Atuagagdliutit - 12.01.1961, Qupperneq 4

Verdens dybeste dykning gav
svaret på en hidtil uløst
Den berømte dykker Jacques Piccard og løjtnant Don Walsh har besejret
verdens dybeste grav, „Udfordringens dyb", der er 11 km under havets
Jacques Piccard
Der var nerver på, da mandskabet
på den amerikanske dykkerbåd
„Trieste" skulle forsøge at dykke ned
på bunden af verdens dybeste “grav",
„Mariana-graven" i Stillehavet. Det
dybeste punkt kaldets „Udfordringens
dyb“ og er ca. 11 km under havover-
fladen, så der var ikke noget at sige
til, at maskinmesteren ombord spurg-
te sig selv, om det ikke var det glade
vanvid, han havde indladt sig på til
trods for, at han andre steder havde
dykket indtil 64 gange med „Trieste".
Situationen var ikke al for lys, for
ikke blot var det et vovestykke at ind-
lade sig på denne dykning, men man
havde haft flere uheld, inden man be-
gyndte på selve dykningen.
„Mariana-graven“ ligger på den 10.
nordlige breddegrad ud for Philippi-
nerne og næsten direkte syd for Tokio.
Den nærmeste store ø er Guam, der
blev benyttet som base for ekspeditio-
nen.
overflade
Der var gået et stort arbejde forud
for denne dykning. Ikke blot havde de
to ledere af ekspeditionen, den berøm-
te Jacques Piccard og Don Walsh fra
den amerikanske flåde gjort de tra-
ditionelle forberedelser, der går forud
for enhver dykning, men i to dage
havde en destroyer foretaget mere end
800 eksplosioner under vandet for at
måle dybden og nøjagtig finde det
sted, hvor dykningen skulle foregå.
Den lå nu på det angivne sted.
Dykningen nær opgivet
Man forstår godt, at nervøsiteten
steg, mens „Trieste" blev bugseret den
350 km lange vej fra Guam til „Ma-
riana-graven" af den amerikanske flå-
des ocean-slæbebåd „Wandank", for jo
længere den kom, jo dårligere blev
vejret. Bølgerne slog op over dykker-
bådens dæk, og først opdagede de to
dykkere, at den såkaldte overflade-te-
lefon, hvorover de skulle have haft de
sidste instrukser fra en pilot, var revet
af, dernæst at hastighedsmåleren, der
skulle angive med hvilken fart de steg
op eller ned, var ude af funktion, og
endelig at instrumentet, der skulle an-
give om båden stod lodret, hang ynke-
lige ned fra afstiveren.
Var det forsvarligt at gå ned? —
Skulle man tage risikoen, efter at alle
forberedelserne nu var tilendebragt?
Mod udfordringens dyb
Den 13. januar 1960 kl. 8,23 begyndte
dykningen — alle opståede hindringer
til trods. Jacques Piccard lukkede lem-
men, der kun havde en enkelt bolt —
et tryk på 3000 tons skulle nok sørge
for, at den blev i. Gennem koøjet så
de to dykkere vandet skvulpe højere
og højere op. I horisonten lå „Wan-
dank" og duvede mere end sædvanlig,
og et stykke fra den lå destroyeren
„Lewis", der skulle komme dem til
hjælp, når de atter kom op til hav-
overfladen. Maskinmesteren havde
fået besked om straks at få dykker-
båden op til overfladen igen, hvis det
viste sig, at noget var galt, og da over-
flade-telefonen var borte, skulle sig-
nalet være, at Piccard drejede med
dykkerbådens skruer.
Så gik det nedad mod „Udfor-
dringens dyb", ned i den evige kul-
de, et enormt, mystisk område, hvor
dybhavsfiskene åbner deres begær-
lige øjne i eet tæt mørke, og hvor
det kolde vand er kun få kilometer
fra de tropiske haves altid varme
vand.
