Atuagagdliutit - 24.03.1960, Blaðsíða 13

»Den hellise ko« brøler
29 private handlende og håndværks-
mestre og andre uafhængige nærings-
drivende (danske og grønlændere) i
Godthåb har afholdt møde d. 7. marts
for at drøfte privates kår og tage stil-
ling til målsætningsdrøftelserne samt
A/Gs artikel om, at næringsdrivende
(men ikke fiskere) skal betale direkte
skat til landskassen. I mange år har vi
nu hørt, at der ikke måtte være for-
skelsbehandling heroppe, tidligere var
det ganske vist dansker kontra grøn-
lænder, men nu synes det at skulle til
at være den initiativrige mod den, der
blot sidder i en statsstilling.
I A/Gs artikel siges ganske vist, at
det ikke er enkeltpersoner men fir-
maer, man vil til livs, men da praktisk
talt alle firmaer ejes af enkeltperso-
ner, er det altså disse, det skal gå ud
over.
Hvorfor er det mere uværdigt at tje-
ne sine penge ved forretning, fremfor
at sidde på en kontorstol og få sin må-
nedlige indsprøjtning for at ville be-
stille noget? Enten en mand tjener
10.000 kr. ved forretning eller som
embedsmand eller redaktører o. 1., må
vel komme ud på eet bortset fra, at
hvis det er en embedsmand i Grøn-
land, har han en masse ekstra goder,
som de private betaler for, f. eks. gra-
tis tilkørsel af vand og brændsel og vel
også renovation. Den statsansatte har
gratis rejse til og fra Grønland, mens
den erhvervsdrivende selv må betale,
hvis han vil hjem på ekstra uddannel-
se eller for at finde andre varer for
at hjælpe sine kunder, ligesom han
selv må betale for hele uddannelsen
af sine børn i Danmark. Efter real-
eksamen kan de jo ikke få en aner-
kendt uddannelse heroppe hverken
handels- eller håndværksmæssig.
Hvorfor er det mere uværdigt at
drive forretning end at være fisker? I
øjeblikket får fiskerne en bonus for at
vise initiativ og forsøge at forøge sin
indtægt, mens det ser ud til, at den
private handlende skal straffes for at
tjene mere ved at betale skat.
Er der nogen af de private, der er
kommet sovende til deres formodede
sparekassebog? Hvem af os har kun-
net nøjes med en 8 timers arbejdsdag?
Alle har selv måttet yde deres indsats
og bidrag for at komme igang og må
selv løbe risikoen.
I øvrigt betaler mange private hand-
lende allerede en skat til staten i form
af deres fragt på varerne, de sælger.
I modsætning til f. eks. Færøerne (hvor
fragterne dog er mindre end her til
Grønland, og hvor de endda har højere
priser på varerne end i København)
holder de grønlandske handlende de
danske udsalgspriser og betaler såle-
des fragten ud af deres egen fortjene-
ste.
Der er ingen af de private erhvervs-
drivende, der er bange for at blive set
efter i sømmene, hvis man kunne reg-
ne med, at de oplysninger, der blev gi-
vet myndighederne blev inden for mu-
rene, men så længe man skal høre
sladder i byen om, hvad man har i
banken, og hvorledes man bruger sine
penge, er man ikke interesseret i at
give oplysninger fra sig.
De private vil ganske givet ikke ha-
ve noget imod at blive gået efter med
hensyn til prispolitik. De ville ganske
simpelt ikke kunne eksistere, hvis de
ligger ret meget ved siden af konkur-
renten eller KGH’s priser. I de første
år har de handlende og for øvrigt også
håndværksmestrene vist brugt hoved-
parten af deres indtægt til bolig, vare-
lager og inventar for at kunne følge
med udviklingen til fordel for kunde-
kredsen, så den „hellige ko“ er vist en
meget lille vanskabt kalv.
Ligeledes mener A/G, at der bør væ-
re én eller anden form for indsigt med
den private handel. Det er muligt, at
man mener, at vi er nogle store svind-
lere, men alle private handlende har i
KGH en konkurrente, der nok skal
sørge for, at der ikke kommer ublu
priser.
For håndværkernes vedkommende,
der har overtaget diverse GTO-virk-
somheder, der tidligere kørte med un-
derskud, skal de nu straffes ved at
betale skat for at have overtaget disse
og hermed sparet staten et underskud.
