålende pragt.
Den, der ser den første gang, bliver
grebet, bjergtaget af dens storslående
skønhed. Den har alle former og en
uendelighed af farver. Der er bjerge,
slotte, huse, marker og et virvar af de
forunderligste figurer, store, skæve
paddehatte, jætter og trolde. En af
kammeraterne, der stod på bakken og
stirrede frem, hylede med et: — Der
er tante Ida, Gud døde mig, om hun
ikke også er her, det gamle liv. Og vir-
kelig, en tyve fod høj buste af en ual-
mindelig stramtandet, ældre dame
gled forbi, rent mekanisk redte han sit
hår, så på sine sorte negle, stak hånden
i lommen og bandede endnu en gang.
Isen strålede af farver, blå som sa-
fir, grønnere end smaragd, toppene
var gyldne af sol. Det var blikstille og
sommer, havets høstvejr glemt. Langt,
langt inde lå de blå bjerge på Kong
Wilhelms land.
Skibet snoede sig frem mellem fla-
gerne, kaptajnen tordnede sine ordrer
til rorgængeren, rattet gik som et rok-
kehjul, og maskintelegrafen ringede
som et vækkeur.
Dag for dag voksede landet derinde,
bjergene fik form, der kom dale og
fjorde, højt over det hele lå indlands-
isens vældige, hvide ryg. På en uge
nåede skibet ind gennem isen og an-
krede op ved Germaniahavn. Det var
nat og midnatssol, skarer af fugle trak
forbi, fra hvalrosøen kom en sky af
måger os i møde. Inde på land lå sta-
tionshuset som en tændstikæske, næ-
sten ufatteligt lille mellem de høje
fjelde. Fastisen var ikke brudt mel-
lem hvalrosøen og huset, skibet kunne
ikke gå helt ind. Kaptajnen peb i fløj-
ten, der gik et par minutter, så kom
en mand til syne. Han sprang ind i
huset, et øjeblik efter gik flaget til
vejrs, og en slæde kom jagende ud
over isen. Fem mand kom om bord og
trykkede os i hånden, til det knasede.
Sådan så pelsjægerne, mine kollegaer,
altså ud: overgroede med skæg, i
tommetykke kavajer, store stråhatte
og støvler, der gik dem til navlen. De
udviste en imponerende ro, stak deres
breve i lommen og satte sig til at slud-
re, skønt de ikke havde fået post et
år. Man lærte dem hurtigt at kende,
en havde stukket en bjørn med en
kniv, en anden havde flækket hovedet
på en ulv med bøssekolben, en tredie
havde gået 18 danske mil på 24 timer
og boet muttersalene i en snehytte to
måneder af mørketiden, hver havde
sit. De var hyggelige, når man bare
ikke afbrød dem, så tav'de alle og så
på synderen, til det var tydeligt, at
han ønskede, de ville skære tungen af
ham — og fortalte så videre, som om
han intet havde sagt.
Nu kom der en travl tid. Årets
fangst skulle om bord og nye forsynin-
ger bringes i land, en ny station blev
bygget på to dage inde i Gael Hamkes
Bugt, så gik det sydover igen til den
sidste. Her blev vi sendt ind to mand
for at være sammen med en af de
gamle, der blev et år til. Båd efter båd
blev sendt ind med proviant og kul,
tønder og kasser og sække hobede sig
op på stranden. Vi sled hele dagen og
skrev breve hele natten, brevene skul-
le jo gælde for hele året. På 36 timer
var alt klart, vi kom om bord og fik en
sidste snaps, skibet lettede, og vi tre
stod på stranden og så masterne for-
sinde mellem de høje iskolosser. Trå-
den var klippet over, vi var alene 36
miles til de næste to, 40 miles til var
der tre mand, og så var der ikke flere.
Dagene rendte som sandet i et time-
glas. Den første tid gik med at bringe
provianten i hus og gøre klart til vin-
teren. Der skulle skaffes hundefoder
og kød til rævedepoterne. Med motor-
båden gik vi på jagt efter sæl og hval-
ros, læs efter læs af kød blev slæbt
hjem.
Hvalrossen er imponerende, halv-
andet tons kød ligger der på isen for-
an een og snorker, så det kan høres en
hel kilometer væk, luften ligefrem
dirrer af snork. Jagten på sovende
hvalros mister hurtigt sin spænding,
men når den er i vandet, er det ander-
ledes, der er dyret et vidunder af be-
hændighed og kraft.
Sommeren gik hastigt på hæld.
Sommerfugle og humlebier blev sjæld-
nere og sjældnere, kun myggene holdt
tappert stand en tid endnu. Fuglene
begyndte at trække bort, i store ska-
rer forsvandt gæs og ænder sydover,
fulgt af vadefuglenes tusinder. I mid-
ten af september begyndte vandene at
fryse til, dagene blev kortere. Den
fjerde november gik solen ned. En for-
underlig <jag. Rævefangsten var alle-
rede begyndt, hver mand gik om mor-
genen for at se til sine fælder og vend-
te tilbage ud på eftermiddagen. Dagen
var tindrende klar og kold, udenfor
Hold With Hopes tunge, sorte fjeld-
masser kom en kant af solskiven til
syne. Alt blev rødt som blod, isen,
himlen, fjeldene. Et strålebundt skød
frem og ramte kappets tinde, blev der
i minutter og forsvandt. Solen var
dukket ned bag isens takkede rand for
først at komme tilbage i februar.
