Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 26.09.1958, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 26.09.1958, Blaðsíða 8
Jeg var en af dem, der under krigen nu og da skrev i „Grønlandsposten" og fandt glæde i at fremkomme med tanker og impulser i de år, vi var af- skåret fra Danmark og måtte klare os selv. Det var på sin vis lykkelige år, fordi man følte, man virkelig var med til at udbygge Grønland efter dets eget behov og alligevel på en måde, så man bevarede grønlændernes hengi- venhed for Danmark, selv om en fremmed og rig nation havde baser her og der og både med og uden vilje havde betingelser for at indynde sig. Derfor var jeg også en af dem, der svarede ja til rundspørget: Om en kommission var ønskelig. Og måske den første som sendte min tidligst ungdoms kampfælle Hans Hedtoft et lykønskningstelegram, da han blev grønlandsminister. Siden har jeg til gengæld været tavs, væsentligst fordi jeg fandt meget grebet så forkert an, at jeg ikke øn- skede at være medansvarlig for det, men også fordi det var upopulært at gå mod den lavine af misforståelser, som en dansk pressedelegation starte- de og som emsige hjemmedanske em- bedsmænd og såkaldte sommermænd, der vidste meget lidt om de faktiske forhold, lod rulle udslettende hen over det Grønland, som var. De udtalelser jeg og ligesindede nu og da fremsatte over for spørgelystne journalister, nåede sjældent fra notitsblokkene til deres blades spalter. Og det danske folk blev efterhånden lullet ind i den tro, at alt tidligere havde været såre skidt, men nu var ved at blive såre godt — og det var i det mindste hel- digt ud fra den betragtning, at det var danske skatteydere, der skulle betale regningens pålydende og fremdeles må det. Nu har man omsider besindet sig så meget, at man har nedsat et undersø- gende udvalg, der skal forsøge at få lidt mere bund under fødderne og prøve på at få et overblik over, om det man siden kommissionen har la- vet, har været det rigtige og til Grøn- lands bedste. Hvilket resultat de kom- mer til, skal det blive yderst inter- essant at høre om. Nu mere end tidli- gere vil dog et udsnit af den jævne og kun grønlandsktalende befolkning bli- ve forespurgt medens det forhen mest var de få dansktalendes syn på sager- ne, der gik igen som Tordenskjolds soldater. På min grønlandsrejse i denne som- mer har jeg både i land og på skibene haft lejlighed til at træffe nogle af dette udvalgs medlemmer og til at ta- le med dem, om hvad der faldt for. Jeg har derigennem fået den opfattel- se, at de virkeligt er kommet her op i den hensigt at lytte ærligt efter, hvad der ligger under overfladen og at se uhildet på, hvad der sker i disse år. Ud fra det har jeg fundet, at tids- punktet måske er inde, hvor nogen bør fremkomme med nogle betragtninger over, hvordan en del af de nye ting tager sig ud set på af en af de gamle, der har måttet arbejde her oppe helt fra Daugaard Jensens nu så forkæt- rede tid, hvor midlerne var små, men hjertelaget større. Før jeg påbegynder dette, må jeg dog vist til oplysning for de nyere i landet — både efterkrigens rigsdanske og den grønlandske ungdom, der er vokset op — forudskikke, at jeg som ganske ung deltog i de midtgrønland- ske rensjægeres månedlange renjagter i Sdr. Strømfjord på lige fod og uden begunstigelser og hvorunder jeg fær- dedes med dem i kajak og konebåd og boede i deres telte i al slags vejr. Si- den levede jeg flere vintre blandt nordgrønlandske fangere boende hos dem i deres jordtørvshytter under min søgen efter nye hellefiskebanker, når jeg havde afsluttet sommerens hajfi- skeri og efterårets hvidhvalfangst. Og ved siden deraf fik jeg i årene, som gik, anledning til at drive hvalros- fangst med både folk fra Egedesminde og Thule og til at deltage i æggetogter til såvel alkefjelde som edderf ugle- øer. Ingen har derfor rimelig grund til at benægte, at jeg har haft rigere anledning til at omgåes og prøve på at forstå jævne grønlændere og deres liv end de fleste andre. Men et sådant liv kan vel ikke undgå at gøre en til noget hen ad en såkaldt grønlandsro- mantiker, selv om slig levevis såvist er så realistisk som noget vel kan være. Jeg vil først og fremmest påstå, at de mennesker, som jeg sådan har levet sammen med, besad en større lykke- følelse og livsfylde, end hvad vi nu kan give deres efterkommere gennem 8 timers kontor- eller værkstedsarbej- de med påfølgende biograf- og gram- mofonunderholdning m. v. og at vi derfor bør være noget varsommere med at omforandre deres liv, end vi i mange tilfælde har været. Det vil jo ganske givet være vanskeligere at gå vejen tilbage igen