Atuagagdliutit - 16.09.1959, Blaðsíða 3

Ȯndringer i prissystemet vil
grønlandske erhvervsliv«
»Prisdifferentierings-udspillet må komme fra Grønland«
I den seneste tid er problemet „prisdifferentiering“ dukket op. Som alt nyt.
og ukendt foretrækker de fleste at afvise tanken uden i og for sig at gå ret
langt ind på de faktorer, som bevirker, at man rejser spørgsmålet.
For mange mennesker står prisdifferentiering som noget, der vil ødelægge de
små pladser, for at de store kan blive større. At man i de sidste dage har kædet
visse problemer ved Færø-forhandlingerne direkte sammen med prisdifferenti-
eringen, gør det i alle tilfælde ikke mere tillokkende for mange folk at accep-
tere tanken. I det følgende forsøges opridset hele spørgsmålet, dets baggrund
og dets virkninger.
Underskud eet sted betales af
overskudet fra et andet —
I grove træk betales der i dag sam-
me priser for samme indhandlings-
vare overalt i Grønland, uanset pro-
duktionssted, årstid o.s.v. Der er en-
kelte undtagelser, men de er af uvæ-
sentlig betydning for den samlede
økonomi.
Der er to ting, man skal erindre,
når prisdifferentieringen drøftes:
1. Al grønlandsk produktion sker til
en fælles pulje. Fiskeri, fåreavl og
fangst sker for produktionsregnska-
bets regning. Fiskeriets regnskab om-
fatter endvidere samtlige produktions-
steder og torsk, havkat, rejer og alle
de andre fisk. Tilsvarende gælder for
fangst og fåreavl. Endvidere skal pro-
duktionen i det lange løb hvile i sig
selv økonomisk. Det vil heraf ses, at
hvis et produktionssted eller en pro-
duktionsgren giver et driftsunderskud,
så skal det dækkes af de andre ste-
ders erhververe og de andre produk-
tionsgrene, eller eventuelt af k-fon-
den, der er en prisstabiliserende fond,
hvori tidligere års overskud og visse
eksportafgifter er opsparede.
Vor første grundlov er: Underskud
eet sted i produktionen skal betales
med penge fra et andet sted.
Masseproduktion giver højere
indhandlingspriser
2. Det er endvidere nødvendigt at
huske på, at masseproduktion giver
billigere omkostninger pr. produceret
enhed. Og billigere omkostninger gi-
ver mulighed for højere råvarepriser,
d.v.s. indhandlingspriser til erhver-
verne.
For eksempel på denne måde:
Et enkelt eksempel skal illustrere
denne påstand:
Ved et lille fiskehus indhandles
50.000 kg flækket torsk til saltning.
Manden, som vejer fisken, får 5.000 kr
i årsløn for dette arbejde. Ved en nem
division ser vi, at af hvert kilo torsk
går der 10 øre til ham, der indvejer
fisken. Denne udgift skal fiskeren —
eller med andre ord det grønlandske
produktionsregnskab — betale.
Et større fiskehus indhandler 500.000
hg torsk. Her får vejeren måske højere
løn, mere overtid etc. så han hæver
10.000 kr. pr. år. Selv om den sidste
mand hæver dobbelt så meget i løn
som den første, så ser vi, at hvert kilo
fisk ved det store fiskehus kun koster
10.000 X 100: 500.00 = 2 øre i udgift
til vejemand.
Dette konstruerede eksempel viser,
at ved stor produktion kan vi betale
højere lønninger og alligevel sætte
omkostningerne ned pr. enhed. Og
mindre omkostninger giver højere
fiskepriser.
FREMTIDENS MULIGHEDER
Med de nugældende fiskepriser og
Jønninger er der groft regnet balance
i produktionsregnskabet. Da tiderne
ikke umiddelbart synes egnede til at
tage af k-fonden, så betyder det, at vi
kun kan få højere priser på 2 måder:
a) Ved at tage fra én produktions-
gren og give det til en anden, eller
b) ved at tage fra ét produktions-
sted og give til et andet.
Hvis man ser på gennemsnittet af
alle fiskerne, så synes det ikke at være
rimeligt at tage noget herfra. Ganske
tilsvarende tyder både fåreholdernes
og fangernes fortjenester på, at her
kan vi heller ikke hente noget.
