Atuagagdliutit - 25.02.1960, Síða 5

Sikkerheden
Efterhånden som den grønlandske
fiskerflåde vokser samtidig med, at
fiskesæsonen i mange områder snart
dækker alle årets 12 måneder, så sti-
ger også risikoen for ulykker på ha-
vet.
Der vil altid være en vis risiko ved
sejlads, men det er ingen hemmelig-
hed, at vintersejlads i Grønland med
små fartøjer er særlig risikofyldt. —
Når de grønlandske fiskerbåde bliver
større og dyrere, så må fiskerne tit
gå ud på de tidspunkter, hvor der er
relativt store muligheder for ulykke-
lige hændelser. Der er ikke råd til at
ligge stille i længere perioder.
Hidtil har man ikke gjort noget sær-
ligt ved sikkerhedsbestemmelserne i
Grønland. Alle kender landsrådets
regler om, at ethvert fartøj skal være
forsynet med en redningskrans, med
en redningsvest for hver ombordvæ-
rende person og — både over 22’ —
skal medføre en slæbejolle, der kan
optage alle ombordværende. Mindre
fartøjer skal have mast, sejl og årer.
Når man ved, at værdien af en red-
ningsvest om vinteren er meget be-
skeden, og når man gang på gang ser,
at en spinkel sejldugsjolle af myndig-
hederne accepteres som anvendelig
slæbejolle og altså „redningsbåd", så
mener man efterhånden, at reglerne
trænger til modernisering.
Som en slags „sikkerhedstjeneste"
fungerer radioens daglige positions-
meldinger, men denne „service" er
meget ufuldstændig og mangelfuld og
også her tiltrænges en nyordning.
I det følgende skal jeg prøve at
skitsere, hvorledes man kunne tænke
sig at forbedre sikkerheden til søs i
Grønland. Oversigten er ikke fuld-
stændig, men blot et diskussions-
grundlag, og her som på mange andre
områder må der tages visse økonomi-
ske og praktiske hensyn.
Bådemateriellet
De både, som sendes til Grønland er
uormalt nybygninger, som købes via
erhvervsstøtten. Bådene er meget
svært bygget, og der føres streng kon-
trol med, at arbejdet udføres ordent-
ligt. De grønlandske fiskefartøjer er
bygget betydeligt sværere end f. eks.
danske, svenske og norske både i til-
svarende størrelser. De fleste både har
som bekendt solaroliemotorer med
glødehovedtænding, og denne type må
siges at være særdeles robust og
dens eneste „fejl" er faktisk, at man
ruå køre med friskoliesmøring, og
derfor har et relativt stort smøreolie-
forbrug.
Når bådene er kommet til Grønland
°g er kommet i brug, så skal der på
Papiret ske et kontrolsyn med pas-
sende mellemrum. GTO er tilsyns-
myndighed, og som så meget andet
^TO-arbejde, så virker tilsynsordnin-
Son heller ikke tilfredsstillende. Her
tiltrænges i allerhøjeste grad ændring
1 systemet, og jeg håber, at landsrådet
vil tage denne opgave op.
til søs
Af KAJ N A R U P
Bådenes udrustning
Nye både er forsynet med rednings-
materiel, så de opfylder landsrådets
minimumskrav. Det vil sikkert være
på sin plads at kigge lidt på det ud-
styr, som måske burde findes ombord
udover standardkravene.
Man kan dele redningsudstyr i vi-
deste forstand i to grupper: flyde-
midler, som anvendes til bjærgning af
ombordværende og meddelelsesmidler,
som bruges til at fortælle omverdenen,
at man er i nød og ønsker hjælp. Hvad
man i det givne tilfælde vil have om-
bord afhænger dels af myndighedernes
krav (idet mange ikke køber mere end
de er tvunget til), dels af fiskerens
økonomiske forhold (eventuelt kædet
sammen med de faktiske lånemulighe-
der) og endelig de praktiske forhold
(pladsen, indretningen, anvendelsen
o. s.v.)
