Atuagagdliutit - 18.07.1957, Blaðsíða 7

Båsen overskuer terrainet.
issikivigtusivdlune ...
Det er et hårdt job at være fisker,
aulisartunen-una imåinåungitsoK —
FOTO: ARNE P. HANSEN
mørn--’.-.- .. ■ . sfe
„TikeraK“ landsætter passagerer ved Godhavn, maj 1957
ilaussut „TikeraK“ Kimagpåt.
A-skole plus B-skole
A-B-C-skole
A/ farer Bent Gynther, Sukkertoppen
Et indlæg i debatten om målsætningerne i den grønlandske skole.
En sag skal altid ses fra tre sider!
Sådan siger de gamle kinesiske vis-
mænd, og de føjer forklarende til, at
siderne, man skal se sagen fra, er:
fra din side, fra min side — og fra den
rigtige.
I en artikel her i bladet har lærer-
inde frøken Bente Mogensen fortalt
om sit syn på det grønlandske skole-
væsen, sådan som det — på baggrund
af de erfaringer hun har fået gennem
sit arbejde på skolen i Umanak — ta-
ger sig ud for hende. Som De måske
husker, konkluderer Bente Mogensens
tanker i spørgsmålet: Savnes der mål-
sætninger i den grønlandske skole?
og her har hun så ganske givet sat
fingeren på et ømt punkt.
Set hernede fra Sydgrønland er det
tydeligt, at de tanker, Bente Mogen-
sen gør sig om skoleforholdene i Grøn-
land, er så meget prægede af det spe-
cielle nordgrønlandske, at de ikke
uden videre kan stå som generalnæv-
ner for hele den grønlandske skole.
Det store ydre problem omkring
skolen som kulturvejleder er den eu-
ropæiske påvirkning på godt og ondt,
som har fulgt nyordningen. Her er vi
bestemt ikke kritiske nok. Grønland
skal have det hele: lykkeposer og bal-
lontyggegummi — højskole, spejdere
og forbryderfilm osv. Vi skal have
Europas mere eller mindre tvivlsom-
me goder kort og godt — råt og bru-
talt — uden censur og uden kritik. Det
er ikke altid let som lærer at pege
frem mod de mere uhåndgribelige eu-
ropæiske kulturgoder, når det meste
af det, børnene kommer til at stifte
bekendtskab med, er bras. Vurderet
nedefra af en lærer i en lille by, hvor-
fra det ikke er muligt at erfare, hvor-
frem til et helhedssyn, ser det ud som
den grønlandske opbygning er præget
af for megen velment tilfældighed; at
det er „So-ein-Ding-muss-ich-auch-
haben-politikken“, der dominerer. Lad
os hellere føre en behov-politik og for
eksempel vente med højskolen og de
andre mere perifere dele af skolens
arbejde, til vi har fået fuldt udbygget
børneskolen og dermed har lagt bun-
den til et behov for noget mere.
En ting står — som Bente Mogensen
også nævner det — helt fast. Det er,
at nyordningen og alle de europæiske
påvirkninger, der er fulgt med den,
ikke kan eller skal bremses. Derfor
kan det heller ikke lade sig gøre at
vende om nu og danne en udelukken-
de national grønlandsk skole, hvor
danskundervisningen først hægtes på
i de to sidste normalskoleår. Skolens
mål er for øjeblikket blandt andet at
føre denne og næste generations in-
tellektuelle frem til en grundig uddan-
nelse på lige fod med andre danske,
hvorefter de kan vende tilbage som
læger, lærere, telegrafister, sygeplejer-
sker, butiksfolk osv og overtage de
embeder, som danskerne for øjeblik-
ket sidder på. Set på langt sigt må
denne del af målsætningerne betragtes
som et absolut gode for det grønland-
ske folk.
