Atuagagdliutit - 16.09.1959, Blaðsíða 12

Færinge-aftalen er udtryk for, at
landsrådet tænker på langt sigt!
Synspunkterne fra landsrådets martsmøde ikke fejet til side
under august-mødet, men realiseringen af samfiskeritanken
ligger længere fremme i tiden, end man antog i marts
Landshøvdingens redegørelse i
Grønlands radio lørdag den 29. au-
gust 1959 vedrørende baggrunden
for landsrådets vedtagelse den 28.
august 1959 af aftalen af samme
dato med den af det færøske lag-
styre udsendte delegation med hen-
blik på oprettelse af landstationer
for færøsk fiskeri på Grønlands
vestkyst.
På dette tidspunkt er resultatet af
forhandlingerne mellem Grønlands
landsråd og den færøske delegation
vedrørende de færøske fiskeriinteres-
ser i Grønland allerede kendt rundt
om i Grønland. Imidlertid har befolk-
ningen endnu — og af gode grunde —
ikke haft mulighed for at få klarhed
over de bevæggrunde, der har været
afgørende for landsrådet ved den be-
slutning, der med aftalens indgåelse
er truffet af rådet.
Landsrådet har derfor pålagt mig så
nøje som muligt at redegøre for de
synspunkter, der har været gjort gæl-
dende under forhandlingerne, de van-
skeligheder, man er stødt på og har
måttet søge at overvinde, og de tan-
kegange, der endelig har motiveret
forhandlingsresultatet.
Et chok for rådet
Landsrådet gav efter lagmand Pe-
ter Mohr Dams indledende tale ud-
tryk for, at de færøske synspunkter
var kommet som et chok for rådet.
Grunden hertil var, at vi på for-
hånd, og før vi blev orienteret af de-
legationen, ikke i tilstrækkelig grad
var kendt med de færøske synspunk-
ter med hensyn til samfiskeri, om-
kostninger og priser, for ikke at tale
om den særlige politiske situation på
Færøerne og den enkelte færøske fi-
skers økonomiske forhold. Efter at
have fået orientering herom, måtte
man i rådet i første omgang tro, at
rådets martssynspunkter var helt
uaktuelle. Derfor lå forhandlingerne
meget tungt i starten, men efterhån-
den som tingene blev taget sagligt op,
fremgik det klart, at martssynspunk-
tet ikke var fejet til side, men at al-
ene realiseringen var og måtte være
noget, der lå lidt længere fremme i ti-
den, end man antog i landsrådet i for-
året.
Man nærer 1 landsrådet ikke tvivl
om, at også befolkningen — uden
kendskab til de drøftelser, der har
fundet sted i de forskellige forhand-
lingsudvalg — umiddelbart kan tæn-
kes at stille sig noget uforstående
overfor indholdet af aftalen. Befolk-
ningen vil muligt have det indtryk, at
landsrådet uden videre har givet ef-
ter, har givet rettigheder til færinger-
ne, uden at den grønlandske befolk-
ning har fået holdepunkt for fordele
eller sikring af fremtidsudsigter til
gavn netop for befolkningen i Grøn-
land.
Råd til at være imødekommende
Lad det være sagt straks, og inden
jeg går over til enkeltheder i aftalen,
at landsrådet har fundet, at den imø-
dekommenhed, som aftalen til en vis
grad giver udtryk for fra grønlandsk
siide, efter landsrådets opfattelse til
fuldkommenhed harmonerer med de
udviklingsmuligheder og de fremtids-
planer, som ikke alene dette, men
også det tidligere landsråd har anset
for nærliggende og rigtige. Bag afta-
len ligger det afgørende synspunkt, at
den grønlandske fisker af i dag, trods
ringere udrustning med både og red-
skaber ikke mere kan eller bør føle
sig fortrykt eller konkurrenceudyg-
tig, men kan klare sig tilstrækkeligt
ved siden af, i konkurrence med eller
i samarbejde med fiskere fra en
landsdel, hvor fiskerierhvervet i u-
mindelige tider har været en afgøren-
de faktor. Bag aftalen ligger den sik-
re overbevisning, at Grønland trods
store vanskeligheder har en fremtid
for sig ved sin beliggenhed ved store
fiskeforekomster, at der findes store
muligheder i det grønlandske fiskeri-
erhverv i tilknytning til fiskerianlæg
i land, at vi har råd til at vise os imø-
dekommende, men ikke har råd til at
lade være dermed og derved demon-
strere en uformuenhed, som vi ikke
selv tror på, og som vi i andre hense-
ender, overfor omverdenen, overfor
de bevilgende myndigheder m. fl., be-
nægter — og med føje benægter.
