Atuagagdliutit - 25.02.1960, Page 13

tvgtut neicåt nunavtine neKitugagssaileKiartuinarfiussume kisime piumaneKå-
ngilaK åmale Danmarkimut misiligutigssatut nagsiuneuarsimassut mamarssau-
tigineKardluarsimavdlutik. sordlulo savårKat neKait nunavtimndungitsoK piu-
maneKariartortut taimatutaoK tugtut amerdlanårdlugit pigineKaleraluarpata
umiarssuit avalangnermingne imiaruat pukuinaringisåinik useKartalisagaluar-
pnl. — Rensdyrkød er eftertragtet, ikke alene i det efterhånden kødfattige
Grønland, men også i Danmark, hvor de få rensdyrkroppe, der er blevet „eks-
porteret“ har vakt opsigt. Lammekød bliver solgt i større og større mængder
f. eks. i København, og der er ingen tvivl om, at det samme ville ske med hen-
syn til rensdyrkød, blot man havde nok at „eksportere
til fåreavl skal man have flere dyr til
at begynde med, og pasning af rener
skal først læres. Lige overfor Kapisig-
dlit, i NeriunaK, begynder een af de
samer, der har været med til at passe
de første forsøgsdyr, Johan Hetha, til
næste forår, altså i 1961. Han havde
regnet med, at han kunne begynde nu
i foråret, men da han skulle begynde
at bygge spærrehegnene ved det smal-
le overgangssted til Kangersuneit, var
jorden frosset, og det var umuligt at
ramme pælene ned i jorden.
Enhver kan købe rensdyr og begyn-
de for sig selv, siger handelsinspektø-
ren, og der var een, der havde haft
planer om at købe nogle dyr og sætte
de mpå en forholdsvis stor ø og bruge
øen som sit private jagtreservat, men
mende, der kun manglede et år af sin
læretid, tog hjem på ferie en sommer
og kom ikke tilbage. Efter hvad man
har hørt, var det forældrene, der øn-
skede, at han blev hjemme — for at
han kunne hjælpe dem i det daglige.
Hvilket kortsyn! Hvis rygtet er sandt.
For øjeblikket er der igen en lær-
ling, Abel Berthelsen fra Holsteins-
borg. Han har gået i realskolen, og det
var efter seminarielærer, landsråds-
medlem Peter Heilmanns henstilling,
man antog ham som lærling.
Det heldige forsøg i Ivtinera har
vist, at tamrenavlen har store mulig-
heder i Grønland. Alene dette bør væ-
re en opmuntring for flere unge grøn-
lændere til at gå i lære i tamrenavl.
Tamrener i Itivnera
Bliver tamrenavl mere indbringende erhverv for enkelte end fåreavl?
rensdyr i Itivnera. — Der bliver ikke flere dyr ved det første
r Se§ssted. — Enhver kan købe rensdyr, men ikke i små hold, og dy-
. e skal passes til stadighed. De kommende renavlere må helst stå
-ære i mindst fire år. Med 500 dyr kan man klare sig bedre end
fod*1^6 ^åroholdere, da man ikke for udgifter hverken til stalde eller
billeå rensdyr kan man se i dette
ste Pft ®*^edet blev taget under sid-
dyr “erars slagtninger, hvor ca. 260
Sele * v Jagtet. Handelsinspektør
ønske ^nc*ei'sen fortæller, at man ikke
Ser ri r* at antallet af dyrene oversti-
i (jet fnuværende tal. „Græsgangene"
vsere ftørste forsøgsområde synes at
renri„ tu ^t udnyttet med det nuvæ-
anta! dyr.
Privat areav^en k°m * 6anS> var <^e*'
kunnet der viste, at det nye erhverv
overto “rives med held i Grønland. Så
torsøg8 etaten oplæringen og videre
riet gf' ,^-ed hensyn til renavlen var
ten op en’ der tog opgaven fra star-
s med held har videreført forsø-
get. På den lange og kødfattige kyst
findes der endnu store „græsgange"
for tusinder og atter tusinder af rens-
dyr. Grønlænderne må få øjnene op
for, at der findes store muligheder for
renavl i deres eget land.
Da fåreavlen kom i gang, startede
de fleste nuværende fåreholdere med
et forholdsvis ringe antal dyr som
supplement til fangst og fiskeri i den
sydligste del af Grønland. I Frederiks-
håb og Godthåb distrikter kan fåre-
avlen ikke drives med større udbytte.
Men her og i nordligere distrikter —
og muligvis enkelte steder i fårehol-
derdistrikterne — er der muligheder
for en rentabel tamrenavl. I forhold
tamrenerne skal passes, og hvis man
ønsker at gøre krav på dem, skal de
mærkes. Bliver de ikke det, kan man
risikere, at enhver skyder dem. Derfor
må man stå i lære i tamrenpasning,
hvis man ønsker at eje rensdyr. Sa-
merne mener, at man må sætte fire år
som minimum for læretid, og man skal
helst have et par års supplerende ud-
dannelse, før man kan betragte sig
som helt velegnet til at passe tam-
renerne.
Har man først overstået læretiden,
er der store muligheder for et ind-
bringende erhverv. Med ca. 500 dyr
kan man klare sig endda bedre end
mange fåreholdere. Der er ikke så
mange udgifter forbundet med renavl.
Man skal f. eks. ikke bygge stalde, ikke
samle eller købe foder til dem, men
blot finde „græsgange" til dyrene.
Interessen for det nyopdukkede er-
hverv har hidtil været ringe. Der har
kun været een grønlandsk elev, for-
tæller handelsinspektøren. Vedkom-
John Eira Jens Rosingip avalagsima-
nerane pissortaussoK Itivnerane tug-
tuteKarneK autdlarnermatdle ilausima_
ssok ukiutdle mardlugsuit angerdlar-
simanikuvdlune. — John Eira, der af-
løser Jens Rosing som leder af tam-
renstationen under Rosings permis-
sion for tiden, har været med fra star-
ten, dog med undtagelse af et par år.
hvor han var hjemme.
iuitsuvi'l^^QtLQssat etcitersimanerine tiguneudsagångata nigarneKartarput, nu-
ajornaK^na^n.arnin9rne savatut ungussivingnut isertitdlugit agssdinarnik tigunen
ske vist ?aTn*k- — Når slagtetiden er inde, samler man dyrene med lasso. Gan-
inetfano rnan dem tamrener, men de er halvvilde. Derfor kan man ikke
Je 9ern som slagtelam: med de vare næver.
ugtortugssat Narssame fabrikime savårKanik ågtortartut Itivnerane toKoraine-
Kåsatitdlugo aggersineKartarput, sungiussisimavdluaramigdlo sivisorssungitsoK
dcitugagssatik inertardlugit. — Under slagtningen af tamrener får man hjælp
af slagtere fra slagteriet i Narssau. De er altid i god træning, de de lige har
overstået slagtningerne af lam på fabrikken. Derfor er det en smal sag for dem
at klare arbejdet.
13