Atuagagdliutit - 12.01.1961, Page 6

Vi vil
ikke konkurrere
rønlænderne
med
Hvorfor sælge rejer fil lavere pris, når vi kan opnå lige så meget, mener
nordnorsk direktør. — Lad os søge rejer af en kvalitet, som giver bag-
grund for højnelse af fiskernes sociale niveau.
Tag det roligt — det er en udstoppet bjørn
niuvertarfiup silatåne nanoK imigau
Det begyndte i restauranten på
Grand hotel i Tromsø, 250 km nord for
Narvik og beliggende i Nordnorge om-
trent på samme breddegrader som Di-
sko-bugten. Turen fra Narvik med
bus havde varet hele dagen og ikke
budt på større oplevelser, eftersom en
tæt, klam tåge havde skjult alle fjel-
dene.
Middagsmaden havde jeg købt på et
af de små turisthoteller på vejen, hvor
bussen gjorde holdt, og hvor man ved
delvis selvbetjening kunne få et efter
nordnorske forhold billigt og godt
måltid — men sammenlignet med dan-
ske forhold er al mad dyr i Norge.
Da jeg havde sikret mig hotellets
allersidste ledige værelse, ville jeg
nøjes med et let aftensmåltid for ikke
at gøre alt for stort indhug i min spar-
somme valuta, og jeg bestilte derfor en
kop kaffe med et enkelt stykke brød
til.
Om det blev en besparelse, er dog
tvivlsomt. For blandt andre lækre sa-
ger tilbød servitricen også „reker“, alt-
så rejer, og som gammel christians-
håber blev jeg øjeblikkelig interesseret
og slog til for at få nysgerrigheden til-
fredsstillet. Det viste sig at være dyb-
havsrejer af så at sige samme kvalitet
som Christianshåb-rejerne — og reg-
ningen lød på 3,50 kr. alene for et
halvt stykke sigtebrød med rejer,
hvortil kom kaffen og drikkepengene!
Servitricen fik et bekymret udtryk i
øjnene, da jeg først studerede rejerne
grundigt og derefter tilkaldte hende,
inden jeg gav mig i kast med delika-
tessen. Hun klarede dog hurtigt op, da
jeg bad om nærmere oplysninger om
rejerne og fortalte, hvorfor de inter-
esserede mig.
Ikke interesseret i overproduktion
Gennem tåge og støvregnen gik jeg
næste morgen efter servitricens an-
visninger gennem Tromsøs moderne
asfalterede gader, nu og da med en
lille afstikker til en gammel gyde med
interessant udseende århundredgamle
tjærede træhuse, med kurs mod den
del af havnen, hvor A/S Finnmark og
Nord-Troms Fiskeindustri har sin her-
metikfabrik. I virkeligheden var jeg
på gennemrejse til Svalbard (Spits-
bergen), men denne improviserede af-
stikker, som lige kunne nås, inden mit
skib stak næsen ud i Det nordlige Is-
hav, viste sig at give godt udbytte.
På vejen hertil havde jeg set nyde-
ligt malede huse i livlige farver mel-
lem slanke birketræer, som ustandse-
ligt fik mine tanker til at kredse om
den trods alt store forskel på klimaet
her og på tilsvarende breddegrader i
Vestgrønland, hvor man ikke som her
i Norge har den varme golfstrøm til at
bringe regn og mildhed.
Men ved havnen kunne man godt
føle sig hensat til Grønland en tåget,
regnsmattet sommerdag, som jo også
findes ved Disko-bugten, selv om jeg er
overbevist om, at den er mere almin-
delig i Nordnorge.
Bag et skilt med „Adgang strengt
forbudt uvedkommende" lå en hvid-
malet fabriksbygning af træ. Jeg
spurgte en kone i en kiosk uden for
lågen, om det var en rejefabrik —
men det vidste hun ikke! Tromsø er
trods alt en stor by med sine 15—16000
indbyggere, men alligevel ....
Det viste sig dog at være den fa-
brik, jeg søgte, og efter en rum vente-
tid, lykkedes det mig endelig at kom-
me til at tale med virksomhedens ad-
ministrerende direktør, Helge Richard-
sen, som under hele ventetiden havde
talt i telefon, og det lykkedes mig
kun lige at få hilst på direktøren, in-
den telefonen igen ringede.
Det viste sig dog at betyde mindre.
