Atuagagdliutit - 24.12.1958, Blaðsíða 10

være vidt forskellige, alt efter om de stammer fra
øst eller vest. Gennem tiderne er der stadigt føjet
nyt til, og langsomt er det meste blevet samarbejdet
til en strålende, farverig skildring, værdig de tre
mænd, som var de første efter hyrderne, der tilbad
den nyfødte konge.
I Matthæus evangeliet står der intet om, at mæn-
dene var hellige. Der står, at de var vise, men gen-
nem århundreder er de blevet helliggjorte af folk
— ikke af kirken. Troskyldige mennesker gjorde
dem desuden til konger — mindre kunne de da ikke
være.
Den mand, der har indskrevet sig størst hæder
ved at optegne legenden, er Johannes af Hildes-
heim. Udover at han var en lærd mand, ved man
ikke meget om ham. Han var prior i et karmelitter-
kloster i Kassel og foretog en rejse til Rom for at
gøre studier til legenden. Denne udkom i 1389 og
blev modtaget med voldsom begejstring. En del af
kilderne til dette skrift kender man, men mange
af hans oplysninger må han have fået ved overleve-
ringer.
Legenden, som den er fortalt af Johannes af Hil-
desheim, fylder en hel bog, og mere spændende, rø-
rende og fantastisk læsning skal man lede længe
efter. Da Goethe en gang fik en gammel latinsk ud-
gave i hånden, blev han så begejstret for den, at
han sørgede for, at den atter blev oversat og udgi-
vet.
Man kan ikke sige, at legenden går udenom evan-
geliet. Beretningen heraf følges absolut i grund-
trækkene, men de tolv vers er svulmet betydeligt
op.
Bogen handler om de tre konger, Caspar, Melchior
og Baltasar, der regerede over lande i hver sin del
af Indien. Foruden at være konger, må de også have
været stjernetydere, en videnskab, der stod højt i
kurs dengang. En dag bemærkedes på himlen en ny
stjerne, og de vidste alle tre fra åbenbaringer eller
gennem jødiske skriftkloge, at det betød, at en stor
konge var født. Uafhængig af hinanden brød de op
fra deres lande med pomp og pragt, stort følge og
medførende kostbare gaver. Som det var alminde-
ligt dengang, rejste de om natten, så de slap for
dagens hede og de støvede veje. Dagen var heller
ikke egnet til at finde frem i, for de kendetegn, som
kunne vise vejen, var kun dårlige og blev hurtigt
udslettet af vejr og vind. Nej, natten var bedre, der
kunne man følge stjernerne og være sikker på at
komme i den rigtige retning. For kongerne var dette
en nem opgave, for de havde deres ledestjerne, som
de ufortrødent fulgte. Først lige udenfor Jerusalem
mødtes de, og da de forstod, at de alle tre rejste i
samme ærinde, omfavnede de begejstret hinanden
og fortalte om deres syn. Da det var ret tåget den
aften, slog de lejr og ventede på, at tågen skulle
forsvinde, så de atter kunne følge deres stjerne. De
regnede det for givet, at de skulle til Jerusalem,
og da det klarede op, drog de ind med alle deres
mænd. Da kong Herodes så de mange mennesker,
blev han forskrækket, men kongerne beroligede
ham og fortalte, at de kun var kommet, fordi de
havde hørt om den ny konge, der var født.
Som man kan se, følger legenden her og fremefter
evangeliet. Vismændene lover Herodes, at de vil
meddele ham, hvor de finder den ny konge, så også
han kan komme til at tilbede ham. Og så drager
de videre, stadig følger stjernen deres færd, og da
de når Bethlehem, standser den op, og dens stråler
falder på den fattige stald. Iført pragtfulde skrud
skrider de tre konger ind. Melchior, kongen af Nu-
bien og Arabien, den mindste af de tre, var klædt
i gul tunika og rød kappe, han ofrede guldet til vor
Herre. Derefter kom Baltasar, kongen af Godolien
og Saba, en mand af middelhøjde, han ofrede rø-
gelsen. Til sidst trådte Caspar frem, kongen af Tar-
sis og øen Egrygskulla, han var den højeste af de
tre, og hans hud var sort, skøn så han ud i sin røde
tunika. Han ofrede myrra.
