Atuagagdliutit - 05.11.1959, Side 10

Da kongen og dronningen i 1952 be-
søgte Grønland og kom til det idylli-
ske Igaliko i Julianehåb distrikt, var
det først og fremmest kong Amos af
Igaliko, besøget gjaldt. Han kaldtes
konge, fordi han var en art høvding
på stedet, agtet og respekteret af be-
boerne, som adlød hans ordrer og
fulgte hans råd.
Kong Amos bød kongeparret vel-
kommen i sit nydelige hjem, og idet
han anviste kongen og dronningen
siddepladser, sagde han omtrent så-
dan: Her i Grønland er det ikke skik,
at kvinder hører mænds tale, men si-
den du er Dronning af Danmark, må
du sidde dér! — Han pegede på en
stol, og Dronningen satte sig med et
smil.
Det var i sommeren 1952, nu kun
syv år efter har grønlandske vælgere
i Umanak distrikt valgt et kvindeligt
landsrådsmedlem — Grønlands første
— den 52-årige jordemoder Elisabeth
Johansen, som man fra alle egne af
distriktet havde opfordret til at lade
sig opstille.
Ikke begejstret
Hun var slet ikke begejstret ved
tanken om at skulle repræsentere
Umanak-området i det grønlandske
landsråd, dels fordi hun vidste, at hun
ville møde mange vanskeligheder
blandt sine landsmænd, dels fordi hun
netop stod for at skulle rejse til Dan-
mark for at deltage i et fagligt kursus
og besøge venner og bekendte, men fi-
skere og fangere fra alle egne af di-
striktet opfordrede hende til at ud-
sætte danmarksrejsen, og det gjorde
hun.
Elisabeth Johansen, hvis fader i sin
tid var det første landsrådsmedlem
fra Umanak distrikt, fik ved valget
290 stemmer eller 181 flere end nær-
mest følgende af fire mandlige lands-
rådskandidater, et sjældent fint valg-
resultat efter grønlandske1 forhold,
hvor kandidaterne ofte ligger meget
nær hinanden i stemmetal.
Elisabeth Johansen, der af sine
landsmænd kaldes Elisipånguaic, den
lille Elisabeth, gennemgik sin jorde-
moderuddannelse i Danmark i årene
1927 til 1931. Hun taler perfekt dansk,
hurtigt og elegant uden nogen sinde
at lede efter ordene, og hun bruger
mange håndbevægelser til at fremhæ-
ve eller understrege sine udtalelser
med, men alligevel er der over hende
en næsten overlegen ro og sikkerhed.
Hun har spillevende brune øjne, grå-
sort hår, og hun har lettere til smil
end mange grønlændere, skønt hendes
program ellers er alvorligt nok.
Vil af med drikkeriet
Den gæve jordemoder vil nemlig af
med drikkeriet i Vestgrønland. Hun
ønsker begrænset salg af spiritus og
absolut forbud mod al hjemmebryg-
ning og dermed forbud mod salg af
malt og humle og de andre ingredi-
enser, der bruges til fremstilling af
berusende drikke.
Jordemoderen hører hjemme i en
hordgrønlandsk fangerfamilie; hun
skildrer gamle dages fangerhjem som
hyggelige og rene, skønt de var spar-
somt udstyret. Nu er det blevet sådan,
siger hun, at mange fangere, også de
dygtige, benytter indtægterne ved en
god fangst til at blive hjemme et par
dage og drikke sig fulde.
Det går ud over hjemmene, der i
forvejen mangler ikke så lidt af det,
vi synes'hører med til et hjem, og det
går i ganske særlig grad ud over bør-
nene.
Der fødes mange børn i Grønland,
så mange, at befolkningstallet 30,000,
som man regnede med at nå op på i
1970, allerede nu er passeret, og der
fødes alt for mange uægteskabelige
børn. Hun ved, hvad hun taler om, for
i 'en lang række år har hun været
jordemoder på de to udsteder Uvku-
gigssat og Igdlorssuit i Umanak di-
strikt.
Hun er nu ansat i selve Umanak på
sygehuset både som jordemoder og
som tolk, og hun har i sit daglige vir-
ke mange af spiritusvirkningerne tæt
inde på livet; det er det, der har gjort
hende til en uforsonlig fjende af drik-
keriet og givet hende mod til at sige
sin mening ligeud.
Ikke modne nok
Hun siger, at for mange af hendes
landsmænd endnu ikke er modne nok
til at omgås spiritus på en fornuftig
måde, og hun tilføjer, at nu da man
har valgt hende efter i forvejen at
kende hendes program, som var trykt
i det lokale blad, må man også være
klar til at tage følgerne af hendes
valg. Man ved fuldtud, at hun vil
kæmpe energisk mod drikkeriet, og at
hun først og fremmest vil hjemme-
brygningen til livs, fordi den mulig-
gør drikkeri også for folk, der ikke
har råd til det nødvendigste i hver-
dagen.