Mørketiden begyndte. Den kom ikke
pludseligt, som man havde tænkt det,
lyset forsvandt gradvis. Det var, som
sneg den ind sig ind på os. På en måde
mærkedes den ikke så meget, det var
en travl tid. Fælderne skulle tilses, og
fangsten var god. Vi gik hjemmefra,
før det var dagning og kom først til-
bage, når det var mørkt, rævene skulle
flås og skindene behandles, bøsserne
renses, hundene fodres og maden la-
ves, dagene blev ved at flyve forbi.
I december kom den første bjørn,
hundene gav hals om natten, og vi
styrtede ud alle tre, bjørnen løb, hun-
dene efter den, men i mørket kunne
de ikke få den til at sidde, først halv-
anden mil ude i isen lykkedes det. Det
var for mørkt til at se, kun ved at
lægge os på knæ kunne vi skimte sil-
houetten mod himlen. Tre skud lød, og
hundenes rasende snerren forkyndte,
at den var faldet.
Nu og da rasede de vældige sne-
storme. Som regel varede de i tre da-
ge, himmel og jord stod i eet, vinden
brølede i skorstenen, og hytten skæl-
vede. Det blev for koldt i stuen til at
sidde oppe. Vi blev i køjen det meste
af dagen, bagte pandekager af mel og
vand og læste romaner.
Så kom julen, alle tre blev stille og
indadvendte, barndomsminderne van-
drede forbi i den mørke vinternat. Alle
havde vi søgt at give vort bidrag til
festen. En havde bagt de forunderlig-
ste sorte kager, en anden den grufuld-
ste kartoffelmelsdessert — og jeg hav-
de lavet et enestående bedsk raffine-
ment i sovs. Men stuen var fuld af
lys, varme og mad.
Solen kom igen i februar. Strålende
steg den op og fyldte landet med far-
ver, skodderne kom fra vinduet, og
lampen blev slukket. Som stuen så ud!
Svabere og skurebørster kom i gang,
indtil pludselig ham, der betjente kul-
skovlen, begejstret skreg: — Se her,
der er gulv nedenunder! Senere på-
stod han, at vi havde fundet vække-
uret, der var blevet borte, på denne
måde, men det var nu lidt overdre-
vet...
Pelsjæger på
Grønland...
Strandet hval bugseret ind til strandkanten.
Forfatteren med hundeforspand
agdlagtoK Kimugtutdlo
Solen steg og steg, og de lange slæ-
derejser begyndte. Først kørte vi syd-
over til stationen på Hold With Hope
og derfra videre til Myggebugten. Se-
nere gik det nordover til den næste
station for at hilse på folkene der. Og-
så de havde været heldige med fang-
sten.
Foråret kom, fra de solvarme sten
begyndte vandet at dryppe, så be-
gyndte elvene at mumle under isen og
brød igennem med et brus, ravnen var
kommet forlængst, og i slutningen af
maj fløj de første gæs skrigende over
vore hoveder. Den anden juni kom
fugletrækket. Vi havde været ude med
slæden, isen lå endnu, kun langs land
var tøet en 20—30 meter stribe af
landvand, stranden lå stille og øde
hen, da vi kørte, men da vi kom til-
bage, var det, som stenene havde fået
liv, i tusinder var fuglene kommet.
Ryler, stenvendere, præstekraver og
odinshøns ilede pibende omkring eller
sad i hundredvis og sov, trætte af den
lange rejse. Ude fra havet blev de ved
at komme, skare efter skare. Hele lan-
det blev forvandlet den nat.
Blomsterne myldrede frem, fjeldet
fik farver, humlebierne summede høj-
tideligt rundt mellem sommerfuglene.
Laksene gik op i elvene og fuglene
lagde æg. Så kom omslaget i vejret,
forårets strålende sol forsvandt, i en
gigantisk storm blev himlen grå og
tung, og regnen strømmede ned. Og
den blev ved. Temperaturen sank, og
sidst i juni faldt halvanden fod tøsne
og blev liggende i tre dage som en fed
grød. Det blev en katastrofe, masser af
fugleunger og æg gik til, også ræve-
bestanden blev ramt. Det blev næsten
umuligt at færdes, isen var ødelagt, og
landet forvandlet til et ankeldybt ælte,
kun oppe i højfjeldet var der til at
gå.
Først hen i juli blev det nogenlunde
tørt igen, og nye depoter til rævene
blev lagt ud. Nu kom den tid, skibet
kunne ventes. Næsten dagligt kom en
af os halsende og meddelte, at han
havde set master ude i isen. Alle styr-
tede op med kikkerten og stirrede —
der var intet, til nøds en luftspejling.
Pludselig en morgen blev vi vækkede
ved, at der stod en fremmed inde i
stuen og skreg: — Skibet er kommet,
nu må I op. Der er begået tre grufulde
mord i København, en bank er krak-
ket, to sagførere har lavet enorme un-
derslæb, og...
Søvndrukne sad vi og gloede. Gud,
hvor var det langt borte alt sammen.
Sikken en ramse, troede han, at det
interesserede os?
Der lå skibet ude. Vi kom i tøjet og
roede ud. Det myldrene med menne-
sker, der var mindst tyve. De snakke-
de og spurgte, sagde allesammen deres
navne, ikke et af dem hørte vi. Nu
havde vi i et år været tre og gået og
tiet så dejligt stille sammen. Som folk
dog snakkede. Vi kom ned til kaptaj-
nen og fik vores post og fred til at
kigge i den. Han kendte os og tav. Men
det varede et par dage, inden vi væn-
nede os til at svare på alt det, der
spurgtes om.
Nu kom den travle tid, fangsten kom
om bord og ny proviant ind, folkene
G