Atuagagdliutit - 06.06.1957, Blaðsíða 7

blev skiftet, to nye mand lagt ind og
jeg flyttet over på en station, der lag-
des på Borlase Warren ved Gael Ham-
kesbugt. I motorbåde for vi rundt med
post og proviant, byggede nye statio-
ner og skiftede besætningerne. Ti dage
efter sejlede skibet.
Et nyt år begyndte, men det blev et
trist år. Det viste sig hurtigt, at ræve-
bestanden havde taget meget større
skade end ventet ved det dårlige vejr.
Fra alle stationer, både nye og gamle,
blev der meldt dårligt fangst. Kun
bjørne var der flere af end året før.
En af de nye jægere viste sig for-
øvrigt at være en besynderlig fyr. Det
var hans store drøm at komme til at
skyde en bjørn, men uheldet blev ved
med at forfølge ham, enten kom han
for sent, eller også rendte bjørnen. En
morgen vågnede vi i hytten ved et for-
skrækkeligt drøn. Det var manden i
overkøjen, der havde set en bjørn gå
forbi vinduet, stukket bøssen gennem
vinduet og skudt den. Den sprang over
en isvold og faldt død ned. Vi andre
sprang ud af køjerne, og han, der ikke
havde fået nogen bjørn endnu, stak
sin bøsse gennem en anden rude og
skød to skud af.
— Men hvad er det, du laver? spurg-
te vi.
— Jeg skød bjørnen, den var ikke
død. —
Nå, det måtte han jo selv om. Vi
andre to satte os til at drikke kaffe,
inden vi gik ud for at flå, mens anti-
bjørnejægeren gik ud med sit fotogra-
fiapparat. Ved at stå op på bordet, så
vi ham stå ved siden af bjørnen og
tage billeder af sig selv. Først et med
foden på bjørnen, så et med dens ho-
vede i sit skød og så et, hvor han sig-
tede på den. Der gik en tid, vi spurgte
efter billederne, men måtte ikke se
dem. Så så jeg dem en dag ligge på
køjehylden. Jeg faldt for fristelsen og
så på dem. De var aldeles glimrende,
men da jeg vendte dem om og kom til
at se på bagsiden, stod der bjørn nr.
1, bjørn nr. 2 og bjørn nr. 3. — Senere
fik manden nu lært det og fik sine
fem bjørne, inden han blev sendt
hjem.
Vinteren sled sig hen, det blev nyt-
år og dagene blev længere, men fang-
sten blev ikk god, gennemsnittet blev
en snes ræve pr. station. Foråret kom
og bragte en god sæson. Meget kunne
være oprettet, dersom stationerne ikke
i vinterens løb var blevet ramt af en
ulykke. I november drev storisen ud
så langt, at den ikke var til at øjne
fra fjeldet, og samtidig kom den hef-
tigste orkan, vi havde oplevet. I fire
døgn rasede den og rejste en kolossal
dønning. Det var umuligt at sove for
havets torden, mægtige isblokke blev
slynget ind i havstokken og hamrede
op og ned, så hytterne skælvede som
ved et jordskælv. Samtidig steg van-
det så højt, at enkelte af søerne nåede
helt ind bag,et af husene. Den nat var
det mindst to meter over dagligt van-
de, og ni af vore både gik til havs,
skønt de var trukket op for vinteren,
tre motorbåde og seks joller. Stormen
og højvandet var enestående, ingen
kunne forudse det, der skete. Det bed-
ste bevis herpå var, at tre gamle eski-
mohus blev revet bort, huse, der havde
ligget, siden eskimoerne forsvandt fra
Kong Wilhelms Land for ca. 150 år si-
den. Manglen på både hæmmede os
hele sommeren og gjorde det vanske-
ligt at forberede næste års fangst,
skønt alt tegnede ualmindeligt godt. I
april blev vejret klart og holdt sig må-
neder igennem, kun afbrudt af enkelte
dages tåge. Så kom skibet, og vi blev
atter begravet under nyheder, snak og
indtryk. Mandskabet blev skiftet igen,
og nye forsyninger lagt ind.
