Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 12.01.1961, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 12.01.1961, Blaðsíða 4
Verdens dybeste dykning gav svaret på en hidtil uløst Den berømte dykker Jacques Piccard og løjtnant Don Walsh har besejret verdens dybeste grav, „Udfordringens dyb", der er 11 km under havets Jacques Piccard Der var nerver på, da mandskabet på den amerikanske dykkerbåd „Trieste" skulle forsøge at dykke ned på bunden af verdens dybeste “grav", „Mariana-graven" i Stillehavet. Det dybeste punkt kaldets „Udfordringens dyb“ og er ca. 11 km under havover- fladen, så der var ikke noget at sige til, at maskinmesteren ombord spurg- te sig selv, om det ikke var det glade vanvid, han havde indladt sig på til trods for, at han andre steder havde dykket indtil 64 gange med „Trieste". Situationen var ikke al for lys, for ikke blot var det et vovestykke at ind- lade sig på denne dykning, men man havde haft flere uheld, inden man be- gyndte på selve dykningen. „Mariana-graven“ ligger på den 10. nordlige breddegrad ud for Philippi- nerne og næsten direkte syd for Tokio. Den nærmeste store ø er Guam, der blev benyttet som base for ekspeditio- nen. overflade Der var gået et stort arbejde forud for denne dykning. Ikke blot havde de to ledere af ekspeditionen, den berøm- te Jacques Piccard og Don Walsh fra den amerikanske flåde gjort de tra- ditionelle forberedelser, der går forud for enhver dykning, men i to dage havde en destroyer foretaget mere end 800 eksplosioner under vandet for at måle dybden og nøjagtig finde det sted, hvor dykningen skulle foregå. Den lå nu på det angivne sted. Dykningen nær opgivet Man forstår godt, at nervøsiteten steg, mens „Trieste" blev bugseret den 350 km lange vej fra Guam til „Ma- riana-graven" af den amerikanske flå- des ocean-slæbebåd „Wandank", for jo længere den kom, jo dårligere blev vejret. Bølgerne slog op over dykker- bådens dæk, og først opdagede de to dykkere, at den såkaldte overflade-te- lefon, hvorover de skulle have haft de sidste instrukser fra en pilot, var revet af, dernæst at hastighedsmåleren, der skulle angive med hvilken fart de steg op eller ned, var ude af funktion, og endelig at instrumentet, der skulle an- give om båden stod lodret, hang ynke- lige ned fra afstiveren. Var det forsvarligt at gå ned? — Skulle man tage risikoen, efter at alle forberedelserne nu var tilendebragt? Mod udfordringens dyb Den 13. januar 1960 kl. 8,23 begyndte dykningen — alle opståede hindringer til trods. Jacques Piccard lukkede lem- men, der kun havde en enkelt bolt — et tryk på 3000 tons skulle nok sørge for, at den blev i. Gennem koøjet så de to dykkere vandet skvulpe højere og højere op. I horisonten lå „Wan- dank" og duvede mere end sædvanlig, og et stykke fra den lå destroyeren „Lewis", der skulle komme dem til hjælp, når de atter kom op til hav- overfladen. Maskinmesteren havde fået besked om straks at få dykker- båden op til overfladen igen, hvis det viste sig, at noget var galt, og da over- flade-telefonen var borte, skulle sig- nalet være, at Piccard drejede med dykkerbådens skruer. Så gik det nedad mod „Udfor- dringens dyb", ned i den evige kul- de, et enormt, mystisk område, hvor dybhavsfiskene åbner deres begær- lige øjne i eet tæt mørke, og hvor det kolde vand er kun få kilometer fra de tropiske haves altid varme vand. Besværligheder allerede 100 m nede „Trieste" var forsynet med en åben benzintank. Da benzin lettere lader sig sammenpresse end vand, kom der til stadighed mere vand ind i tanken, og dykkerbåden forøgede derved sin vægt, så den kunne blive ved med at synke. Men efter 10 minutters forløb, ca. 100 m nede, standsede dykkerbå- den af sig selv. Det viste sig, at „Trieste" pludselig var kommet ned i lag med koldt vand, og benzintanken kunne ikke tage mere vand, før ben- zinen var blevet afkølet, men det var kostbare minutter. Dykningen var an- slået til at tage ca. 9 timer, og i hvert fald skulle „Trieste" være oppe ved havoverfladen inden mørkets frem- brud. I stedet for at vente kunne man lukke lidt af benzinen ud, men dermed ville man miste noget af den dyrebare vædske, som var nødvendig ved op- stigningen. Heldigvis havde man fyldt en del mere benzin på end nødvendigt, så man valgte at lukke lidt ud, men det blev en stakket glæde, for en halv snes meter længere nede standsede dykkerbåden igen. Atter blev der slup- pet lidt benzin ud, og den standsede nu 150 m nede. Det samme gentog sig i en dybde af 175 m. Piccard havde aldrig ved de 64 tidligere dykninger med „Trieste" været udsat for noget lignende. I en dybde af godt 200 meter steg farten af neddykningen, og det var nu mørkt. Søgelyset blev ikke brugt, for at man uforstyrret skulle kunne stu- dere de biologiske fænomener, men der var ikke meget at se, formentlig fordi dykningen skete så hurtigt, at der var kommet strømninger i vandet, hvorfor fiskene forsvandt. Allerede på dette tidspunkt så man de første spor af fosforescerende plankton. Det forsvandt atter, og der viste sig kun lysende spor ved 800 m og 7000 meters dybde. Samme fart som en gammel elevator De enorme vandmasser passerede forbi med en fart på 90 cm i sekundet — svarende til en ældre elevators fart — den hastighed skulle holdes til en dybde på 7 km, og derefter sættes ned til 60 cm for endelig at gå ned til 30 cm i sekundet i 9 km.s dybde. Selv om man havde garanteret, at der ikke var nogen undersøisk strøm, der kunne slå båden ud af kurs, så var der alli- gevel mulighed for at ramme en skrå- ning i „graven" i stedet for bunden eller lande tidligere end beregnet og ramme en hård overflade, måske end- da en klippespids. Selv om overflade-telefonen gik i stykker, virkede undervands-telefonen tilfredsstillende. Man var til stadig- hed i kontakt med slæbebåden „Wan- dank". Ramte dykkerbåden et søuhyre! Kl. 11,30 var „Trieste" 7 km nede, og man havde allerede kastet 6 tons ballast! I denne dybde havde ingen nogen sinde været tidligere. — Uden for var vandet ganske enestående klart, har Jacques Piccard bagefter ud- talt, der var intet spor af liv, ingen plankton. Søgelyset, der tændtes for et øjeblik, kastede sine stråler dybt, dybt ned. Det var som om intet kunne standse strålerne. Vi var i en tomhed, havets tomhed, som presser sig mod dykkerskibets væg med et tryk på næsten 150.000 tons. Pludselig i godt 9 km’s dybde kom der en hul, knagende lyd fra „Trieste", og i samme øjeblik fik et temmelig hårdt stød kabinen til at ryste. De to mænd så på hinan- nen. Havde de nået bunden? Nej, dykkerbåden fortsatte med at syn- ke. Havde de mon ramt et under- søisk uhyre? Alt syntes normalt igen, og da de standsede alt, der gav lyd fra sig, hør- tes kun en ganske svag lyd, som små prik mod siden. Kunne det være rejer? Da „Trieste" fortsatte med at synke normalt, blev man enige om at se ti- den an. Der var nu kun få spor af liv i van- det. Det syntes at være nogle meget små gele-agtige fisk. Det kom dog ikke som en overraskelse, da det i for- vejen var kendt, at der fandtes bak- terier og søannemoner på selv de største dybder. Bundet nået Telefonen var på dette tidspunkt blevet tavs. Dykningen foregik i dyb tavshed og nu langsomt. Øjnene på de to mænd vandrede hvileløst mellem koøjet og dybdemåleren. De var klar over, at de måtte være nær ved bun- den, de kunne nå den hvert øjeblik — men de fortsatte med at synke. Kl. 12,56 gik dybdemåleren i bund, og nu kunne de tydeligt se bunden små 100 m længere nede. 10 