Atuagagdliutit - 20.05.1960, Blaðsíða 5

Da kajakposten var i vildt
slagsmål med en stor bjørn
k
Tidligere fanger nr. 1 og kajakpost Gustav Jensen
i K’agssimiut fortæller om et langt livs oplevelser
som fanger og kajakpost
Jeg er født på en lille boplads, K’e-
KertarssuåraK ved K’agssimiut, den 18.
februar 1890. Dengang var der kun
fem huse på bopladsen. Jeg var kun
fem år gammel, da vi flyttede til K’ag-
ssimiut. Af hvilke grunde, det ved jeg
ikke. Dér er jeg opvokset og gik i sko-
le, først hos en seminarie-uddannet
kateket, Kristian Salomonsen, der dog
snart døde af tuberkulose, og senere
hos en læser. Det var ham, der under-
viste mig, indtil jeg blev konfirmeret.
Fanger nr. 1
Min gamle bedstefar lavede en kajak
til mig, da jeg blev otte år gammel. Da
jeg for første gang skulle ro i min
kajak, så jeg, hvordan overtroen spil-
lede ind. Man lagde et stykke spise-
ligt tang og puttede et stort kranium
af klapmyds i forenden af kajakken.
Derved ønskede man at understrege,
at jeg måtte blive en rigtig gammel
mand og måtte fange en hel masse sæ-
ler. Siden jeg fik min kajak, voksede
min intéresse for kajakken i pagt med
tiden. Til sidst mistede jeg interessen
for skolen. Da jeg er et uægte barn
og ikke havde en far til oplæring i
kajak, var det min gamle bedstefars
Pligt at oplære mig i brugen af kajak.
Da jeg efterhånden var blevet mere
bevandret i brugen af kajak, var det
så heldigt, at venlige fangere tilbød at
følges med mig på deres fangstture.
De var så ivrige, at de ligefrem kap-
pedes om at have mig med. Derfor va-
rede det ikke så længe, før jeg kunne
klare mig. Fangerne begyndte også at
tilbyde at lave mine fangstredskaber.
Fangerne dengang var meget hjælp-
somme, og de lavede de fangstredska-
ber, som jeg selv ikke kunne lave. Al-
lerede lige' efter min konfirmation
havde jeg alle slags redskaber. Som
15-årig blev jeg anset for en af de bed-
ste fangere. Den gang var det forstan-
herskabets medlemmer, der førte
fangstlisterne. Derfor kan jeg ikke hu-
ske, hvor mange sæler, man skulle
have nedlagt, før man kunne blive be-
tegnet som fanger nr. 1, men allerede
fra den gang blev jeg betegnet som
fanger nr. 1.
leg fik konebåd
Jeg fik konebåd, da jeg var 21 år, og
siden den tid begyndte jeg sammen
med flere familier og deres husherrer
at tage ud til fangstpladsen. De vig-
tigste fangstture fra disse fangstplad-
ser var togterne ud til havs efter klap-
mydser, der lå på isen. Der var mange
sæler endnu på dette tidspunkt. Vi
Plejede at starte omkring 10. juli. Det
var anstrengende ture. Jeg kan som
eksempel nævne, at når man var tre
fangere, der tog på fangst, skulle man
tænke på at vende tilbage, efter at en
fanger havde nedlagt fem klapmydser.
Vi var som regel langt ude til havs. Vi
Plejede at binde alle klapmydser efter
hinanden, og de blev stivet af med
fangstredskaber for at det kunne være
lettere at slæbe dem. Een af kajak-
maendene fik sælerne på slæb, og de
andre skulle hjælpe deres kammerat
med at slæbe ham ved at binde kajak-
kerne med harpunremmen. Når man
så tilbage, lignede fangsten et mægtigt
stort, drivtømmer. Hvor lang fangst-
pladsen var, kan anskueliggøres ved,
at vi som regel startede tidligt om
morgenen — ved to-tiden — og kom
tilbage som regel knap halvandet døgn
efter Men havde man strømmen og
vinden imod, kunne det vare endnu
længere tid. I begyndelsen af artiklen
sagde jeg, at de erfarne fangere hjalp
mig på alle mulige måder. Derfor for-
søgte jeg senere hen at videreføre den
erfaring, jeg fik igennem dem til de
yngre fangere. Gang på gang havde
jeg opfordret de yngre fangere til at
ro hen til isfjelde, særlig så længe der
ikke er så megen storis. For klapmyd-
sen plejer at ligge på isen i nærheden
af isfjelde. Det er betegnende for klap-
mydsen, at den kom længere og læn-
gere ud til havs hen imod slutningen
af juli måned — særlig henimod aften.
60 klapmydser på een sommer
Da min lillebror også kunne deltage
i fangst, kunne vi to nedlægge op til 60
klapmydser på een sommer. Derfor
kunne vi gemme så meget proviant til
vinteren, at vi ikke kunne nå at spise
den op i løbet af vinteren, selv om
vores mor uddelte tørret kød til de
mindrebemidlede. Flere gange så jeg
mor „fodre" vores komfur med særligt
spækholdigt tørret kød om foråret.