Man kunne måske sige, at der findes
to andre muligheder for at hæve fiske-
priserne: Ved at rationalisere driften
og ved at fiske mere.
Det første forslag dur ikke. Så længe
vi har over GO fiskehuse, og ikke må
lukke dem, som giver underskud, kan
vi ikke gennemføre en effektiv ratio-
nalisering, for det kræver stor og kon-
stant produktion, hvis man skal gen-
nemføre rationaliseringsforanstaltnin-
ger med held.
En større produktion, siger man så.
Ja, men mulighederne for en større
produktion begrænses desværre af, at
antallet af erhververe og erhvervsred-
skaber stiger så relativt langsomt.
Groft taget kan man vel sige, at det,
som den trods alt stigende produktion
giver i besparelser, det går til udgifts-
stigninger (lønninger, afskrivninger
o. s. v.), der holder trit med produk-
tionsstigningen.
Et spørgsmål om tal
Alle disse betragtninger og alt det
følgende er i virkeligheden nemt. Det
er et regnestykke, som kan løses af
de fleste, og det er ikke noget, som
er specielt for Grønland. Det kræver
ingen speciel indleven i de særlige
grønlandske forhold at finde ud af,
hvordan indhandlingens økonomi kan
deles op. Det er et spørgsmål om tal.
Men tilbage til sagen. Vi har fået
at vide, at man i visse kredse ønsker
samme priser overalt i Grønland.
Men hvad er samme priser? En stor,
flækket torsk, prima kvalitet og klar
til saltning, koster 35 øre pr. kg. Hvis
den er fisket om sommeren med en
pilk, så er fiskerens udgifter små. Hvis
den er fisket om vinteren med lang-
line, så er fiskerens udgifter større,
for liner og agn er dyrt. Større ud-
gifter betyder mindre indtægter, når
torsken koster det samme.
Grønlands kyst er lang, og fiske-,
pladserne og fiskerimetoderne er man-
ge, årstiderne skifter. Ens kilopris for
torsk hele året rundt og langs hele
kysten betyder i virkeligheden højst
forskellig indtægt til de forskellige
pladsers fiskere.
Dette gælder ikke alene for torsk,
det gælder for samtlige de produkter,
som sælges til KGH Enhedsprisen gi-
ver langtfra samme virkelige fortjene-
ste til erhververne.
Samme priser to steder —
men større fortjeneste det ene
Et tilsvarende eksempel for rejerne
synes nærliggende at anføre: Både,
som fisker til fabrikkerne i NarssaK og
Christianshåb får begge steder 1 kr.
pr. kg for de rejer, som skal puttes i
dåse. Men fiskeriet i Christianshåb
sker om sommeren i nærheden af fa-
brikken. Trawlbunden er fin, og rejer-
ne står tæt. Resultat: Mange rejer på
kort tid.
Modsat i NarssaK: Det er helårs-
fiskeri med højsæson om vinteren. Dér
er rejerne færre, felterne ligger ofte
meget langt fra fabrikken, bunden er
mange steder ujævn, så trawlene ri-
ves.
Det turde være klart, at det for
fiskeren er meget dyrere at hjembrin-
ge 1 tons rejer i NarssaK, end det er
i Christianshåb. Men betalingen er den
samme. Fortjenesten er altså større
i Diskobugten.
kun gavne det
Kaj Narup.
Når rejefiskeriet til fabrikken i Nar-
ssaK ikke er økonomisk tillokkende,
er kun få fiskere interesserede i at til-
føre fabrikken de nødvendige råvarer.
Resultat: Lille produktion og stort un-
derskud, som betales af alle grønland-
ske erhververe.
Enhedsprissystemet sikrer ikke
retfærdig behandling
Med disse eksempler er det påvist,
at enhedsprissystemet ikke sikrer alle
erhververe en ensartet behandling.
Det sikrer dem heller ikke en retfær-
dig behandling.
I virkeligheden giver enhedspriserne
højst uens resultater for de enkelte
erhververe. Klimatiske, geografiske og
andre forskelligheder bevirker, at
samme indhandlingspriser giver for-
skelligt udbytte.