minutter se- nere, kl. 13,06 landede „Trieste" plan- mæssigt på et elfenbensfarvet tæppe, som havet havde dannet gennem tu- sinder af år. Ligesom en ballon på en vindstille dag, som om „Trieste" over- hovedet ikke tog notits af trykket på næsten 200.000 tons vand, stod den i afgrunden, det sidste yderste punkt på jorden, som endnu ikke var blevet erobret. Forklaringen på „søuhyret" Ligesom for at demonstrere betyd- ningen af denne dykning ville tilfæl- det, at „Trieste" landede kun en me- ter fra en fisk, en rigtig fisk, der pludselig fik selskab af et ståluhyre med en kraftig lysstråle. Denne fisk var det øjeblikkelige svar på et spørgs- mål, som tusinder af havforskere gen- nem årene havde spurgt om. Lang- somt, ganske langsomt svømmede den- ne fisk, der var ca. en halv meter lang, bort delvis gennem mudderet på bunden ind i den mørke nat, den evige nat, der er dens domæne. Måleapparaterne blev aflæst, der var tilsyneladende ingen undersøisk strøm i „graven" og ingen radioakti- vitet, og da de to mænd tilbragte nog- le minutter ved koøjet, svømmede en reje nok så fredeligt forbi dem. For ikke at lade noget ugjort, kaldte Walsh slæbebåden „Wandank", og det lykkedes virkelig at få en forbindel- se igennem. Den var svag, men stem- merne kunne forstås. Pludselig stirrede Walsh ud af koøjet, og det var tydeligt, at no- get bestemt tiltrak hans opmærk- somhed. Han udbrød: „Nu ved jeg, hvorfra lyden kom, mens vi var på vej ned mod bunden. Se, den store rude ved indgangskabinen er gået i stykker!" Og det var virkelig til- fældet, den store plexiglas-rude havde adskillige revner. Heldigvis betød det ikke nogen fare, men det kunne afstedkomme nogle besvær- ligheder, når de skulle ud. Der var gået 20 minutter på bunden, da Jacques Piccard trak i håndtaget, der udløste ballasten, en strøm af kug- ler kom hen forbi koøjet, og opstig- ningen var begyndt. Støvet på bunden, der uden tvivl bestod af kiselholdige skeletdele, hvirvlede op, for i løbet af nogle timer, måske dage, atter at falde ned på bunden, hvor det har lig- get i tusinder af år. Opstigningen fandt sted ganske efter planen, der var intet at se udenfor, kun det samme indtryk af tomhed, som slog de to mænd ved nedstignin- gen. Kl. 16,56 nåede „Trieste" overfladen. De sidste minutter var opstigningen sket særlig langsomt af hensyn til det ødelagte plexiglas, og det lykkedes at komme op uden at det splintredes, så de to dykkere kunne selv komme ud af dykkerskibet. Dykningen var endt, men det var en voldsom velkomst, den civiliserede del af havet gav dem, for søen var endnu hårdere, end da de begyndte dykningen. Få kilometer borte lå „Wandank" og „Lewis" og ventede, og kort tid efter gik det atter mod Guam. Leveres 1 teak og nød med toneextender En elegant radiomodtager - med stort teknisk udstyr i særprisklasse En lille kvalitetsmodtager med 7 rør og tryk- knapper. Har alle bølgeområder og grammofon- tilslutning. FM-delen er særdeles følsom med 3- trins MF-forstærker og Foster-Seeley kvalitetsde- tektor. AM-delen er bygget for distancemodtag- ning med højantennetilslutning på alle 4 bølge- områder. Modtageren er udstyret med 2 kastean- tenner, een for FM og een for AM. Lydforstær- keren er bygget nøjagtig søm en af high-fidelity kanalerne i ELTRA’s stereomodtager. Den har en helt ny form for tonekontrol — Toneextenderen — der kontinuert (trinløst) uden nogen form for stop kan drejes helt rundt. Den regulerer sam- tidig både bas og diskant og giver ved gennem- drejning alle ønskelige kombinationer af bas og diskant. Den har tilslutning for grammofon og ekstrahøjt- taler. Hør ELTRA COMET 989 før De bestemmer Dem! KRYOLITSELSKABET ØRESUND A/S KØBENHAVN 4

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.