Atuagagdliutit - 18.07.1957, Blaðsíða 9

pisiniarfingme aperKutigeriakit
Bambino
CHOKOLADE - SANDWICH
kfigérKat „hindbærcremimik ikiagdlit Kåmikut sukulåtiligkat"
ENGELSK-DANSK BISCUITS FABRIK
UNDER VOR KONGELIGE
HAAND OG SEGL
Byg sundheden op—
og byg FOSKA-landet
perKigsiniarniarit—
FOSKA-miutdlo nunånik
sanavdlutit...
De fintvalsede FOSKA
havregryn er guW
værd for muskler,
tænder og knogler. —
Med hver pakke føl-
ger en rigdom af fos-
for, kalk, jern og B-
vitaminer ... samt et
morsomt byggesæt til
typiske danske huse
— og pakkerne brin-
ger mange forskellige
modeller ... nok til
en hel by.
ivsingigagssat FOSKA-t sålisar-
dluagkat nukinut, kigutinut sau-
nernutdlo iluaKutausinaussoru-
jugssfiput. p6rtugkat tamarmik
fosforimik, kalkimik saviminer-
mik B-vitamininigdlo angniki-
ngitsunik pigssarsiviusinåuput...
klsalo danskit igdluinik nipititi-
gagssat Kuianavigsut — portug-
katdlo åssiglngitsorpagssuarmk
nipititigagssartaKarput ... igdlo-
Karfiliornigssamut nåmagtunik.
FOSKA Srat
— guld værd for sundheden!
— perningnigssamut khltitut pingdruteKartigissutl
man hilser i Heering
Heer
in9f%
ilagsingnissutaussarpoK
Dansk likør
danskit likøriliat
Ingen mands underskrift har den
koncentrerede betydning som en kon-
ges — ja, i gamle dage var kongeun-
derskriften et koncentrat af hersker-
magten. Den kunne i givet fald betyde
ophøjelse eller fald for utallige men-
nesker, liv eller død kunne afhænge af
den.
„Kongen skal af alle Undersaatter
holdes for det ypperste og højeste
Hoved her paa Jorden. Han skal
have den højeste Magt og Myndig-
hed til at gøre Love og Forordnin-
ger efter sin egen gode Vilje og
Velbehag “
Sådan lovfæstede Griffenfeld ene-
voldtmagten i kongeloven af 1665! Når
dertil kom, at kongen også var den
højeste dommer, og havde ret til at
føre forsædet i højesteret, forstår man,
at al magt var lagt i hans hænder.
„Hvorefter alle vedkommende haver
sig at rette —“. I dag ser det jo noget
anderledes ud! Nu kan kongen som be-
kendt ikke foretage nogen regerings-
handling alene — hans underskrift har
kun gyldighed, når også en minister
skriver under. Men selv om vor styre-
form er „indskrænket monarkisk" —
kongens underskrift er ikke til at
komme uden om. Den første under-
skrift, han skal afgive efter regerings-
overtagelsen, er som bekendt den høj-
tidelige forsikring om, at han vil over-
holde grundloven, men i mange andre
tilfælde kan den få en ganske afgø-
rende betydning — ikke mindst med
hensyn til amnestier.
De gamle formler, sådan som de har
været kendt i århundreder, bruges
den dag i dag: „Under vor kongelige
hånd og segl", „Givet på vort slot —
eet", „Med vor kongelige hilsen",
„Hvorefter alle vedkommende haver
sig at rette", ligesom naturligvis kon-
gens titler bibeholdes på alle offici-
elle dokumenter: „Vi (som bekendt er
det kun kongen, der betjener sig af
flertalsformen, når han taler om sig
selv) „Pluralis majestætis") af Guds
nåde konge af Danmark ...“.
DANSKE KONGEBREVE GENNEM
400 ÅR.
Det ældste danske kongedokument,
der kendes, er udstedt af Valdemar
Sejr i 1230. Det bærer kongeseglet i
voks og er uden underskrift, således
som alle kongelige dokumenter var
det, indtil kong Hans.
