Atuagagdliutit - 26.09.1958, Side 8

Jeg var en af dem, der under krigen
nu og da skrev i „Grønlandsposten"
og fandt glæde i at fremkomme med
tanker og impulser i de år, vi var af-
skåret fra Danmark og måtte klare os
selv. Det var på sin vis lykkelige år,
fordi man følte, man virkelig var med
til at udbygge Grønland efter dets
eget behov og alligevel på en måde, så
man bevarede grønlændernes hengi-
venhed for Danmark, selv om en
fremmed og rig nation havde baser
her og der og både med og uden vilje
havde betingelser for at indynde sig.
Derfor var jeg også en af dem, der
svarede ja til rundspørget: Om en
kommission var ønskelig. Og måske
den første som sendte min tidligst
ungdoms kampfælle Hans Hedtoft et
lykønskningstelegram, da han blev
grønlandsminister.
Siden har jeg til gengæld været
tavs, væsentligst fordi jeg fandt meget
grebet så forkert an, at jeg ikke øn-
skede at være medansvarlig for det,
men også fordi det var upopulært at
gå mod den lavine af misforståelser,
som en dansk pressedelegation starte-
de og som emsige hjemmedanske em-
bedsmænd og såkaldte sommermænd,
der vidste meget lidt om de faktiske
forhold, lod rulle udslettende hen over
det Grønland, som var. De udtalelser
jeg og ligesindede nu og da fremsatte
over for spørgelystne journalister,
nåede sjældent fra notitsblokkene til
deres blades spalter. Og det danske
folk blev efterhånden lullet ind i den
tro, at alt tidligere havde været såre
skidt, men nu var ved at blive såre
godt — og det var i det mindste hel-
digt ud fra den betragtning, at det var
danske skatteydere, der skulle betale
regningens pålydende og fremdeles må
det.
Nu har man omsider besindet sig så
meget, at man har nedsat et undersø-
gende udvalg, der skal forsøge at få
lidt mere bund under fødderne og
prøve på at få et overblik over, om
det man siden kommissionen har la-
vet, har været det rigtige og til Grøn-
lands bedste. Hvilket resultat de kom-
mer til, skal det blive yderst inter-
essant at høre om. Nu mere end tidli-
gere vil dog et udsnit af den jævne og
kun grønlandsktalende befolkning bli-
ve forespurgt medens det forhen mest
var de få dansktalendes syn på sager-
ne, der gik igen som Tordenskjolds
soldater.
På min grønlandsrejse i denne som-
mer har jeg både i land og på skibene
haft lejlighed til at træffe nogle af
dette udvalgs medlemmer og til at ta-
le med dem, om hvad der faldt for.
Jeg har derigennem fået den opfattel-
se, at de virkeligt er kommet her op i
den hensigt at lytte ærligt efter, hvad
der ligger under overfladen og at se
uhildet på, hvad der sker i disse år.
Ud fra det har jeg fundet, at tids-
punktet måske er inde, hvor nogen bør
fremkomme med nogle betragtninger
over, hvordan en del af de nye ting
tager sig ud set på af en af de gamle,
der har måttet arbejde her oppe helt
fra Daugaard Jensens nu så forkæt-
rede tid, hvor midlerne var små, men
hjertelaget større.
Før jeg påbegynder dette, må jeg
dog vist til oplysning for de nyere i
landet — både efterkrigens rigsdanske
og den grønlandske ungdom, der er
vokset op — forudskikke, at jeg som
ganske ung deltog i de midtgrønland-
ske rensjægeres månedlange renjagter
i Sdr. Strømfjord på lige fod og uden
begunstigelser og hvorunder jeg fær-
dedes med dem i kajak og konebåd og
boede i deres telte i al slags vejr. Si-
den levede jeg flere vintre blandt
nordgrønlandske fangere boende hos
dem i deres jordtørvshytter under min
søgen efter nye hellefiskebanker, når
jeg havde afsluttet sommerens hajfi-
skeri og efterårets hvidhvalfangst. Og
ved siden deraf fik jeg i årene, som
gik, anledning til at drive hvalros-
fangst med både folk fra Egedesminde
og Thule og til at deltage i æggetogter
til såvel alkefjelde som edderf ugle-
øer. Ingen har derfor rimelig grund
til at benægte, at jeg har haft rigere
anledning til at omgåes og prøve på
at forstå jævne grønlændere og deres
liv end de fleste andre. Men et sådant
liv kan vel ikke undgå at gøre en til
noget hen ad en såkaldt grønlandsro-
mantiker, selv om slig levevis såvist er
så realistisk som noget vel kan være.
Jeg vil først og fremmest påstå, at
de mennesker, som jeg sådan har levet
sammen med, besad en større lykke-
følelse og livsfylde, end hvad vi nu
kan give deres efterkommere gennem
8 timers kontor- eller værkstedsarbej-
de med påfølgende biograf- og gram-
mofonunderholdning m. v. og at vi
derfor bør være noget varsommere
med at omforandre deres liv, end vi i
mange tilfælde har været. Det vil jo
ganske givet være vanskeligere at gå
vejen tilbage igen fra timebetalt ar-
bejdsmandsarbejde til det mere kræ-
vende virke ved fangst og fiskeri, og
det kan formentligt blive nødvendig
for en del af den ungdom, som siden
krigen er flyttet fra bopladser og ud-
steder til byernes byggepladser, vej-
anlæg og havneudbygninger at vende
tilbage til havet igen. Også i Grønland
vil der jo i årene, som kommer, blive
mindre brug for manuelt arbejde og
da endnu mindre, når maskiner og bi-
ler stadig vil blive flere samtidigt
med, at den endnu livlige udbygning
må tage af.