☆
Kredsretsmøde
Når man rejser langs Grønlands
vestkyst, ser man i det daglige ikke
ret meget til spiritusmisbrug, men at
det finder sted, er der ikke tvivl om.
I Egedesminde oplevede jeg sammen
med landsretssagfører Kai Simonsen
fra København som rent tilfældige
gæster at overvære et forhør og en
dom i den lokale kredsret.
Det drejede sig om en ca. 30-årig
ung mand, der stod tiltalt for at have
overtrådt sit spiritustilhold og for ty-
veri og hærværk under spirituspå-
virkning. Han havde efter anholdelsen
ødelagt arresten, et lille rum, der ho-
vedsagelig bruges som detention.
Kredsretten havde til huse i et lille
trangt lokale, hvor den blå cigaretrøg
bølgede, mens man på forhånd drøf-
tede sagen. Da den unge mand trådte
ind, lagde man cigaretterne for at vise
respekt for den højtidelige handling,
og så tog man fat.
Man gennemgik hans synderegister,
det var ikke fornøjeligt, og den unge
mand vedkendte sig i detaljer sin
brogede fortid og tilstod sig skyldig i
de ny forhold, han var tiltalt for. Han
svarede pænt og høfligt, men var tem-
melig beklemt ved situationen, fordi
han var klar over, at nu kunne han
ikke nøjes med spiritustilhold og lidt
tilsyn af en værge.
Dom nr. 11
Han modtog sin 11. dom for lov-
overtrædelser, alle foretaget under be-
ruselse; den kom til at lyde på 18 må-
neders forvaring i Godthåb med den
tilføjelse, at forvaringen muligvis
kunne afkortes, hvis hans opførsel
gav grund hertil.
Denne unge mand var absolut ikke
en forbrydernatur, det var der almin-
delig enighed om både før og efter
retsmødet, han var tværtimod både
åben og ærlig, — en pæn stor dreng
med kønne øjne, smukke tænder, vel-
plejet og ren.
Han havde ingen undskyldning at
fremføre og ingen, han prøvede at
skyde skylden over på, skønt man
vidste, at han havde en soldekamme-
(Fortsættes side 22).
Grønlandslæ sælskind
VIL MAN TAGE SKEEN I DEN
ANDEN HÅND?
• Et par indtryk fra en rejse langs Grønlands vestkyst, sommeren 1959
-------------------------------------------------------------------------------------------------------J
Helvetia posebolcher —
lækreste kvalitet — i luk-
kede, hygiejniske, fuld-
vægtige 100 grams poser.
Helvetia sukuarKat pug s siår Kamtut
— mamarunarsardluinagkat — ma-
tuvdluagkanik perKigsårussanik por-
tat pugssiårKane 100 gramikutårtune.
væsentligt forbedret
Skindkvaliteten er mange steder langs kysten blevet meget bedre
og fangernes indtægter væsentligt forbedret
Adskillige steder i Grønland er der
i de senere år sket en betydelig for-
bedring af de indhandlede sælskinds
kvalitet. Årsagen hertil må ikke blot
søges i den kendsgerning, at grønland-
ske fangere har opdaget, at det økono-
misk betaler sig at levere så gode
skind som muligt, men primært det
forhold, at man siden 1954 har haft et
par skindkonsulenter, nemlig udsteds-
bestyrer Hannibal Fencker, som sam-
men med sin kone Amalie, rejser om-
kring og giver instruktion i rigtig
skindbehandling.
Grønlandspostens medarbejder traf •
Hannibal Fencker ombord på kystski-
bet „Tikerak" i sommer på vej fra
UmanaK til Upernavik, og naturligvis
måtte vi snakke om skind
— Jeg har, sagde Hannibal Fencker,
gennem mange år set, hvordan man al-
mindeligvis behandlede sælskindene
og konstateret, at resultaterne var
mindre gode. Det generede mig meget
at se, at skind, der fra naturens hånd
var af prima kvalitet, blev til en tem-
melig dårlig vare, fordi de ikke fik
den rigtige behandling.
— Kunne De gøre noget for at ændre
dette?
— Jeg ville i hvert fald gerne have,
at man i SancaK præsterede noget,
der var bedre end skind i almindelig-
hed var.
Min kone, der er opvokset i Igdlor-
ssuit som datter af en storfanger, var
ganske enig med mig i, at skindene
kunne og burde blive af en langt bed-
re kvalitet. Vi har begge haft stor in-
tex-esse og lyst til at hjælpe befolknin-
gen til at opnå en højere skindkvali-
tet, og det har man åbenbart lagt
mærke til i Den kongelige grønlandske
Handel, for i 1954 kom der meddelelse
om, at man ville gøre et forsøg på at
vaske skindene for herved at kunne
øge afsætningen og skaffe fangerne
større indtægt.
Jeg har en god og dygtig bestyrer
i Hans Jacobi, også han var interesse-
ret i, at alle indhandlede varer bliver
(Fortsættes side 24)
10
*