Bag aftalen ligger den målsætning,
at vi ved indledningen til og troen på
et samarbejde med andre muliggør og
fremskynder den økonomiske udnyt-
telse af de erhvervsanlæg og fisker-
både, som i disse år er ved at gro
frem, og som vi herudover d så høj
grad lægger vægt på at komme i be-
siddelse af.
Store udgifter for færøske
grønlandsfiskere
Ligesom det sikkert er gået store
dele af befolkningen i Grønland, gik
det landsrådet, da man ved begyndel-
sen af drøftelserne blev præsenteret
for de færøske ønsker. Umiddelbart
føltes disse chokerende, idet de gik ud
på etablering af landstationer, uden
at man samtidig fra færøsk side hav-
de mulighed for at garantere indfisk-
ning fra færøske fiskeres side til
KGH’s fiskehuse. Dette ville med an-
dre ord sige, at den betingelse, der
ansås for at være af afgørende betyd-
ning ved vedtagelsen i marts måned
1959, ønskedes frafaldet fra grøn-
landsk side. Der kunne altså ikke til-
bydes sikkerhed for et sådant samfi-
skeri, som man fra landsrådets side
anså for blot at være begyndelsen til
det fælles storfiskeri ved Grønlands
kyst og til grønlandske anlæg, som
man i landsrådet anså for nærliggen-
de og rationelt.
Efter nærmere vurdering af det
færøske standpunkt måtte man i
landsrådet erkende, at tiden i hvert
fald endnu ikke er inde til at kræve
eller forudsætte et sådant samfiskeri.
Det blev under forhandlingerne fra
færøsk side fremhævet og fyldestgø-
rende godtgjort, at de færøske fiskere,
der har betydelige personlige udgifter
til rejse, til udrustning, til beboelses-
barakker, til betaling af skatter hjem-
me o.s.v., simpelthen af økonomiske
grunde ikke var i stand dertil, og det
uanset, at de i og for sig finder det
naturligt at fiske til KGH’s fiskehuse.
Med andre ord: den indhandlingspris,
der ydes i Grønland, er for lille til, at
færøske fiskere frivilligt kan indgå i
et sådant fiskeri. Hvad enten ind-
handlingsprisen er rimelig eller ej for
de grønlandske fiskere, vil indtjenin-
gen i realiteten være mindre for en
færøsk fisker, når hensyn tages til
dennes omkostninger, og for lille til,
at man kan påregne, at han kan være
interesseret i at deltage i sådant fi-
skeri.
Ikke økonomisk og politisk mu-
lighed for landsstyre-garantier
Dette forhold var man fuldt ud klar
over i det færøske lagting, da man
derfra prøvede at realisere den ord-
ning, som landsrådet gik ind for i
marts 1959. Lagtinget tog konsekven-
sen deraf og bevilgede den fornødne
økonomiske garanti for, at de pågæl-
dende fiskere ikke blev ringere stil-
let, hvis de fiskede til grønlandske
fiskehuse, end hvis de deltog i det al-
mindelige færøske fiskeri.
Imidlertid blev det under møderne
med landsrådet godtgjort, at det af
politiske grunde, som landsrådet måt-
te anerkende, ikke ville være det fær-
øske landsstyre muligt påny at sikre
en sådan garanti for disse færøske fi-
skere. Man måtte derfor regne med,
at indfiskning fra færøske fiskeres
side til grønlandske fiskehuse ikke
kan garanteres efter 1959, og kun kan
forventes, hvis man på en eller anden
måde finder frem til en indhandlings-
pris, der i forbindelse med andre for-
dele, der følger af fiskeri til KGH’s
fiskehuse, kan gøre det nærliggende
og naturligt for færøske fiskere frivil-
ligt at fiske sammen med de grøn-
landske fiskere.
I landsrådet er der enighed om, at
mulighederne for sådanne forbedrede
indhandlingspriser bør undersøges —
ikke just af hensyn til færingerne,
men fordi landsrådet i forvejen ar-
bejder med tanken om, hvorvidt det
er hensigtsmæssigt og holdbart frem-
over i tiden at holde fast ved den nu
praktiserede ordning, hvorefter der
betales samme priser for indhandlede
torsk overalt i Grønland.