Her i Sukkertoppen volder det os
ikke uoverstigelige hindringer at ind-
arbejde en dansksproget B-klasse. —
Men vi har sikkert også bedre betin-
gelser for det end i Umanak. Her er f.
eks. et langt større antal fastboende
danskere, således at samarbejdet mel-
lem grønlændere og danskere er noget
mere naturligt og mere udbredt. Der
høres mere dansk her i byen; vi har
temmelig mange skibsanløb året rundt
og er således ikke isoleret fra omver-
denen som de nordgrønlandske byer;
og endelig kan det også nævnes, at
vi kan høre radioen fint og på den
måde kan få et frisk pust fra den store
verden. Når disse ydre betingelser er
til stede, er det også helt naturligt
at arbejde med fremmedsproget dansk
så tidligt som muligt, fordi vi så let-
tere kan „lege det ind“. En ting som
flere timer i praktisk skindsyning,
skind- og perlebroderiarbejde ville
hernede netop blive noget „særligt",
fordi kun et fåtal går i skindtøj. (Her
er jo ikke koldere, end det europæiske
tøj kan holde kulden ude). Så børnene
her på stedet har meget mere brug for
at kunne lappe deres europæiske dag-
ligtøj — end at arbejde med national-
dragten, som bliver mere og mere
sjælden.
Disse betingelser er, så vidt jeg ved,
ikke til stede i Umanak og i de andre
byer nord for Egedesminde. Derfor er
det naturligt, at man ikke kan frem-
vise de store resultater — og det er
vel ligeså naturligt, at man ikke skal
det! Som rettesnor for arbejdet står
den lidt usmidige undervisningsplan.
Men det må sikkert overlades til læ-
reren selv, hvorledes han skal arbejde
for at kunne give en forsvarlig under-
visning.
Man opfatter Thule, Angmagssalik
og til dels også fåreholderområdet i
Sydgrønland som særområder, hvor
undervisningen skal lægges til rette
efter lidt andre principper end i det
øvrige Grønland. Men mon det ikke
er ligeså nødvendigt, at Nordgrønland
fra bugten til Upernavik også udgør
et særområde, hvor man slækker på
A-B-skolekravene og i stedet arbejder
med normalklasser, hvor danskunder-
visningen er en biting — i hvert fald
i første omgang? Det egentlige A-B-
skoleområde ville så være byskolerne
fra Julianehåb i syd til Egedesminde
i nord.
Nu må man ikke tro, at vi slet ikke
har skoleproblemer her i Sukkertop-
pen. Vores store hovedpine er den ret-
te udformning af A-B-skolen. — Som
omtalt går det helt godt med B-klas-
serne, men problemet er, hvordan vi
skal arbejde med A-klasserne.
Børnetallet her i byen er så stort,
at hver ny årgang fremover bliver på
omkring 50 børn. Hvis vi skal følge
B-skolekravene strengt og sigte de
velbegavede, dansksprogede fra, så har
vi 18—20 i den danske del; men 30—
32 i den normale. Og det er galt!
Enhver ved, at det er let at føre en
lille klasse, gode børn frem til et fint
resultat; mens det er uoverkommeligt
— for ikke at sige umuligt blot at op-
nå et nogenlunde hæderligt resultat
med den store A-klasse, hvor man ik-
ke alene har de ikke-dansksprogede,
men også de direkte dårlige! Ligesåvel
som man i en årgang børn finder en
del velbegavede, findes der også min-
dre godt begavede. Dette er en kends-
gerning, man ikke kan komme uden
om. De dygtige børn havner altså i
B-klassen — mens resten må gå den
tunge vandring gennem A. Det er synd
for både de normaltbegavede og de
dårligere begavede børn. Vort mål må
stadig være at give alle slags børn den
bedst mulige undervisning — og det
kan vi ikke med løst anslået de tre
femtedele. Skal vi pege på en mangel
ved det grønlandske skolevæsen siger
vores erfaringer her i byen, at vi
mangler et særklassesystem som et
naturligt led i den nuværende skole-
ordning. Eller for at blive ved alfa-
betet: foruden A- og B-klasserne må
vi også have en C-klasse. — Sagt med
en almindelig brugt dansk vending:
„Når man siger A og B, må man også
sige C“.
I Danmark har det såkaldte fri-mel-
lem og eksamens-mellem-system i en
lang årrække været grundigt kritise-
ret, fordi eksamensmellemskolen blev
gjort til den fine afdeling og den an-
den klasse til en mindre fin. Vi må
ikke nå så langt, at det bliver mindre
fint at gå i A-klasse. For det er den
8