De blev i to år i Bethlehem, hvorefter de rejste
hjem igen, dog ikke ad den samme vej de var kom-
met, for en engel havde sagt dem, at de ikke skulle
opsøge kong Herodes. Man følger deres videre liv
lige indtil de dør i en høj alder,
Måske vil nogen forundres over, at de tre kon-
ger, der havde medbragt så rige gaver, kun skæn-
kede barnet guld, røgelse og myrra. Grunden er den,
at de blev ganske overvældede af den stråleglans,
der udgik fra det lille barn, så de i forvirringen
greb ned i deres sække og tog det første, de fandt
frem, d. v. s. efter en opgivelse fra andet sted, 70
stænger guld, tolv pund røgelse og tre pund myrra.
Dette er legenden i meget grove træk, men der
er andre forunderlige ting at fortælle om i forbin-
delse med vismændene.
Stjernen, der ledte dem
Da Kristus blev født i Bethlehem, lod Gud en
stjerne stige på himlen, ganske langsomt steg den
op. Den lignede slet ikke andre stjerner, der lyste
på himlen, der udgik meget lange stråler fra den,
den glødede stærkere end en fakkel, og disse strå-
ler bølgede.
Himmelfænomener har altid haft en stærk ind-
flydelse på sindene, og intet har gennem alle tider
opfyldt lærd og ulærd så stærkt, som Bethlehems-
stjernen.
Var det en stjerne? Eller var det måske en komet?
Der er gisnet om denne sag lige siden. Hundreder
af bøger er skrevet om denne stjerne, der julenat
stod klar på himlens bue og ledte de vise mænd
frem, men ingen har endnu kunnet opklare proble-
met.
I en af legenderne fortælles, at stjernen forsvandt
i tågen for de vise mænd, da de stod udenfor Jeru-
salems mure, men da de atter rejste bort, kom
stjernen frem, og de så den spejle sig i brøndens
vand. Da stjernen havde opfyldt sin mission, at vise
vejen frem til Bethlehem, faldt den i en brønd i
nærheden af denne by, en brønd, hvor det fortæl-
les, at Maria ofte hentede vand. Den dag i dag kan
stjernen ses i brønden, men kun jomfruøjne kan få
den at se.
Dette er fra legenden, men også videnskaben har
prøvet at forklare fænomenet. Den store astronom,
Tycho Brahes arvtager, Johannes Kepler ( død 1630),
har prøvet at løse opgaven, uden held, og sådan
er det gået frem til vore dage. Man har spurgt sig
selv, om det var en komet, en meteor, eller en helt
ny stjerne. Ingen betvivler, at de vise mænd har
set noget usædvanligt, for man må formode, at de
har været virkeligt fremragende videnskabmænd,
og tiden vidste forbløffende meget om astronomi og
troede stærkt på at kunne løse alle gåder udfra
stjernerne. De har ikke ladet sig narre af hvad som
helst. Tegnet de har set på himlen, må de have op-
fattet som et mirakuløst fænomen, de har hørt om
den jødernes messias, som ventedes, og ved synet
af stjernen har de forstået, at tiden var inde, og
intet har kunnet afholde dem fra at følge det tegn,
der blev givet.
Alle hidtidige forsøg på at løse Bethlehemsstjer-
nens gåde ad naturlig vej har været forgæves, men
tilbage står troen på det mirakel, der skete, og
Grundtvigs ord i julesalmen udtrykker på en smuk
måde, hvad der var den egentlige mening med
stjerneunderet:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Hvad der blev af vismændene
Som tidligere fortalt blev vismændene meget
gamle, og de holdt sammen til deres dages ende
og blev heller ikke skilt i døden. Den selvsamme
stjerne, der havde vist sig før deres udrejse, stod
over byen Skulda ved deres død og blev stående
der, fortæller Johannes af Hildesheim i sin legende,
indtil deres jordiske støv blev bisat i Køln.