Om disse overvejelser kan der af
gode grunde intet siges nu. Under alle
omstændigheder vil det være af be-
tydning, hvilke resultater, man kom-
mer til, når landsfiskeriforeningen til
efteråret med KGH skal drøfte de til-
svarende problemer.
Grønland henviser selv til
store fiskeforekomster
Under forhandlingerne med færin-
gerne var det afgørende altså, at man
i landsrådet måtte erkende, at tiden
endnu ikke er inde til, at et egentligt
samfiskeri til grønlandske fiskehuse
fra færøske fiskeres side kan påreg-
nes. Dette ændrede imidlertid ikke
det forhold, at landsrådet fortsat måt-
te erkende, både at der var behov for,
og at det var naturligt fra grønlandsk
side at medvirke til en stabilisering
af det færøske fiskeri. Vi har råd til
at lette færingerne i deres bestræbel-
ser for at udnytte fiskerigdommene,
og vi har grund til at regne med, at
færøske fiskeres arbejde ved Grøn-
land, deres følelse af tilknytning til
Grønland og samfølelse med den
grønlandske befolkning uden tvivl er
det første led i det samarbejde, som
landsrådet anser for rigtigt og ikke
mindst i den grønlandske befolknings
interesse.
Tanken bag aftalen — således som
den har fået tilslutning også fra den
færøske delegations side — er den, at
man i fællesskab ser hen til og arbej-
der på udbygning af et samfiskeri,
ved hvilket der skabes mulighed for
en væsentlig større produktion. En
sådan større produktion er en nød-
vendig forudsætning for den økono-
miske drift af de betydelige fiskeri-
erhvervsanlæg, der efter planerne i de
kommende år vil blive bygget på for-
skellige steder i Grønland.
Den større produktion og den mo-
derne oparbejdning af fisken giver til
gengæld fiskerne — det være sig
grønlandske eller færøske — mulig-
hed for større indtægter.
Landsrådet og de færøske delegater
var enige om, at den merfortjeneste,
der vil tilfalde fiskerne ved indfisk-
ning til disse moderne anlæg, vil sti-
mulere ikke blot grønlænderne til at
deltage li sådant fiskeri, men også
færøske fiskere til at fiske til disse
anlæg, når disse efterhånden bliver
færdige på basis af 57 mill.-kroner-
industriplanen og andre forventede
bevillinger.
Men endnu er tiden altså ikke inde
til, at et sådant samfiskeri kan ske,
og i mellemtiden anser landsrådet det
altså uheldigt i henseende til grøn-
landske interesser og urigtigt overfor
staten og færingerne ikke at give fæ-
ringerne forøget adgang til fiskeri ved
Grønland.
Landsrådet har måttet regne med,
at regeringen og de bevilgende stats-
myndigheder med føje lægger vægt
på ydelsen af en sådan håndsrækning
fra Grønlands side, ikke mindst fordi
disse myndigheder jo tidligere har og
fremover må forventes at stille sig
imødekommende overfor de mange
berettigede krav og ønsker, som vi
her i Grønland nødsages til at komme
frem med. Hertil kom, at landsrådet
ikke mente at kunne se bort fra, at
færingerne med styrke kunne henvise
til, at de som danske statsborgere
burde have fri adgang til de grøn-
landske kyststrækninger på samme
måde som en grønlandsk fisker ville
have det i farvandene omkring Fær-
øerne og Danmark. Efter færingernes
opfattelse var der ydermere fisk nok
til alle, et argument, som det var van-
skeligt at imødegå i betragtning af, at
vi selv søger bevillinger til moderne
industrianlæg under henvisning til de
store fiskeforekomster.
Aftalens afsnit om
landstationer
Landsrådet tog herefter beslutning
om en imødekommende stillingtagen
til de færøske ønsker, og man gik der-
efter i gang med vurderingen af de
enkelte ønsker om færøske landsta-
tioner ved Grønlands kyst.
For disse overvejelser vil jeg nu re-
degøre.
Der er næppe grund til at komme
med særlige bemærkninger vedrøren-
de den tidligere foreslåede station ved
Eggersøen nær Kap Farvel eller sta-
tionen ud for SermiligarssuK i Frede-
rikshåb kommune. De tidligere vilkår
for disse stationers anlæg er fortsat
gældende.
Med hensyn til den allerede opførte
station i Kobbdrminebugten har der
foreligget fejltagelser, idet stationen
er blevet opført på et andet sted end
forudsat fra grønlandsk side. Lands-
rådet tiltrådte efter omstændigheder-
(Fortsættes side 16).
12