Den krise, som må komme, og som
man allerede kan øjne i Nordgrønland,
hvor jeg er bedst kendt, vil utvivl-
somt slå hårdt og ramme værst, hvor
befolkningen er henvist til at leve af
sødyrfangst. En dygtig kajakfanger
skabes kun ved et intimt sammenspil
mellem mod, initiativ og selvoplevel-
ser parret med al den viden, der kan
uddrages af forfædrenes erfaringer —
og så må man endda besidde den sær-
lige evne, der er medfødt. At blive en
duelig fisker er formentlig noget nem-
mere. Derfor er det pinende galt, at
bopladsernes og udstedernes ungdom i
årene under opbygningen har været
for villige til at tage ind til byernes
hektiske sommerarbejde og derved
svigte den uddannelse på de åbne
vandes fangstfelter, der for en mand,
som skal kunne klare sig selv, er lige
så påkrævet som de fiduser ved vin-
terfangsten, der endnu læres, når de
danske håndværkere og teknikere er
rejst hjem og vejrliget iøvrigt lægger
en uovervindelig hindring for byggeri
og lignende.
Jeg har set med mine egne øjne og
har fået det bekræftet i samtaler med
ældre endnu aktive fangere, at det
endnu ikke er så galt med tilbagegan-
gen i sæler som med det hurtigt mind-
skende antal af unge fangere — og af
folk som overhovedet ejer en brugbar
kajak. Dette endnu livsnødvendige
fartøj aftager føleligt og henligger i
stedse større antal ubetrukne på stil-
ladserne, selv om betræk dog fremde-
les er tilgængeligt og ikke er dyrere i
forhold til prisniveauet end i tiden
før krigen.
Her vil nogle sige, at folk skal ikke
fange, de skal fiske. Men i så fald er
det en forudsætning, at de flyttes syd-
over ned til de steder, hvor fisk fore-
kommer i så rigelig mængde, at man
kan ernære sig af dem. Og så må store
dele af Grønland affolkes for folk, der
endnu besidder evnen til at leve, hvor
de er født, men som hurtigt kan miste
den og for hvem der så ingen vej er
tilbage.
Jeg har ingen antipati mod fiskeri
og jeg har ingen modvilje mod at folk
flytter sydover. Tværtimod har det
været min egen opgave at lære folk i
det nordligste Vestgrønland at udnytte
de fisk, der forefindes, som et bety-
dende supplement til livets oprethol-
delse. Jeg er sikkert også en af dem,
som først har beskæftiget mig med
folkeflytninger — og det ikke alene på
papiret. Det var allerede mange år før
krigen, at jeg fik forflyttet folk, der
ikke havde særlige evner for fanger-
erhvervet til Kutdligssat kulbrud,
Marmorilik marmorbrud og til lignen-
de steder, hvor de kunne leve af de-
res hænders arbejde. Under krigen
gjorde jeg et lignende forsøg på at le-
vere unge ikke-fangere til den davæ-
rende transithavn ved Egedesminde,
hvorfra varerne fra USA fordeltes vi-
dere langs kysten. Og jeg har haft un-
ge mænd i arbejde både på vejrsta-
tioner i Thule og på Østkysten.
Tanken om de sydflytninger, som
har fundet sted efter krigen, vil jeg
da heller ikke benægte, at jeg har til-
skyndet så godt som nogen. Men pla-
nen, man er gået frem efter, vil jeg
meget nødig beskyldes for at have haft
med at gøre. Det første jeg foreslog var
noget hen ad Norges Lofotfiske, altså
at man sommerflyttede et passende
antal personer sydover om våren og
nordover igen om høsten, når fiske-
riet ebbede ud og sælfangsten i hjem-
egnen tiltog i tilsvarende grad. Siden
gik jeg ind også for helårsforflyttelser
af folk, der under herværende forhold
ikke kunne ernære sig selv, f. eks.
folk, hvis øjne ikke kunne holdes åbne
så længe eller være i ro så længe, som
det tager at sigte med en bøsse, lige-
ledes folk, der var kajaksvimle, eller
simpelthen folk, som hverken deres
pårørende eller det offentlige havde
taget sig af og sørget for rettidigt blev
oplært til fangst eller andet erhverv.
Ikke mindst af sidste fandtes en del
og hvordan skulle deres børn igen
kunne lære af fædre, der intet selv
havde lært? Hvad man fra Upernavik
distrikt forflyttede sydover, var just
sådanne folk og som man derfor øn-
skede anbragt på steder, hvor de kun-
ne forventes at overgå til fiskeri efter
eventuelt i nogen tid at have været
EN BESØGENDES
BETRAGTNINGER
af ANDR. LUND-DROSVAD