Atuagagdliutit - 24.12.1958, Blaðsíða 2

HVIS man skal tale om, hvad
julen og dens budskab
egentlig betyder, må man
jo tale om betydningen af
hele kristendommen, for i
kristelig belysning er julen simpelt-
hen ensbetydende med kristendom-
mens opståen.
Ganske vist ligger der meget andet
i selve julefesten, dens skikke og tan-
ker — meget som går tilbage til sort
hedenskab bagom den første julenat.
Og skal vi helt forstå, hvorfor julen
har så stærk en magt over menneske-
sind, kommer vi sikkert ikke udenom
også den side af sagen. Det var ved
midvintertide, de gamle besvor sol og
ild, lys og liv at vende tilbage til den
vinterdøde natur. Og de gjorde det i
en aktiv magisk kult, hvor hver eneste
handling efter deres forestillinger var
af skabende art: De åd og drak — og
sikrede derved masser af mad. — De
dyrkede det grønne midt i alt det vis-
ne — det skabte liv. De tændte ild og
lys — og tvang derved lys og varme
tilbage.
Vores jul er lagt oven i den gamle
— på den selvsamme årstid. Og på een
måde passer den godt sammen med
den gamle, for det vi synger om ved
juletid er jo netop de samme ting,
som var i centrum i de gamles jule-
fest: Lys, liv, fred og glæde. Men
selvfølgelig lægger vi nok noget andet
i ordene, og det er nærmest denne dy-
bere tydning af julens ord, vi skal nå
frem til, hvis vi skal nå frem til det
væsentligste i julens budskab.
Hvad er det for en fred og glæde,
julen bringer mennesker? Hvad er det
for et lys, der skinner i mørket?
Vi må da simpelthen se på de vil-
kår, der var gældende for menneskers
liv indtil den første julenat. Og vi vil
da finde en slægt, som levede et liv
i kamp — i kamp mod de onde og
fjendtlige magter, som hvert øjeblik
truede med at tilintetgøre det: Mørket
ikke blot som manglende solskin, men
som et tæppe, der skjuler sandheden
for os, livets egentlige hensigt og me-
ning, skjuler det onde og det gode. —
Ondskaben, usikkerheden, krig og
vold, had og misundelse. Og krydsende
mellem disse uhyggelige skær fægtede
mennesket sig frem imod døden, det
sidste skær, hvor forliset var totalt,
men bombesikkert.
Disse livets onde magter, menne-
skets gamle arvefjender, hvilede over
de gamles liv som en usigelig byrde,
der knugede og tyngede hvert skridt,
de vandrede. Ensom og forknyt var
deres kamp — og deres liv en eneste
lang anstrengelse for dog i det mind-
(Fortscettes side 34).
Ltik. 2, 1-14.
„tusardlisavavse tipaitsungårutig-
ssavsinik inuit tamarmik pigssånik, i-
livsinume uvdlume emiuvoK ånåussi-
SSOK.
atåtap tunissutaisa
tamarmik angnerssåt
nuånårutaussoK tåssa
tarnit ånåussissåt.
tunissutingoK ajungitsut tamarmik
pavånga pissarput, taima Jåko agdlag-
kamine testamentitåme OKarpoK (jåk.
1,17). Gutip uvdlut tamaisa tunissu-
terpagssuisa pissagkavta saniatigut
sule avdlamik angnerungårtumik Gu-
tip inuit tunissuteKarfigisimavai, tåssa
åndussissumik. tamånalo jutdlip ivan-
giliuata nalnaerutigå OKardlune: „tu-
sardlisavavse tipaitsungårutigssavsi-
nik inuit tamarmik pigssånik ilivsi-
nut uvdlume erniungmat ånåussissoK"
... tunissut tåuna Gutip tunissuterpag-
ssuisa angnerssaralugulo Kujanarner-
ssaråt tåssaungmat „ånåussissoK" Gu-
tip tungånut sapigkavtine ikiortau-
ssugssaK. inuk Gutimut inoKatigsså-
ngortitdlugo pingortitaK ajortilingor-
nikutdle pissaunernit Gutip akerdle-
rissainit tiguagaussutut ilissaK ånåu-
ssissup sulinermigut toKumigutdlo
Gutimut utertisangmago. ajortiliu-
ssutsip Gutivdlo ivdlemåssusiata å-
ssigingissusiat taima agtigaoK Gutip
tamåna iluarsiumavdlugo „ernitue tu-
niungmago kinalunit tåussumunga ug-
pertoK tåmarKunago någssåungitsu-
migdle inussuteKarKuvdlugo". Guti-
mit avigsårsimaneic ima angnikitsigi-
simagaluarpat — sordlo sektit ilait a-
joKersuissut — inuk ajorteKarane er-
niussardlune, tauva ånåussissoK inu-
ngortariaKarsimåsangikaluarpoK, a-
jorte tåssausimåsagaluarmat inup si-
latusåginarune ajugauvfigissagsså. tai-
måingilardle. bibilip oKautigå inuk
ajortiliussutsimit sujuaissame piånit
kimingneKarérdlune erniussartoK.