Direktør Richardsen afslørede sig som
et unikum, der kunne føre to samtaler
på en gang. Adskillige gange, mens
han hørte på en talende i telefonen,
betydede han mig med en håndbevæ-
gelse, at jeg bare kunne fortsætte mi-
ne spørgsmål, han skulle nok svare,
så snart der var et par sekunder le-
dige.
Det første, direktør Richardsen sag-
de, var, at det var helt forkert at
spørge ham om rejer. Og han henviste
til en dansk artikel i et fagskrift, som
efter hans mening sagde omtrent alt,
hvad der kunne siges om den røde
dybhavsreje.
Fabrikkens kapacitet og produktion
ønskede han ikke at komme ind på af
konkurrencemæssige grunde, men op-
lyste, at hele Norges produktion af
rejer forrige år var 2172 tons fersk,
3028 tons frosset og 4438 tons herme-
tik, ialt 9638 tons rejer svarende til en
indhandlingsværdi af 30.100.000 norske
kroner. Efter den officielle kurs har
den norske krone omtrent samme vær-
di som den danske, men i reel købe-
kraft svarer den her i Nordnorge så
vidt jeg har kunnet få oplyst til ca.
70 øre eller sagt på en anden måde,
1,40 n. kr. = 1.00 d. kr.
Direktør Richardsen gør udtrykke-
ligt opmærksom på, at rejer kun er en
af hermetikfabrikkens specialiteter.
Rejerne fanges i nærheden, både i
fjordene og på havet.
— Rejefiskeriet er ret sårbart her,
stærkt afhængigt af vejr og vind, ud-
taler direktør Richardsen videre.
PETERSEN, MØLLER & HOPPE
EDSVORNE SKIBSMÆGLERE
Etableret 1797
Indehavere: P. Fabricius & J. Lemkow
Bredgade 34, København K.
Befragtning . Klarering angatdldssineK pajugtuinerdlo
Generalagenter for Hamburg-Amerika Linie
Cecil er altid
ensartet rullet...!
Cecil*tt åssigtdrdluartu
mik imussaussarputl
— derfor er der
bedre træk i Cecil....
— taimåitumik Cecil’it
mitdluaruminarttissar•
put.. .1
— og sd kan
man smage den
<•’ 9ode lobak i Cecil..!
Il r • " asuio tåssa Cecil*it tu
..••*** pasungnerrdrig-
En Cecil er altid perfekt rullet, fordi tobaks-
mængden i hver eneste Cecil-cigaret kontrol-
leres elektronisk med brøkdele af milligrams
nøjagtighed. Det giver bedre træk i Cecil, og
man får den rette glæde af de fyldige og
rnættende blended-tobakker. Den lange Cecil
bliver mere og mere populær — det er den,
man glæder sig til, når dagens pauser nær-
mer sig .. .
Cecil tamatigut imorivdluinartarpon tåssame
Ceeil-cigaritit tupartaisa åssiglårdluarthnig-
ssait nåkutigineKarKigsårtarmata. taimåitu-
mik Cecil mitdluaruminarthssarpoK sor-
ssangnångitsumik malungnardluartardlune.
CeciPit takisht pisiarincKartaleriartuinarput
— tåssa sulinerup unikåtdlangnerane iki-
tagssatut KilanårineKartaramik ... aitsåme
Cecil tåssa ikitagssaa.
- sa erderficfff/en Cec/7.. /
Fabriken i Tromsø
Tromsøme sulivfigssuax
Fangsterne øges dog stadig, og rejerne
tages med stadig større både.
Det almindelige er, at man fanger
dem med 40 fods kuttere, men enkelte
bruger dog kuttere på helt op til 60—
70 fod.
— Findes der f. eks. også rejer på
Svalbard, og bliver de udnyttet?
— Ja, der findes så vidt jeg ved ret
betydelige forekomster også ved Sval-
bard, men hvorfor skulle vi udnytte
dem? Vi er ikke interesseret i at spre-
de fangsten alt for meget og måske
endda risikere overproduktion, så man
til syvende og sidst skal sælge rejerne
til torskepris. Så er der jo ikke ge-
vinst for nogen.
Vi søger at finde rejer af en kvalitet,
som betyder, at man kan højne det
sociale niveau for fiskerne. Det anser
vi for afgørende her, og jeg vil tro, at
noget lignende gælder ikke mindst for
Grønland.
Vi er ikke interesseret i en overpro-
duktion, som trykker priserne nedad.
Rejer er en slags luksus, og det skulle
gerne vedblive at være en delikatesse,
som man gerne betaler lidt ekstra for
at erhverve.