Tænk blot, hvor mange kroner staten
er sparet for ved at private håndvær-
kere udfører arbejdet billigere end
tidligere GTO. I hvert fald her i Godt-
håb er der nu en ret hård indbyrdes
konkurrence mellem håndværkerne,
når der udbydes byggearbejder i lici-
tation.
Det kan ske for den handlende, at
man i et par måneder kan have en va-
re, som kunderne kan lide, og som
KGH ikke har, men det varer ikke
længe, før KGH enten fører samme
vare og i reglen til billigere pris i kraft
af større indkøb, statstilskud og dår-
ligere service, eller ligefrem stopper
den private handlende ved at blive
eneforhandler af den pågældende ar-
tikel.
(Fortsættes side 16)
En ære for firmaerne at kunne bidrage
direkte til landsdelen
reducere produktionsomkostningerne,
og hertil en omfattende omgruppering
af Vestgrønlands befolkning.
A/Gs artikel „Flere Penge i Landskassen1' indeholder måske den mest
nærliggende første-løsning, siger landsrådsmedlem Peter Heilmann
Det er rigtigt, at spørgsmålet om
direkte indkomstbeskatning i Grøn-
land er et af de mange problemer,
som ganske givet vil blive behandlet
i målsætningsudvalget. Det er også
rigtigt, at spørgsmålet mere end een
gang er blevet draget frem i landsrå-
det, ikke alene ud fra den tankegang,
Flere penge i landskassen
(Fortsat jra side 3)
grænse en anden og højere procent-
afgift.
Bogføringspligt
Altså for at tage et tænkt ek-
sempel:
Det private firma NN grundlæg-
ges 1/1 1960. Det oparbejdes uden
nogen form for skatteforpligtelser
til 1/1 1962. Omsætningen er på
dette tidspunkt nået op på 45.000
kr. Der foretages intet skattemæs-
sigt, men bogføringspligt indføres
fra 1/1 1962, og samtidig gennem-
føres et indseende med virksom-
hedens pris og avancepolitik. 1/1
1963 er omsætningen nået op på
60.000 kr., og virksomheden skal
herefter betale 10 pct. af ejerens
nettofortjeneste til landskassen.
Denne procentsats bibeholdes, ind-
til virksomhedens omsætning pas-
serer 175.000 kr. Så stiger lands-
kassens krav til 20 pct. af netto-
fortjenesten.
Formuer skabes og forsvinder
Som det er i dag kan en privat
handlende — lad os sige, at han kom-
mer fra Danmark — starte en eller
anden forretning på jomfruelig jord i
Grønland. I løbet af et 10-år vil den
pågældende kunne skabe sig en for-
mue, som han vil kunne runde pænt
af f. eks. ved at sælge forretningen,
eller han kan overdrage den til sin
søn, mens han selv — idet han tager
de i Grønland tjente penge ud af
landsdelen — trækker sig tilbage til
et landadeligt liv i Danmark.
Sans grønlandske kunder, der ved
deres køb i hans butik, har skabt hans
formue, kan vinke farvel til denne
sum grønlandske penge, når skibet sej-
ler med den heldige forretningsmand.
Og staten, der ved sine investerin-
ger i Grønland har skabt en betydelig
del af de grønlandske kunders købe-
kraft, kan undrende se til og nøjes
med at tage en lille smule formueskat
ved forretningsmandens hjemkomst.
Skatteborgerpenge — Privathandel
Noget kunne tyde på, at den danske
stat i et vist omfang lader beløb van-
dre over i den private handels lom-
mer i Grønland. Staten investerer
skatteborgerpenge i et fiskerianlæg i
den grønlandske by X, hvor indtje-
ningsmulighederne for befolkningen
hidtil har været ubetydelige. Befolk-
ningens indtjening stiger, og den pri-
vate forretningsmand Y, der har åbnet
en lille kiosk, kan hurtigt udvide, fordi
de statsinvesterede penge avler grøn-
landske kroner i befolkningens lomme.
Altså: Uden statsinvesteringen ingen
indtægtsforøgelse for stedets befolk-
ning.
Uden indtægtsforøgelse ingen efter-
spørgsel i hr. Ys butik.
Men med investering fra skattebor-
gerne, indtægsforøgelse i den grøn-
landske by X og efterspørgsel i Ys
butik. Summa summarum: Skattebor-
gerkroner til Grønland — formue til
hr. Y.