nangminigmardlunilo iluarsisinaunig-
sså tåssaningmat Gutip asangningner-
mit sujugdliuvdlune iluarsissutigssaK
tuniupå ånåussissoK inungortitdlugo,
„tipaitsungårutigssaK inuit tamarmik
pigssåt“ tuniutdlugo. ilingnutaoK tu-
nissut tåuna „ånåussissoK" tuniussau-
vok Gutimut avKutigssarencuvdlugo
ånagfigssarerKuvdlugulo. angisumik
atorfigssaKartitdluagkavtinigdlo tuni-
neKarångavta KujassaKaugut nuånå-
rutigissardlugulo. jåtdlip ivangkiliua-
ta nalunaerfigåtit „inuit tamarmik
pigssånik" ivdlitaoK tunineKartutit.
tunissut tåuna ilagsigugko atorfigssa-
Kartitutut Kujåssutigigugko „tipaitsu-
ngårutigsséussusia" misigiumårpat,
sugssaringikugkule atorfigssaKartina-
go uvgutigssariumårpat.
jutdlit tamaisa tunissumik tåussu-
minga nalunaerfigineKarpugut ilagsi-
simångikuvtigo ilagserKuvdlugo, ilag-
sisimaguvtigo tipaitsutigalugo erdling-
naralugo pigerKuvdlutigo. Gutip iki-
ordlisigut tunissutaisa angnerssånik
„tipaitsungårutigssamik" tarnivta jut-
dlerput tunineKarfigigå misigissusili-
gaorKuvdluta. amen.
Bendt Lynge.
Juleevangeliet
Lukas evangeliet 2. kap., 1. til 14. v.
MeN del skefe i de dage, at der udgik en befaling fra
kejser Augusfus, at al verden skulle skrives i mandtal. —
(Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius
var landshøvding i Syrien). Og alle gik hen for at lade sig
indskrive, hver til sin by. Og fordi Josef var af Davids hus
og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaref,
fil Judæa, fil Davids by, som hedder Betlehem, for at lade
sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var
frugtsommelig. Og det skete, medens de var der, kom
tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den første-
fødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der
var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var
der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over
deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens
herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor
frygt. Men englen sagde til dem: „Frygt ikke; thi se, jeg
forkynder Eder en sfor glæde, som skal være for hele fol-
ket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er
Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal
finde et barn svøbt og liggende i en krybbe". Og i det
samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hær-
skare, som lovpriste Gud og sagde: „Ære være Gud i det
højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans vel-
behag"!
Jutdlip ivangkiliuane
Lukarsip agdl. kap. 2, 1—14.
Pivordle taimåineragut kaisare Augustuse inatsivoK inuit
najugane tamarssuarme nunagdlit nautsorssorneicarKuvdlugit.
nautsorssorneKarnerat tamåna sujugdleK pivoK Koriniuse Sé-
riame nunamut nålagaufitdlugo. tamarmigdlo nautsorssortf-
kiartorput, nungutdlutik nunavingmingnut. tauva JuserfisaoK
majuarpoK Galiltamit igdlorpalingmit Nåsaråmif Jutiamut
Dåvip igdloKarfianuf Bifdlimimik atilingmut, Dåvip inoKufai
erKardlertgsortailo nagguvigigamigit, naufsorssorssortfsav-
dlune Maria nuliagsse angersitane aiparalugo, tåuna nårtu-
ssok. pivordle tåssanltitdlutik tauva ernivigsså nagdliupoK.
pernåuminigdlo ernertårpoK fmutdlugulo, nerssutautitdlo
nerriviånut ilivå, akunftarfingme inigssaKångfnamik. tama-
tumalo erKånlput savanik pårssissut narssamTtdlutik unuame
pigårtut nerssutautitik påralugit, atalo, Nålagkap fngiliata ti-
kikai Nålagkavdlo nålangnåssusiata Kåumarfigigai; ersingå-
lerput tauva. fngilivdlo OKarfigai: erseKinase; ata, tipaitsung-
nartumik tusardlisavavse tipaifsungårufigssavsfnik inuit ta-
marmik pigssånik; ilivsfnume uvdlume emiuvoK ånåussissoK,
tåssa Kristuse NålagaK, Dåvip igdloKarfiane. månalo nalu-
naeKutigisavarse: nålungiaK naniumårparse fmusimassoK
nerssutautitdlo nerriviåne fnangassoK. fauvåinardlo Kilang-
miorpagssuif fngilimilersuf, tåukua Gute unersiutigåf OKar-
dlutik; nålangnarsile Gufe Kutsingnerme; nunamilo emgsilit;
inungnilo nuånarissaKardle.
----------------------------------- . ____—J