Ikke se sig blind på de store rejer
Den norske pris ved eksport er i
øjeblikket 17V2 kr. pr. kg cif kontinen-
tet frosset.
Hvorfor skulle vi sælge det til en
lavere pris end andre, når vi kan op-
nå lige så meget?
Vi vil ikke konkurrere med Grøn-
land, tværtimod kan vi kun fra norsk
side være interesseret i, at begge par-
ter opnår en pris på verdensmarkedet,
som vi kan være tjent med. Om det så
på øre bliver det samme, må vel være
underordnet, bl. a. spiller jo også
mængde og tilberedning ind.
Vore rejer er gennemsnitligt mindre
i dag end for blot få år siden. Vi har
vel kun 30—40—50 pct. i ekstra stør-
relse, bl. a. afhængigt af, på hvilket
fangstfelt de er taget.
Men for os gælder det naturligvis
først og fremmest om at holde bedrif-
ten i gang, og derfor må vi ikke se os
blind på de store rejer. Naturen giver
os også små rejer ,og følgelig må de
også sælges. Det gælder derfor om at
skaffe afsætning også for dem.
Det gælder både her og i Grønland
— og det må vi ikke glemme — at vi
alligevel ikke kan konkurrere med de
store stillehavsrejer — det ville være
som at sammenligne en stør med en
hval.
Smag og aroma højf over store rejers
— Vi må, fortsætter direktør
Richardsen, sælge dem efter størrel-
sen, men vel at mærke efter den om-
vendte regel af at betale „størst for
det største".
De vil også kunne give mig ret, når
jeg hævder, at smag og aroma hos
vore rejer er himmelhøjt hævet over
de store rejers, som man i Amerika
anser for synonyme med rejer (beteg-
nelsen „baby shrimps" for grønlandske
rejer vil være læserne bekendt).
Her i Norge har vi efter lov fast-
satte mindstepriser. Dette er udtrykt
i den norske råfiskelov, og det er alt
sammen organiseret gennem „Norges
levende Fiskelag", som fastsætter
mindstepriserne, f. eks. for rejer fra
fisker til køber i forhold til den op-
nåelige salgspris.
Det kan ikke være nok blot at skaf-
fe beskæftigelse. Det må for os gælde
om at drive virksomhederne, så også
de, der producerer på første hånd, alt-
så fiskerne, ikke skal leve på under-
støttelsesgrænsen.
Den egentlige sæson for rejefiskeriet
heroppe er tiden januar—udgangen af
juni, dog afbrudt af skalskiftet i april-
maj. Man fortsætter fangsten i au-
gust—november, men det er ikke sæ-
son.
25 fons frossen fisk om dagen
Da jeg besøgte fabrikken i slutnin-
gen af juni, var man således ved at
afvikle rejeproduktionen, og samtidig
var man i gang med en rationalise-
ring og modernisering af hele fabriks-
anlægget. Dette satte naturligvis sit
præg på lokalerne, men man fik alle-
rede et godt indtryk af, at fabrikken
var indstillet på både moderne og ra-
tionel drift.
Samtidig med rejeproduktionen ar-
bejder man også med andre produk-
ter, og frossen filet af forskellige fi-
skearter er fabrikkens hovedproduk-
tion. Det gælder således især torsk,
kuller, sej, rødfisk, havkat og så de
færdige rejer. En fisk som hellefisk
havde man ikke meget af, og den var
i hvert fald ubetydelig for industrien,
de mindre mængder, der indhandles,
sælges fersk.
Af forskellige fiskearter kan man
fryse 23—25 tons om dagen, og de sæl-
ges overvejende i fikse indpakninger
— lige til køleskabet.
I et af lokalerne bemærker vi en ny
skindmaskine, som også er et Trom-
sø-produkt. Den forenkler arbejdet
ved fileteringen betydeligt og siges
endda at sætte filetudbyttet et par
pct. i vejret i forhold til andre tilsva-
rende maskiner.
En sammenligning mellem Norges
og Grønlands produktion, både hvor
det gælder fiskeriet og mere specielt
på rejernes område, ville vel, for igen
at bruge direktør Richardsens ord,
være som at sammenligne stør og
hval. Men der er ingen tvivl om, at
man i Grønland vil kunne hente man-
ge værdifulde impulser i broderlandet
Norge — og hvorfor ikke også den an-
den vej?
Rasmus Bjørgmose,
(IliniånguaK).
Rejemaskine i arbejde
maskine rejenik nalipaiaissoK
6