Selv om der er en hel masse at be-
rette om, vil jeg kun tage det vigtigste,
og ønsker at fortælle lidt om min tid
som kajak-post.
Jeg var kun 15 år, da storfanger Se-
bulon en dag i begyndelsen af april
måned kom ind til os for at spørge
mig, om jeg ikke havde lyst til at tage
med ham for at bringe post til Ivigtut.
Han havde forgæves forsøgt at finde
en med-kajak-post. Min familie var
meget betænkelig. De var klar over,
hvor farligt det kunne være at være
kajak-post, og de vidste, at Sebulon
aldrig var bange for vejrliget. Men jeg
var fyr og flamme og sagde ja til hans
tilbud. Vi ventede dog på vejrbed-
ring, og lige før storisen lagde helt til
landet, tog vi af sted, da vejret blev
bedre. Den første nat overnattede vi
ude i det fri ved „SivinganeK", nord
for bopladsen Saricamiut. Vi sad i vore
kajakker med helpels på — og sov. Om
morgenen tog vi vore kajakker på nak-
ken og gik ud til iskanten. Lige efter
at vi var startet, fik jeg øje på is-
bjørnespor. Da mine øjne var meget
bedre end min kammerats, fik jeg øje
på en isbjørn, der lå på isen nord for
os. Sebulon kunne ikke få øje på den,
men begyndte at gøre bøsserne klar.
Den gang havde jeg forlader-haglbøs-
se. Efter min kammerats henvisning
puttede jeg en kugle i bøssen. Sebulon
gjorde det samme og gjorde sin riffel
skudklar. Da vi nærmede os isbjørnen,
opdagede vi, at den lå helt flad — og
sov.
Knækkede bøssen ved
at bruge den som
stav mod isbjørnen
Vi begyndte at nærme os isbjørnen
meget forsigtigt, men den fik færten
af os og begyndte at bevæge sine øren.
Den rejste sig op. Jeg ville skyde den,
men min kammerat insisterede på, at
vi skulle have den på nærmere skud-
hold. Da vi var kommet på faretruende
nært hold skød jeg, men min kugle
faldt mellem isbjørnen og os. Af bare
iver havde jeg ladet min haglbøsse
forkert.
Isbjørnen begyndte at galopere
hen imod min kammerat. Fra gan-,
ske kort afstand skød Sebulon. Is-
bjørnen stejlede blot og løftede sin
venstre forlap for at slå. I det sam-
me løftede Sebulon sin bøsse og
knaldede isbjørnen i hovedet — in-,
den den svingede sin dødbringende
forlap. Bjørnen væltede. Min kam-
merat ville dreje for at flygte, men
isbjørnen var allerede på benene
igen og løftede sin venstre forlap.
Sebulon knaldede sin bøsse mod is-
bjørnen og væltede den igen. Da
isbjørnen kom på benene igen for
tredie gang, kunne jeg se på min
kammerats ansigtsudtryk, at han
var meget vred. Det var bjørnen
også. Sebulon bandede og slog bjør-,
nen. Der var kraft i dette slag. Hans
bøsseløb knækkede midt over. Is-
bjørnen var bevidstløs i længere
tid, kom pludselig på benene igen
og flygtede af alle kræfter. Den var
som skudt ud af en kanon, så hur-
tigt tøb den sin vej.
Historien ville man ikke tro på
Min kammerats vrede fortog sig ik-
ke, da isbjørnen flygtede. Han gav
mig posten og tog begge vore kajak-
ker på nakken og gik mod iskanten. Vi
nåede det åbne vand, men kom snart
hen til et stykke is, der lå på tværs af
et sund. Vi stødte igen på bjørnespor,
men de førte til havet på den anden
side af isen. Her havde den drejet af
og var nået land — og død. Vi fandt
dog ikke isbjørnen. Andre fangere, der
tog en lur længere mod nord, fandt
isbjørnen. Da var den rådden.
Denne dag tog vi til Kobbermine-
bugten for at overnatte dér. Den gang
var kobberminen igang og var beboet.
Da vi ankom dertil, spurgte min kam-
merat, om smedene ikke kunne repa-
rere hans bøsse og fortalte, hvordan
bøssen knækkede. Dagen efter tog vi
afsted til Ivigtut. Lige efter at vi var
installeret i en stue, kom lederne ved
kryolitminen for at spørge os, om det
var sandt, at min kammerat havde
været i slagsmål med en isbjørn. Det
viste sig, at folkene ved Kobbermine-
bugten havde skrevet til Ivigtut og
genfortalt historien om isbjørnen — en
historie, som de i øvrigt ikke havde
troet på. Efter at vi havde ventet i et
stykke tid i Ivigtut på et skib, kom
der et, og vi tog hjem. Undervejs holdt
vi rast på en fangstplads, hvor nogle
familier fra Arsuk holdt til på klap-
mydsfangst. Senere mødte vi et sejl-
skib. Om bord på skibet var bl. a. en
tidligere udstedsbestyrer i K’agssimiut
og hans kone. De gjorde store øjne, da
de opdagede, at jeg var med. De havde
(Fortsættes side 24).
5