Besværligheder allerede 100 m nede
„Trieste" var forsynet med en åben
benzintank. Da benzin lettere lader sig
sammenpresse end vand, kom der til
stadighed mere vand ind i tanken, og
dykkerbåden forøgede derved sin
vægt, så den kunne blive ved med at
synke. Men efter 10 minutters forløb,
ca. 100 m nede, standsede dykkerbå-
den af sig selv. Det viste sig, at
„Trieste" pludselig var kommet ned i
lag med koldt vand, og benzintanken
kunne ikke tage mere vand, før ben-
zinen var blevet afkølet, men det var
kostbare minutter. Dykningen var an-
slået til at tage ca. 9 timer, og i hvert
fald skulle „Trieste" være oppe ved
havoverfladen inden mørkets frem-
brud. I stedet for at vente kunne man
lukke lidt af benzinen ud, men dermed
ville man miste noget af den dyrebare
vædske, som var nødvendig ved op-
stigningen. Heldigvis havde man fyldt
en del mere benzin på end nødvendigt,
så man valgte at lukke lidt ud, men
det blev en stakket glæde, for en halv
snes meter længere nede standsede
dykkerbåden igen. Atter blev der slup-
pet lidt benzin ud, og den standsede
nu 150 m nede. Det samme gentog sig
i en dybde af 175 m. Piccard havde
aldrig ved de 64 tidligere dykninger
med „Trieste" været udsat for noget
lignende.
I en dybde af godt 200 meter steg
farten af neddykningen, og det var nu
mørkt. Søgelyset blev ikke brugt, for
at man uforstyrret skulle kunne stu-
dere de biologiske fænomener, men
der var ikke meget at se, formentlig
fordi dykningen skete så hurtigt, at
der var kommet strømninger i vandet,
hvorfor fiskene forsvandt.
Allerede på dette tidspunkt så man
de første spor af fosforescerende
plankton. Det forsvandt atter, og der
viste sig kun lysende spor ved 800 m
og 7000 meters dybde.
Samme fart som en gammel elevator
De enorme vandmasser passerede
forbi med en fart på 90 cm i sekundet
— svarende til en ældre elevators fart
— den hastighed skulle holdes til
en dybde på 7 km, og derefter sættes
ned til 60 cm for endelig at gå ned til
30 cm i sekundet i 9 km.s dybde. Selv
om man havde garanteret, at der ikke
var nogen undersøisk strøm, der kunne
slå båden ud af kurs, så var der alli-
gevel mulighed for at ramme en skrå-
ning i „graven" i stedet for bunden
eller lande tidligere end beregnet og
ramme en hård overflade, måske end-
da en klippespids.
Selv om overflade-telefonen gik i
stykker, virkede undervands-telefonen
tilfredsstillende. Man var til stadig-
hed i kontakt med slæbebåden „Wan-
dank".
Ramte dykkerbåden et søuhyre!
Kl. 11,30 var „Trieste" 7 km nede,
og man havde allerede kastet 6 tons
ballast! I denne dybde havde ingen
nogen sinde været tidligere. — Uden
for var vandet ganske enestående
klart, har Jacques Piccard bagefter ud-
talt, der var intet spor af liv, ingen
plankton. Søgelyset, der tændtes for
et øjeblik, kastede sine stråler dybt,
dybt ned. Det var som om intet kunne
standse strålerne. Vi var i en tomhed,
havets tomhed, som presser sig mod
dykkerskibets væg med et tryk på
næsten 150.000 tons.
Pludselig i godt 9 km’s dybde
kom der en hul, knagende lyd fra
„Trieste", og i samme øjeblik fik
et temmelig hårdt stød kabinen til
at ryste. De to mænd så på hinan-
nen. Havde de nået bunden? Nej,
dykkerbåden fortsatte med at syn-
ke. Havde de mon ramt et under-
søisk uhyre?
Alt syntes normalt igen, og da de
standsede alt, der gav lyd fra sig, hør-
tes kun en ganske svag lyd, som små
prik mod siden. Kunne det være rejer?
Da „Trieste" fortsatte med at synke
normalt, blev man enige om at se ti-
den an.
Der var nu kun få spor af liv i van-
det. Det syntes at være nogle meget
små gele-agtige fisk. Det kom dog
ikke som en overraskelse, da det i for-
vejen var kendt, at der fandtes bak-
terier og søannemoner på selv de
største dybder.
Bundet nået
Telefonen var på dette tidspunkt
blevet tavs. Dykningen foregik i dyb
tavshed og nu langsomt. Øjnene på de
to mænd vandrede hvileløst mellem
koøjet og dybdemåleren. De var klar
over, at de måtte være nær ved bun-
den, de kunne nå den hvert øjeblik —
men de fortsatte med at synke.