fra timebetalt ar- bejdsmandsarbejde til det mere kræ- vende virke ved fangst og fiskeri, og det kan formentligt blive nødvendig for en del af den ungdom, som siden krigen er flyttet fra bopladser og ud- steder til byernes byggepladser, vej- anlæg og havneudbygninger at vende tilbage til havet igen. Også i Grønland vil der jo i årene, som kommer, blive mindre brug for manuelt arbejde og da endnu mindre, når maskiner og bi- ler stadig vil blive flere samtidigt med, at den endnu livlige udbygning må tage af. Den krise, som må komme, og som man allerede kan øjne i Nordgrønland, hvor jeg er bedst kendt, vil utvivl- somt slå hårdt og ramme værst, hvor befolkningen er henvist til at leve af sødyrfangst. En dygtig kajakfanger skabes kun ved et intimt sammenspil mellem mod, initiativ og selvoplevel- ser parret med al den viden, der kan uddrages af forfædrenes erfaringer — og så må man endda besidde den sær- lige evne, der er medfødt. At blive en duelig fisker er formentlig noget nem- mere. Derfor er det pinende galt, at bopladsernes og udstedernes ungdom i årene under opbygningen har været for villige til at tage ind til byernes hektiske sommerarbejde og derved svigte den uddannelse på de åbne vandes fangstfelter, der for en mand, som skal kunne klare sig selv, er lige så påkrævet som de fiduser ved vin- terfangsten, der endnu læres, når de danske håndværkere og teknikere er rejst hjem og vejrliget iøvrigt lægger en uovervindelig hindring for byggeri og lignende. Jeg har set med mine egne øjne og har fået det bekræftet i samtaler med ældre endnu aktive fangere, at det endnu ikke er så galt med tilbagegan- gen i sæler som med det hurtigt mind- skende antal af unge fangere — og af folk som overhovedet ejer en brugbar kajak. Dette endnu livsnødvendige fartøj aftager føleligt og henligger i stedse større antal ubetrukne på stil- ladserne, selv om betræk dog fremde- les er tilgængeligt og ikke er dyrere i forhold til prisniveauet end i tiden før krigen. Her vil nogle sige, at folk skal ikke fange, de skal fiske. Men i så fald er det en forudsætning, at de flyttes syd- over ned til de steder, hvor fisk fore- kommer i så rigelig mængde, at man kan ernære sig af dem. Og så må store dele af Grønland affolkes for folk, der endnu besidder evnen til at leve, hvor de er født, men som hurtigt kan miste den og for hvem der så ingen vej er tilbage. Jeg har ingen antipati mod fiskeri og jeg har ingen modvilje mod at folk flytter sydover. Tværtimod har det været min egen opgave at lære folk i det nordligste Vestgrønland at udnytte de fisk, der forefindes, som et bety- dende supplement til livets oprethol- delse. Jeg er sikkert også en af dem, som først har beskæftiget mig med folkeflytninger — og det ikke alene på papiret. Det var allerede mange år før krigen, at jeg fik forflyttet folk, der ikke havde særlige evner for fanger- erhvervet til Kutdligssat kulbrud, Marmorilik marmorbrud og til lignen- de steder, hvor de kunne leve af de- res hænders arbejde. Under krigen gjorde jeg et lignende forsøg på at le- vere unge ikke-fangere til den davæ- rende transithavn ved Egedesminde, hvorfra varerne fra USA fordeltes vi- dere langs kysten. Og jeg har haft un- ge mænd i arbejde både på vejrsta- tioner i Thule og på Østkysten. Tanken om de sydflytninger, som har fundet sted efter krigen, vil jeg da heller ikke benægte, at jeg har til- skyndet så godt som nogen. Men pla- nen, man er gået frem efter, vil jeg meget nødig beskyldes for at have haft med at gøre. Det første jeg foreslog var noget hen ad Norges Lofotfiske, altså at man sommerflyttede et passende antal personer sydover om våren og nordover igen om høsten, når fiske- riet ebbede ud og sælfangsten i hjem- egnen tiltog i tilsvarende grad. Siden gik jeg ind også for helårsforflyttelser af folk, der under herværende forhold ikke kunne ernære sig selv, f. eks. folk, hvis øjne ikke kunne holdes åbne så længe eller være i ro så længe, som det tager at sigte med en bøsse, lige- ledes folk, der var kajaksvimle, eller simpelthen folk, som hverken deres pårørende eller det offentlige havde taget sig af og sørget for rettidigt blev oplært til fangst eller andet erhverv. Ikke mindst af sidste fandtes en del og hvordan skulle deres børn igen kunne lære af fædre, der intet selv havde lært? Hvad man fra Upernavik distrikt forflyttede sydover, var just sådanne folk og som man derfor øn- skede anbragt på steder, hvor de kun- ne forventes at overgå til fiskeri efter eventuelt i nogen tid at have været EN BESØGENDES BETRAGTNINGER af ANDR. LUND-DROSVAD

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.