Endnu i mange år efter var konge-
seglet alene mærket på de officielle
dokumenter, medens kongenavnet for-
beholdtes de mere private, ofte egen-
hændige breve. Navnlig disse har selv-
følgelig sin særprægede form, som gør
dem til menneskelige dokumenter af
en ganske særlig charme. Ubevidst vil
brevskriveren gennem linierne tegne
sit eget portræt.
Læs f. eks. Christian II’s brev til
hans gemalinde, hvor han til trods for,
at oprøret i Nørrejylland allerede er
brudt ud i lys lue, forsøger at berolige
hende. Brevet er fra 1523:
„Maa i vide, kære Frue, at vore
Raader og en stor Del af Almuen
udi Nørrejylland har sat sig op
imod os og gjort en stor Forsam-
ling og vilde kæmpet mod os, hvil-
ket Gud den almægtige har af-
vendt.. Thi beder vi Eder kærligen,
at I ingen Tro sætter til løgnagtige
Tidender
I et andet brev råder han hende fra
at drikke rhinskvin, fordi den „efter
en franzosk Doctors Mening er for
hed, saa at I med tiden kunde blive
fordærvet".
Fra Frederik I findes intet, derimod
har hans efterfølger Christian III ef-
terladt sig enkelte underskrifter, men
det er dog ogsaa først med Frederik
II, at det blev almindeligt, at kongen
underskrev alle vigtige dokumenter. —
Han havde en let og sikker hånd, hvad
et brev i rigsarkivet viser. Her tilføjer
han — efter at skriveren har prentet
en indbydelse til hertug Hans og et
par andre adelsmænd:
Keyre gammel Hans, ich bitte
lyek alsse meyn gammel staldbro-
der du vill mich dysse resse nich
abschlagen".
Christian IV, den oldenborgske kon-
gestammes største mand, greb kraftigt
og impulsivt ind på alle områder —
han efterlod sig naturligvis et mæg-
tigt antal breve og dokumenter af det
mest forskelligartede indhold, alle for-
synet med hans energiske signatur.
Det sår, han fik i slaget ved Kol-
berger Heide, voldte ham i lang tid me-
get besvær. Efterfølgende brev stam-
mer fra december 1644, altså et halvt
år efter, at han mistede sit øje: Bre-
vet er stillet til Korfits Ulfeld og be-
gynder sådan:
„Du skal lade kalde for dig alle
Doctores Medicinæ og dem befale,
at de skal stikke Hovederne sam-
men og consulterer, hvad jeg skal
bruge, at jeg kan blive restitueret i
mit Hoved, hvorudi jeg kontinuer-
lig haver været besværet, som jeg
altid var drucken, siden den Tid
mit Øie blev slaget i Sønder “
Frederik III var som forhenværende
ærkebiskop en lærd mand, og hans
elegante navnetræk viser hans fortro-
lighed med gåsefjeren.
Christian V’s voldsomme signatur
røber derimod den fyrige jæger og
idrætsudøver, hvem hirschfångeren
faldt bedst i hånden.
De to følgende konger, Frederik IV
og Christian VI, skriver begge deres
navne pompøst og kongeligt — det
var enevældens storhedstid, man ser
magtfuldkommenhed i hvert træk.
Eet brev er der imidlertid fra Chri-
stian VI’s hånd, som viser, at det kan
være så som så med magtfuldkommen-
heden i visse tilfælde. Da fyrstinde
Sophie af Østfriesland i 1735 kom til
Danmark, viste kongen hende så me-
gen venlighed, at det gav anledning
til visse rygter. Dronningen, der var
søster til fyrstinden har åbenbart ikke
set med al for megen elskværdighed
på dette, hvad brevet tydeligt vidner
om:
„Til min allerkæreste Engels
Dronning, hvorpaa jeg udbeder mig
naadigt Svar.
Min kære Dronning har forskiel-
lige Gange sagt mig, at I vilde øn-
ske, Eders kære Søster var ude her
fra Landet og atter sad i Ostfries-
land. Jeg er villig og rede til at
skaffe hende bort, naar l befaler
det, kun beder jeg om, at tilkende-
give mig Eders Villie, hvorledes jeg
skal gribe det an, thi jeg har fra
Begyndelsen af, da jeg blev for-
mælet med Eder og indtil denne
10