Vi to mand skulle flyttes ned til
Scoresbysund, et af landets bedste
jagtfelter. Men det gik ikke så let.
Skibet kom i vanskeligheder ud for
øen Shannon og begyndte at drive syd-
over. Uge efter uge gik, uden at isen
åbnede sig. Vi passerede Hold With
Hope og drev ned langs Liverpoolky-
sten. Ugerne blev til måneder, og vi
blev alle klare over, at stillingen var
ved at blive kritisk. Gang på gang
skruede isen sammen, så det knagede
i skuden. Ved en enkelt lejlighed lå
skibet helt oppe på isen. Men så lette-
de det en smule i presset, og skibet
hoppde ned i vandet som en ælling. Så
slækkede isen op, og i en forrygende
storm drev vi til havs. I en gigantisk
dønning blev skibet slynget mod fla-
gerne, en overgang så det ud til, at det
skulle blive knust. Men der kom mere
is og dæmpede søen, vi slap med en
lækage.
Og endelig nåede vi ned til Scores-
bysund. Vi indrettede vor fangststa-
tion, og snart var vi ladt alene tilbage.
Vi gik på isbjørnejagt, vogtede på
polarlandets konge, den hvide bjørn,
gennem et hul i skydesejlet, hvidt som
sneen, glidnede på to små ski foran
os. Og så forsigtigt, at vi var sikker
på, at dyret ikke hørte os, mavede vi
os frem, parat med riflen, til vi kom
på skudhold, vi ville være sikker på
at ramme dødeligt.
Et øjeblik var der så stille, at vi
kunne høre vore egne hjerter banke —
så drønede skudet og ekkoede tilbage
fra isfjeldets smaraggrønne sider,
mens bjørnen kastede sig om på ryg-
gen med et rasende brøl, det gungrede
Skipatrouille (Forfatteren forrest)
sisorausissardlutik angalaortut
(agdlagtua sagdlersauvoK.)
fremover og kom tilbage som et øre-
sønderrivende, menneskelignnde skrig,
som en kvinde, der skriger i dødsangst
og smerte. Bjørnens fire labber med
de dolkespidse klør fægtede vildt i luf-
ten som efter en indbildt fjende, men
så strakte den kroppen, alt liv gik af
den, den lå helt stille med åbent gab
og hængende tunge, mens det røde
blod strømmede ud fra skudsåret i
bugen og farvede sneen rød.
I store spring var vi henne ved byt-
tet, vi ler triumferende, sætter det ene
ben på bjørnens runde bug og rækker
en endnu rygende riffel i vejret. I tri-
umf går det hjemad. Kun blodsporene
vidner om det drama, der har fundet
sted i isørkenen.
Vi blev dristigere og vovede os læn-
gere og længere ud på isen, men vi
sørgede altid for at have telt, sovepose
og proviant med til 3 uger, hvis det
uforudsete skulle indtræffe. Og det var
en heldig forholdsregel, for en skønne
dag, da vi befandt os milevidt fra
land, skete det uforudsete — isen rev-
nede! Det skete om natten, da vi lå
i teltet, der lød et knæk, og en revne
åbnede sig midt i stuen. Vi styrtede
ud. Det var storm og dønning, halvde-
len af provianten drev bort, og teltet
stod med det ene hjørne ude over van-
det. Der var ikke noget at gøre, vi gik
i soveposerne og ventede på dagen.
Stormen lagde sig, og vi fik travlt med
at gøre teltet i stand og samle provian-
ten.
Så drev vi videre. Efter ti ugers for-
løb nåede vi ned, så vi befandt os lidt
nord for Angmagssalik; nu havde vi
kun to ting at vælge imellem, enten
at forsøge at gå i land og her komme
ind til kolonien eller følge med isen
videre rundt om Kap Farvel. Vi valgte
det første. Det gik kun langsomt frem,
føret var forfærdeligt. To dage efter
fik vi en storm og en isgang, vi aldrig
havde set mage til. Alle flagerne, und-
tagen den, vi stod på, syntes at stå på
højkant. Larmen var så stærk, at det
næsten var umuligt at råbe min mak-
ker op. Som sædvanligt var der ikke
noget at stille op mod naturkræfterne,
og vi benyttede derfor det gamle kneb
at gå i poserne.