Prøv noget andet —
Når hertil kommer, at enhedspris-
systemet er højst usmidigt i et produk-
tionssystem som vort, så melder der
sig ganske automatisk den tanke, at
man må prøve noget andet. Dette an-
det hedder prisdifferentieringen, altså
forskellige priser på indhandlings-
varerne, således at priserne kan skifte
efter årstid, indhandlingssted o. s. v.
Prisdifferentieringen kan gennem-
føres efter rene økonomiske retnings-
linier, altså: de forskellige priser fast-
sættes efter omkostningsprincippet.
Hvordan skal man dele?
Befolkningskoncentrationen går af
mange grunde langsomt. Dette er en
kendsgerning, som ingen kan ændre,
og en forudsætning for et rimeligt
prisfastsættelsessystem må være, at
der sikres hver erhverver en vis mini-
mumsbetaling for hans produkter. Selv
på de rene „underskudspladser" vil
der stadig blive betalt en rimelig ind-
handlingspris.
Men resten af betalingen til fiskerne
og fangerne, hvordan skal vi fordele
den? Det er begrænset, hvor mange
grupper vi kan splitte vore produk-
tionssteder op i, men der er to nær-
liggende principper, som kunne læg-
ges til grund for fordelingen:
A) Steder med direkte atlantskibs-
forbindelse — det er i første
række byerne — arbejder om-
kostningsmæssigt billigere end de
øvrige pladser, idet et led — den
dyre transport mellem by og ud-
sted — spares. Det ville derfor
være naturligt at give pladser
med direkte afskibning af pro-
duktionen et tillæg.
B) Steder, der både har en stor, sta-
bil produktion, og som har et
moderne anlæg, kører også om-
kostning smæssigt billigt. Nu er
der mange ting, som indvirker
på bedømmelsen af, om en vis
produktion er „rationel", men
man kunne f. eks. dele gruppe B)
i 2: De virkelige moderne anlæg
med den store produktion, og i
den anden gruppe de fiskerista-
tioner, der ikke kan henregnes
til de helt, store, men som allige-
vel udnytter mulighederne og
kører med produktionsomkost-
ninger, der ligger tydeligt under
gennemsnittet.
Man kunne f. eks. tænke sig disse
tillæg fordelt på de anlæg, vi har i
dag:
Tillæg for
fc-
Fiskenistation Eksport- havn o o V V s 2 <- ’S s s C/3 C.
Nanortalik X
Sydprøven X
Julianehåb X X
NarssaK X X
Arsuk X
Frederikshåb X X
Fiskenæsset X
Godthåb X
Sukkertoppen X X
Kangamiut X
Holsteinsborg X X
Egedesminde X X
„Sværdfisken" X
Denne liste er naturligvis kun tænkt
som et forslag. Den nøjagtige udform-
ning kræver regnskabstal, som ikke
haves ved hånden her i dag, så det er
kun princippet, der vises.
Udspillet må komme fra
Grønland
Fiskepriserne og priserne på fanger-
nes produkter fastsættes af KGH og
KNAPP’s prisudvalg. Det er givet, at
KGH ikke vil ændre ved enhedspris-
systemet, med mindre KNAPP udtryk-
ker ønske herom. KNAPP’s prisudvalg
er bundet af kongressens ønske om
ens priser, men hvis landsrådet ville
foreslå, at man gik ind for en tillemp-
ning af vort afregningssystem, så kun-
ne KNAPP’s bestyrelse nok få spørgs-
målet forelagt for deltagerne i denne
sommers kongres.
Da både fiskernes repræsentanter
og KGH er med til prisfastsættelserne,
haves jo faktisk sikkerhed for, at in-
gen bliver snydt. Det er givet, at KGH
hellere end gerne ville ændre pris-
systemet, men udspillet må komme fra
Grønland.
Uretfærdigt og upraktisk
system
Det nugældende enhedssystem vir-
ker meget uretfærdigt, og det er højst
upraktisk at anvende i et produktions-
apparat, som skal sende varer ud på
verdensmarkedet i skarp konkurrence
med andre lande, som bruger langt
mere smidige systemer.
Det grønlandske erhvervsliv kunne
kun vinde ved at gennemføre nogle
moderate ændringer.
Kaj Narup.
elektrotekniklmut tångassut sånatitdlo nluvemermut sanaortomer-
mutdlo tungassut.
3