Kl. 12,56 gik dybdemåleren i bund,
og nu kunne de tydeligt se bunden små
100 m længere nede. 10 minutter se-
nere, kl. 13,06 landede „Trieste" plan-
mæssigt på et elfenbensfarvet tæppe,
som havet havde dannet gennem tu-
sinder af år. Ligesom en ballon på en
vindstille dag, som om „Trieste" over-
hovedet ikke tog notits af trykket på
næsten 200.000 tons vand, stod den i
afgrunden, det sidste yderste punkt på
jorden, som endnu ikke var blevet
erobret.
Forklaringen på „søuhyret"
Ligesom for at demonstrere betyd-
ningen af denne dykning ville tilfæl-
det, at „Trieste" landede kun en me-
ter fra en fisk, en rigtig fisk, der
pludselig fik selskab af et ståluhyre
med en kraftig lysstråle. Denne fisk
var det øjeblikkelige svar på et spørgs-
mål, som tusinder af havforskere gen-
nem årene havde spurgt om. Lang-
somt, ganske langsomt svømmede den-
ne fisk, der var ca. en halv meter
lang, bort delvis gennem mudderet på
bunden ind i den mørke nat, den evige
nat, der er dens domæne.
Måleapparaterne blev aflæst, der
var tilsyneladende ingen undersøisk
strøm i „graven" og ingen radioakti-
vitet, og da de to mænd tilbragte nog-
le minutter ved koøjet, svømmede en
reje nok så fredeligt forbi dem. For
ikke at lade noget ugjort, kaldte
Walsh slæbebåden „Wandank", og det
lykkedes virkelig at få en forbindel-
se igennem. Den var svag, men stem-
merne kunne forstås.
Pludselig stirrede Walsh ud af
koøjet, og det var tydeligt, at no-
get bestemt tiltrak hans opmærk-
somhed. Han udbrød: „Nu ved jeg,
hvorfra lyden kom, mens vi var på
vej ned mod bunden. Se, den store
rude ved indgangskabinen er gået
i stykker!" Og det var virkelig til-
fældet, den store plexiglas-rude
havde adskillige revner. Heldigvis
betød det ikke nogen fare, men det
kunne afstedkomme nogle besvær-
ligheder, når de skulle ud.
Der var gået 20 minutter på bunden,
da Jacques Piccard trak i håndtaget,
der udløste ballasten, en strøm af kug-
ler kom hen forbi koøjet, og opstig-
ningen var begyndt. Støvet på bunden,
der uden tvivl bestod af kiselholdige
skeletdele, hvirvlede op, for i løbet
af nogle timer, måske dage, atter at
falde ned på bunden, hvor det har lig-
get i tusinder af år.
Opstigningen fandt sted ganske efter
planen, der var intet at se udenfor,
kun det samme indtryk af tomhed,
som slog de to mænd ved nedstignin-
gen.
Kl. 16,56 nåede „Trieste" overfladen.
De sidste minutter var opstigningen
sket særlig langsomt af hensyn til det
ødelagte plexiglas, og det lykkedes at
komme op uden at det splintredes, så
de to dykkere kunne selv komme ud af
dykkerskibet.
Dykningen var endt, men det var en
voldsom velkomst, den civiliserede
del af havet gav dem, for søen var
endnu hårdere, end da de begyndte
dykningen. Få kilometer borte lå
„Wandank" og „Lewis" og ventede, og
kort tid efter gik det atter mod Guam.
Leveres 1 teak og nød
med toneextender
En elegant
radiomodtager -
med stort
teknisk udstyr
i særprisklasse
En lille kvalitetsmodtager med 7 rør og tryk-
knapper. Har alle bølgeområder og grammofon-
tilslutning. FM-delen er særdeles følsom med 3-
trins MF-forstærker og Foster-Seeley kvalitetsde-
tektor. AM-delen er bygget for distancemodtag-
ning med højantennetilslutning på alle 4 bølge-
områder. Modtageren er udstyret med 2 kastean-
tenner, een for FM og een for AM. Lydforstær-
keren er bygget nøjagtig søm en af high-fidelity
kanalerne i ELTRA’s stereomodtager. Den har en
helt ny form for tonekontrol — Toneextenderen
— der kontinuert (trinløst) uden nogen form for
stop kan drejes helt rundt. Den regulerer sam-
tidig både bas og diskant og giver ved gennem-
drejning alle ønskelige kombinationer af bas og
diskant.
Den har tilslutning for grammofon og ekstrahøjt-
taler.
Hør ELTRA COMET 989 før De bestemmer Dem!
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
4