Flydemidlerne
Efter reglerne skal vi i Grønland
have redningskransen, et passende an-
tal redningsveste samt en „slæbejolle",
hvis nærmere kvalifikationer man
normalt ikke kommer ind på. Hvis
man ville udvide sit materiel i denne
gruppe, så kunne man kigge lidt på
flg. grej:
a) Joller og redningsbåde af bedre
kvalitet
b) Flåder uden overdækning og
c) de oppustelige redningsflåder m.
tag og nødudstyr etc.
a) Man burde sikkert gå ind for
visse minimumskrav til slæbejollerne,
men det kan ikke nægtes, at en slæbe-
jolle ofte er i vejen under fangst og
fiskeri. Der findes moderne joller af
plastic/glasfiber, som kan fås med op-
driftsmidler, så de er synkefri. De er
ret dyre i anskaffelse, men til gen-
gæld er billige i vedligeholdelse. De er
lette, og man kan nemt stuve dem af
vejen ombord. De kan muligvis skaf-
fes som byggesæt, ellers kan man vel
få en billigere pris frem ved at købe
et tilstrækkeligt stort kvantum, hvis
man går ind for typen.
b) Almindelige flåder er ret billige,
og man kan lave dem selv ved at mon-
tere flydemidler i en ramme af træ.
Man kan også få oppustelige gummi-
flåder i denne type, de er hurtige at
sætte i vandet og også overkommelige
i pris. Men i vinterdage er værdien af
åbne flåder naturligvis problematisk,
særlig på det åbne hav, men inden-
skærs vil de sikkert være anvendelige.
c) De oppustelige redningsflåder med
selvrejsende tag er de bedste men og-
så de dyreste. De fås til 4, 6, 8 og 12
mand og også i større udgaver, og de
kan normalt bære det dobbelte antal
af, hvad de er beregnet til. Der kan
altså være 12 mand i en 6-mands-
flåde, men så er der ikke megen plads
til hver. Samtlige statsfartøjer i
Grønland har disse flåder men kun få
private både. Det er et prisspørgsmål,
idet en flåde koster ca. 3.000 kr for de
mindste modeller og mere for de stør-
re, og flåderne skal til eftersyn hvert
år.
Selv om disse flåder ikke giver 100
pct. sikkerhed, så er det så afgjort det
bedste, man kan skaffe i dag, og det
ville være rart, om man kunne få dem
ombord på de grønlandske fiskefar-
tøjer, som sejler langt til søs især om
vinteren. Landsfiskeriforeningen har
for flere år siden henvendt sig til ad-
ministrationen om at få disse flåder
med i en særlig gunstig låneordning,
men til dato har jeg ikke hørt noget
om spørgsmålet eller fået noget svar.
Meddelelsesmidlerne
Hvis et skib kommer i vanskelighe-
der og ønsker hjælp fra andre skibe
eller fra land, så er det klart, at ski-
bet på en eller anden måde må under-
rette andre om sin stilling. Tilsvaren-
de gælder, at hvis et skib udebliver
og der sættes eftersøgning i gang, så
må det savnede skib på en eller anden
måde være i stand til — hvis et af
eftersøgningens fly eller skibe nær-
mer sig — at give signaler, som letter
kontakten. De fleste grønlandske kut-
tere er små og hvidmalede, og de kan
ofte være svære at få øje på.
Det ideelle er naturligvis, at et far-
tøj kan tilkalde hjælp, så snart det
kommer i vanskeligheder. Herved sti-
ger mulighederne for en hjælpeak-
tion med godt resultat. Til direkte kon-
takt med land har vi radioen, hvilket
i mindre fartøjer vil sige radiotelefo-
nien. Desværre er det vanskeligt at in-
stallere radio i små fartøjer, dels kræ-
ver det normalt en strømforsyning,
dels skal en sender/modtager af al-
mindelig type beskyttes mod vind og
vejr. Endelig koster selv små sendere
så meget, at ejere af de mindste far-
tøjer i mange tilfælde ikke ønsker at
ofre dette beløb.
Nu er det heldigvis sådan, at der i
de seneste år er fremkommet flere
billige typer på radiosendere med rin-
ge effekt. Der findes 1-wattere, som
med særlig krystal kan bruges uden
at brugeren har certifikat, men de kan
(Fortsættes side 18)
Lille skibsradioanlæg bestående
af sender og modtager, som til-
sammen kun fylder 32X24X12 cm.
Et sådant anlæg vil blive prøvet
i Grønland til sommer for at få
undersøgt rækkevidden og andre
forhold, som er af betydning. In-
teresserede kan allerede nu få
tekniske oplysninger hos forfat-
teren af denne artikel. Pris excl.
strømkilde og installation under
1.000,— kroner.
Danmarkime måkartna
niorKutigineKarnerpaussoK...^
5