Så klarede vejret af, isen faldt til
ro, og til vor glæde så vi, at stormen
havde ført os helt ind mod kysten. Tre
dage efter nåede vi helt ind på et øde
skær og havde for første gang i tre
måneder fast grund under fødderne.
Det blev en drøj tur. Vi havde ingen
ski, gik i sne til over knæerne og måt-
te derfor efterlade soveposen og sove
i snehuler om natten, skønt det frøs
over tyve grader.
Isen blev tynd, og det svære snelag
tyngede det ned, så der stod seks tom-
mer vand på den. Det trængte gennem
fodtøjet, og vi fik lettere forfrysninger.
Vi havde vanskeligt ved at gå, men
nåede dog efter fem dage frem til en
boplads, hvor vi blev overmåde vel
modtaget af de gæstfrie grønlændere.
Dagen efter kørte de os ned til en
grønlandsk præst, der rekvirerede en
hundeslæde, så vi få dage efter kunne
forenes med vore kammerater ved den
nærmeste fangststation. Da vi atter
var samlede, undrede vi os meget over,
at vi nogensinde havde drevet tre må-
neder med isen. På en måned blev fød-
derne raske igen, og vi kom over til
hovedkolonien. Her måtte vi blive i
seks måneder, før skibet kom og brag-
te os hjem til København.
mærkåtinik unangmineK . .!
normo una kingugdlermisut mærkåtitaKarpoK — tåssa
Atuagagdliutit mærkåtinik unangmisitsineråne unangmissutit
ilagssait. mianerssortumik périardlugit torKorniarsigik — ku-
låtungåinarmikut nipititåuput. taimåitumik aseromagit pér-
nigssåt ajornartusångilaK.
nipititerivfigssamut nipititiångikatdlarsigik — mærkåtit
kingugdlit Atuagagdliutinérérpata atautsikut nipititerumår-
pase. tåssame sapingisamik åssigingitsut nipititerniagagssåu-
put. kingorna OKalugtukumårpavse åssigingitsut KanoK a-
merdlatigissut sarKumiuneicarumårtut. åssigingnik mardlung-
nik ardlaKarnerussunigdlunit sujumuiguvse atuarfingmut
nagsamiarsigik, tauva anitsiarfivsine atuaKatise åma åssi-
gingnik sujumuissarsimassut taorsiniarfigisavase, taimailiv-
dlusilo pigerlngisavse ilait pigilersinåusavdlugit.
kisalo ajugaussut nipititerivfingmik nutåmik mærkåtinigdlo
nutånik nagsineKarumårput.
unangminerme nipititerivfise makitsineKarérpat tigorKig-
kumårpase. torKorniarisigik — kingorna unangmisitsineicar-
KeratarsinauvoK.
unangmisitsinermut peKataorusungniardluse Atuagagdliu-
tit pisiniarfingme nungutorsimariarpata imaica atåtarse a-
kuerssitisinauvarse Atuagagdliutit pissartagarilemiardlugit
tusagagsiortumut imalunit Nungme åncigssuissoKarfingmut
nalunaernigssånik. pissartagarileriarpago ilivsisaoK nipitite-
rivfigssamik mærkåtinigdlo Atuagagdliutine sarKumersima-
ssunik nagsineKarumårpuse.
tåssalo mærkåtit piardlugit nipititerivfigssaK iléngutdlugo
torKorniarsigik. tauva takujumårparput åssigingitsut KanoK
amerdlatigissut katerssorsimanerise. normume tugdlerme ar-
dlaKarnerussut tåkutisåput.
(Den danske tekst findes på bagsiden)
J
7