Atuagagdliutit - 26.09.1958, Blaðsíða 10

På direkte angreb på kirkens
lære og praksis (det gælder fo-
reløbig især barnedåben) må
svares sagligt. For megen dis-
kussion kan være pinligt, men
oplysning kan være nødvendig
for at undgå, at ensidig agita-
tion forvirrer. Det væsentligste
værn mod ensidig agitation må
efter min opfattelse bestå i en
grundigere undervisning, fore-
byggende undervisning hos
børn og unge. Det gælder bar-
nedåben, men også kirken, så
mennesker ikke uden videre
forvirres, fordi katolikkerne en
dag kommer og siger: „Vi er
den rette gamle kirke — jeres
er en ny kirke, som er menne-
skeværk"! Hvis undervisningen
ikke svigter, ved grønlænderne
på forhånd, at efter vor opfat-
telse er det omvendt. Reforma-
tionen var ikke menneskeværk,
som indførte en ny kirke; men
at netop den gamle kirke blev
fornyet — ved, at en del men-
neskeværk blev renset ud! Det
er først og sidst undervisning
det gælder. Og derfor er bl. a.
også kateketernes arbejde noget
meget væsentligt.
Således sammenfatter forstander
for pastoralseminariet, pastor L.
Brøndum, i alt væsentligt en kommen-
tar til forlydenderne om den kommen-
de katolske missionsvirksomhed i
Grønland, forlydender, der nylig blev
gentaget i radioavisen.
Pastor Brøndum berejste i år Vest-
kysten fra 29. maj til 29. juli, og ærin-
det var i år at holde kateket-møder
de steder, han ikke nåede i 1956. End-
videre at gøre iagttagelser i forbin-
delse med sekternes arbejde i Syd-
Grønland og at drøfte dette med præ-
ster og kateketer. Pastor Brøndum af-
lagde besøg i Nanortalik, Sydprøven,
Lichentau, Julianehåb — i det hele
blev alle byer langs kysten besøgt,
undtagen Sukkertoppen og Umanak.
Rejsen afsluttedes med fælles kateket-
møde for Holsteinsborg og Sukkertop-
pens præstegæld i Holsteinsborg.
Kateketerne har for dårlige kår
— Også denne gang fik jeg indtryk
af, at de fleste kateketer er samvittig-
hedsfulde og intersserede i dygtiggø-
relse, siger pastor Brøndum. — Men
deres kår svarer ikke til arbejdets be-
tydning. Mange af dem har elendige
boligforhold. Nogle har fået tjeneste-
bolig; de tjenesteboliger, jeg så, er go-
de, men absolut for små. Det forlyder,
at kateketernes økonomiske forhold
skal blive væsentligt forbedret iflg.
den nye lønningslov. Forhåbentlig er
dette rigtigt, men det vil vel kun gæl-
de herefter ansatte. Det må meget øn-
skes, at der bliver en rimelig over-
gangsbestemmelse for de nu ansatte,
også selv om deres uddannelse uden
egen skyld skal være mindre god. Man
har eksempler på, at kateketerne pas-
ser et udsted, der er så stort, at det
kunne være rimeligt at ansætte en
distriktspræst. Disse kateketer gør det
aldeles udmærket, men for betaling
efter kateketløn af 4. lønningsklasse,
fordi de pågældende ikke er semina-
rieuddannet. Dette er urimeligt. Når
en kateket kan betroes sådant arbej-
de, er det, fordi han gør det godt, og
det er ikke mindre fortjenstfuldt at
gøre det godt på trods af en på grund
af daværende forhold ringere uddan-
nelse. En overgangsordning vil være
en retfærdighedshandling, som på
grund af de nuværende uddannelses-
betingelser ikke kan komme til at
danne præcedens.
Noget ganske tilsvarende gælder ef-
ter min mening de grønlandske præ-
ster, som ansattes før den nuværende
ordning, — før særlig grønlandsk teo-
logisk embedseksamen blev indført —
eller i en sådan alder, at det var for
sent at få en eksamen.
Også her bør som ikke-præcedens-
dannende overgangsordning ske en
udligning af alt for stor forskel i løn-
ninger for samme arbejde.
løvrigt er det et påfaldende forhold,
at en overkateket i et udsted som læ-
rer lønnes med kr. 700,- pr. måned,
mens „kirketillægget" er godt kr. 73,00
pr. måned. Hermed placeres hans ger-
ning som prædikant på en aldeles for-
bløffende måde, „prædikant" vil sige,
at han holder gudstjeneste hver søn-
dag, døber børnene og begraver de
døde -— og i det hele taget til daglig
er stedets sjælesørger, altså en uordi-
neret præstegerning: alt præstens
sædvanlige arbejde med undtagelse af
det, der forudsætter ordination. Og det
er vurderet som ca. en tiendedel i for-
holdet til arbejdet som lærer! Det må
blive anderledes! Ikke at kateketen
bør have mindre for lærerarbejdet,
men han bør honoreres ganske ander-
ledes for at være pz-ædikant m. v.