Hvorfor skal en del af hr. Ys således
tilvejebragte penge ikke komme den
grønlandske opbygning til gode gen-
nem en landskasseskat?
red.
at hel eller delvis løsning heraf vil
fjerne et af argumenterne i lønnings-
diskussionen, men også udfra fornem-
melsen af, at indførelse af en eller
anden form for direkte indkomstbe-
skatning ligesom vil give befolknin-
gen en stærkere følelse af at være med
til at betale en del af samfundets ud-
gifter med den deraf følgende vok-
sende ansvarsfølelse over for det sam-
fund, man hører til, til følge.
Bedre indtjeningsmuligheder
Imidlertid er bedre indtjeningsmu-
ligheder end hidtil for størstedelen af
befolkningen her en nødvendig forud-
sætning for en almindelig direkte ind-
komstbeskatning, og bedre indtje-
ningsmuligheder for flertallet heroppe
kan kun skabes ved gennemgribende
fornyelse af produktionsapparatet
samt ved radikale foranstaltninger,
der først og fremmest tager sigte på at
Alt i alt fuld tilslutning
Men forinden skal der jo investeres
en masse penge, ellers bliver forhol-
dene værre og værre, men selv med
forøgede investeringer til erhvervslivet
vil det tage år, inden der kan blive
tale om en almindelig direkte ind-
komstbeskatning, der indbringer mere
end den koster. Men så er det, at tan-
ker som i den ovenstående artikel
kommer ind i billedet. Med stigende
udgifter for landskassen må vi nemlig
allerede nu se os om efter andre ind-
tægtskilder end de allerede eksiste-
rende afgifter. Og jeg kan ikke se ret-
tere, end at det bliver vanskeligt ikke
at betragte de i artiklen fremsatte
forslag som den mest nærliggende
første-løsning af spørgsmålet, idet jeg
tror, at firmaer, der er kommet over
deres børnesygdomme, vil sætte en
ære i at yde et mere direkte bidrag til
den landsdel, hvor de har fundet en
mere eller mindre blivende bopæl.
Alt i alt kan jeg udtale, at jeg fuldt
ud kan tilslutte mig de synspunkter,
der ligger til grund for A/G’s artikel.
Peter K. S. Heilmann.
Må vi være her
Indlæg fra grosserer P. Th. Olesen, Godthåb
Foruden at være medunderskriver
af de 29’s svarskrivelse til A/Gs ar-
tikel om skatteprojekt, tillader jeg mig
herved at fremkomme med mine per-
sonlige kommentarer.
Der må afgjort være personer, der
misunder os private, og jeg vil her på
det kraftigste anmode myndighederne
om at udstede næringsbreve til disse,
anvise dem et stykke Kåicamut (sådan
startede vi andre). Lad dem så smide
slipset og smøge ærmerne op. Lad os
så se, hvor mange der melder sig, hvis
de da ikke får stillet fribolig til rådig-
hed, og navnlig hvis man nu på for-
hånd ved, at eventuelt overskud skal
betales i skat.
Skat siger A/G: Personlig skat er en
direkte straf for udvist flid. Og den,
som tænker sig om og ved, hvad skat-
teordningen i Danmark koster (skatte-
palæer, ligningskommissioner m. m.)
vil ikke finde på noget lignende her i
Grønland.
Man siger nok, vi er skattefrie. Ja,
i ordets egentlige forstand. Vi får gra-
tis jord at bygge på. Hvem forlanger
det? Jeg har tidligere tilbudt at be-
tale leje af den jord, jeg har bebygget
og står stadig ved tilbudet.
Den der ikke har prøvet det, gør sig
ingen forestilling om, hvad det koster,
bl. a. af spildt arbejdstid, for at få en
sag behandlet vedrørende husbyggeri.
Han må være i besiddelse af den for-
nødne tålmodighed og kunne skaffe
sig føden på anden vis, indtil sagen
går i orden. Yderligere vil jeg vove
at påstå, at det koster mindst dobbelt
så lang tid at få udleveret bygnings-
materialer m. m. her end i Danmark.
Først får man at vide, at de skulle
have været bestilt året i forvejen. Er
der så endelig noget at få fat på her
på stedet, så er det meget sjældent, at
det er de længder brædder og tømmer,
man skal bruge. Kvaliteten på f. eks.
gulvbrædder er et kapitel for sig, og
isoleringsmaterialer er ca. dobbelt så
(Fortsættes side 16)
14