Det lyder noget mystisk, at de tre hellige mænds
bene skulle havne ved Rhinen, men legenden for-
tæller det, og så må man jo selv om, hvad man vil
tro. Men vejen fra Indien til Køln er lang og be-
sværlig. Især i middelalderen var det en utrolig
rejse, og mangt og meget skete der da også, før
de vise mænd endelig kunne stedes til hvile i
Køln. Her er det nok at fortælle, at de en tid lå
begravet i Konstantinopel, men at man efterhån-
den helt glemte dem, pilgrimme opsøgte ikke mere
deres grave,og ingen ærede dem. Sådan kunne det
selvfølgelig ikke blive ved med at gå, og den første
kejser i Konstatinopel, Mauritius, sørgede for, at
de herlige og hellige mænds ben sammen men an-
dre ting blev overført til Milano, på indbyggernes
fromme bønner. På et senere tidspunkt erobrede
kejser Frederik Barbarossa Milano, og det gik
hårdt ud over byen, for nogen blid mand var han
ikke. For at belønne en af sine tro mænd, kansle-
ren Rainald af Dassel, gav han dem de tre kongers
relikvier. Og i 1164 førte Rainald dem til sin by
Køln, hvor han var biskop.
Og Kølner Domen, Tysklands største gotiske kir-
ke, blev bygget til ære og som hvilested for de hel-
lige tre mænd. Kirken blev påbegyndt i 1248 og
først bygget færdig 1880. Det varede altså 632 år
fra grundstenen blev nedlagt, til kirken stod færdig.
I kirken er der meget, der minder os om de hellige
tre konger, skønne glasmalerier forestillende de tre
kongers tilbedelse. Her er freskomalerier, der i syv
billeder fortæller Johannes af Hildesheims legende.
Og så er der trekongerkapellet med trekongeralte-
ret, og bagved dette ligger skatkammeret, hvor tre-
kongerskrinet er anbragt. Kirken er smykket med
pragtfulde billeder af Stephan Lochner, en af de
største seværdigheder i Domen. Kølns domkirke er
en trekongerkirke, byen er en trekongerby, der fak-
tisk har de tre vise mænd at takke for sin betyd-
ning gennem tiderne. Den dag i dag fører byen de
hellige tre kongers kroner i sit stadsvåben, og i
denne by er navnene St. Carpar, St. Melchior og St.
Baltasar ikke ukendte.
Men lad os gå tilbage til skatkammeret og se på
skrinet, hvori relikvierne opbevares. Det måler 1,86
i længden og er 1,09 bredt og har form af en ro-
mansk kirke med tre skibe. Skrinet er af egetræ,
men belagt over det hele med plader af sølv og
guld og desuden smykket med kostbare ædelstene
og emaille. Ialt er det besat med 1540 ædelstene, så
det store skrin må have været meget kostbart. Det
er tildels betalt af gaver, fromme pilgrimme har
lagt i kirkens bøsser. Det tog tid at få skrinet byg-
get færdigt, men man regner med, at dette skønne
eksempel på middelalderlig guldsmedekunst stod
færdigt omkring 1209. Fra den tid til vore dage har
det ofte været ude for en slem medfart under de
forskellige krige, bl. a. har man en gang måttet
skille det helt ad, for i en fart at kunne få det af
vejen, så ikke franskmændene skulle stikke af med
det. Denne behandling har det ikke haft godt af,
så det er ikke helt så fuldendt, som det engang har
været.
I skrinet ligger altså de tre hellige konger efter
overleveringer. I dag er der vel ikke marige, der
tror på dette, og da man engang undersøgte skri-
nets indhold (det var i 1864,i overværelse af højt-
stående prælater og tre læger), fandt man godt nok
skeletdele fra tre mænd. Det ene stammede fra en
ung mand, det andet fra en midaldrende og det tre-
die fra en gammel. Men som tidligere nævnt, var de
vise mænd ved deres død højt oppe i alderen.
I skrinet fandt man også nogle ben, der hidrørte
fra et toårs barn, man har udlagt dem som et minde
om de små børn, kong Herodes lod dræbe, i håb
om på den måde også at ramme den nyfødte jøde-
konge.
I vor tid er de fleste traditioner i forbindelse med
de hellige konger glemt. Enkelte steder tænder man
endnu på Helligtrekongeraften en trearmet lyse-
stage. Men endnu langt ind i det forrige århundrede
fejredes denne aften som en stor højtid, der, hvad
angår festlighed, ikke stod tilbage for julen og nyt-
året.
11