Ikke konkurrence!
Forstander Brøndum vender deref-
ter tilbage til sekterne og til den ka-
tolske kirkes kommende missionsar-
bejde, og siger:
— Der er religionsfrihed i Grønland,
d.v.s. frihed til at have og udbrede en
hver religion, når derved „ikke sæde-
lighed og offentlig orden forstyrres",
som det hedder i grundloven. De tros-
samfund, der arbejder sammen inden-
for det „økumeniske", er enige om, at
for kristne samfund må gælde endnu
en indskrænkning: at arbejdet for at
udbrede sit eget ti-ossamfund må ske i
■ henhold til Det Ny Testamentes og
Kristi krav om broderkærlighed; der-
for er man enedes om forslag gående
ud på, når et trossamfund evangelise-
rer indenfor et andet trossamfunds
område, at det ikke må få konkurren-
cens præg. Man- må holde offentlige
møder og gudstjenester og indbyde
dertil, men for eksempel ikke ukaldet
gå på husbesøg hos dem, som hører til
et andet trossamfund — naturligvis
ikke under nogen omstændigheder ta-
le nedsættende om et andet samfund
for at undergrave det og samle til sit
eget samfund. Men de sekter, som for
tiden arbejder i Grønland, står uden-
for dette fællesskab og disse aftaler.
De betragter uden videre den grøn-
landske kirke som missionsområde. Og
pastor Brøndum nævner her den ro-
mersk-katolske kirke, der følger den
samme praksis.
Der må ikke slås om menneskene
Om disse trossamfund i nogen grad
vil ovei'holde de aftaler, som gælder
inden for kirkernes fællesråd, afhæn-
ger helt af repræsentanternes person-
lige holdning, og vi har set heroppe, at
de udsendte har været ret forskellige.
Det er klart, at den lutherske folke-
kirkes reaktion må blive en anden
over for disse sekter og kirker end
over for dem, der står udenfor det om-
talte kristne fællesskab og dets afta-
ler.
Hvordan må reaktionen blive? Det
må ikke blive til dette forargelige, at
forskellige kirker og trossamfund slås
om mennesker ved at angribe hinan-
den. Men når visse medkristne føler,
at de ikke kan prædike evangeliet
uden at angribe den gamle kirke, så
må den kirke naturligvis havde både
ret og pligt til at forsvare sig og vær-
ne om sine døbte medlemmer, ligesom
de pågældende sekter og kirker ville
gøre (med rette), hvis vi begyndte at
evangelisere blandt deres medlemmer
(hvad vi ikke gør!).
Brist og fejl
Må den lutherske kirke ikke ind-
rømme mange brist og fejl? spørger
sekterne. Jo, svarer vi, men er I så-
danne rene og stærke menigheder, at I
ikke må sige det samme om jer selv?
De lutherske kirker har aldrig missio-
neret indenfor en anden kirkes om-
råder, hverken blandt katolikker i
Syditalien eller blandt 2. og 3. genera-
tion af pinsemissionen i Amerika eller
Sverige, som vel heller ikke udgør al-
deles afgjorde og rene og uangribelige
menigheder. Og agter heller ikke at
gøre det. Den har — til forskel fra
disse andre samfund — nok at gøre
med at evangelisere blandt egne med-
lemmer samt blandt hedninger. I og
for sig skulle fremmed hjælp være
velkommen, hvis det drejede sig om
hjælp til kristelig og moralsk vækkel-
se, for at så mange som muligt af os
kunne blive bedre kristne der, hvor vi
hører til, men det er jo aldeles ikke
det, det drejer sig om; tværtimod.
„Disse sekter vil samle til sig selv".
Og så er det, at vi må forsvare os.
Faren for splittelse
Hvordan forsvare os? Ikke ved mod-
angreb, gående ud på, at de andre per-
sonligt er dårlige kristne — eller gåen-
de ud på en nedvurdering af deres
trossamfund. Heller ikke når vi selv
kommer ud for den slags bør vi lade
os forlede til noget så uværdigt som
at betale igen med samme mønt.
(Fortsættes side 20).
Der må svares
sagligt på direkte
angreb på kirken
fra sekterne
Forstander for Pastoralseminariet,
pastor L. BRØNDUM, fortæller om indtryk
fra sin to måneders rejse i Grønland i år