Atuagagdliutit - 07.09.1961, Blaðsíða 10

På en kæmpebyggeplads
Finansminister Kjeld Philip, der deltog i Finansudvalgets rejse,
har i »Politiken« skrevet en fornøjelig kronik om sine rejseindtryk.
De gengives her med forfatterens og bladets tilladelse
Da jeg efter to og en halv uges
rejse langs Grønlands vestkyst
fra Upernavik i nord til Nanortalik
i syd satte mig i flyvemaskinen i Søn-
dre Strømfjord på vej hjem, stod det
mig klart, at trods de bedste mulig-
heder havde jeg kun fået færten af
landets mange spørgsmål; det havde
været som at se gennem porten ind i
en pyramide fyldt med uløste, måske
uløselige problemer.
Finansudvalget er ellers ikke nogen
dårlig jejsefælle. Den tilbøjelighed til
at vise det bedste og det nyeste, folk
ofte har over for fremmede, visner
bort over for Finansudvalget. Her
kommer jo de, der ligesom eventyrets
hunde sidder på pengekassen, så nu
gælder det om at vise manglerne —
store som små — frem; også det giver
naturligvis et fortegnet billede, men
dog nok et sandere end det, den nor-
male besøgende får.
Kan De mærke, at gulvet gynger?
ivrer en elskelig gammel eskimokone.
Det kan vi ikke. Vægten af det sam-
lede finansudvalg har klemt gulvet
fast til underlaget. Der er en fugt-
plet, siger manden, taget er utæt, når
det regner, tilføjer konen. Vi er ude
at se på boligstøttehus. Kan De mær-
ke den dårlige lugt? den gamle mand
trækker mig i jakken: Ved De, hvor-
for den er der? Inden jeg har udtænkt
et passende svar, er han der igen:
Der mangler en ventil, forklarer han.
Jo, man ønsker at få noget ud af rig-
dommens vogtere.
Om vi mener, torsk kan lide tang-
lopper eller tværtimod skyer dem. —
Spørgsmålet rejses af en nydelig, lidt
sammenbidt fisker, der iført søndags-
tøj, hvid anorak og sorte bukser, har
søgt det samlede finansudvalg. Renses
torsken ved fangststedet, forstår vi,
får man bedre fisk, men torskeindvol-
dene får tanglopperne til at formere
sig. Synes torskene om lopper, eller er
de kræsne? Over en time diskuteres
spørgsmålet mellem fiskere og han-
delsfolk. Så går det, som det må gå:
Problemet begynder at interessere os
alle; Finansudvalgets sagkundskab
kom til kort; end ikke Gottschalck-
Hansen havde nogen mening.
Turen går videre. Vi ser på et sy-
gehus med et røntgenapparat, der
ikke kan af skærmes; en lægebolig,
hvor kulilten lejrer sig, når der fyres;
fødestuen, hvorfra de fødende må bæ-
res ned ad en slags udvidet hønsesti-
ge; mandsafdelingen i Julianehåb,
hvor gardinerne står vandrette af
træk, når stormen sætter ind; kost-
skoler med sovesale, inderlig triste,
overfyldte og med gammeldags vaske-
kar, hvor morgenens første gerning
består i at slå hul på isen ned til
vaskevandet. Vist er der problemer
for Finansudvalget at tage stilling til.
Her mangler fire klasseværelser. I
den forrige by var det kun to, der
manglede. Overalt udtrykkes glæde
over børnehaverne. Der mangler el-
værker, vandværker, kloakker. Og
uden elværker kan der ikke komme
filetfabrik og fryserier. Der er nok at
tage fat på.
☆
tår man med ryggen til Sukker-
toppens nye flotte butik og ser
ud over byens torv, føler man sig
som stående på en kæmpebyggeplads.
Overalt står halvfærdige huse eller
bygninger, der endnu ikke har fået de
skrammer, der fortæller, at her bor
folk. Her bores med de infernalske
„tandlægebor", hvorved man trænger
ind i granit. Så tudes med luftværns-
sirenen til advarsel om, at nu spræn-
ges endnu et klippestykke ned i lav-
ningen, så byen kan få mere bygge-
plads. Der driver røg fra granit og
grus hen over pladsen, og mellem
stabler af byggetømmer, mursten, tag-
papruller og cementsække går dan-
ske arbejdere ud og ind eller over til
de beboelsesbarakker, der er placeret
inde i alt rodet. I al denne danske ak-
tivitet ser man knap en grønlænder.
Der er øjeblikke, hvor man næsten
synes, at her bygger danske et fær-
digsyet samfund. Hvilke stemninger
skaber det — og hvilke, hvis vi lod
være.
De uskønne, men ikke så dårlige
jordhuse er næsten forsvundet. Nu
står de hjemmebyggede træskure,
som i det ydre kan ligne et koloniha-
vehus af billigste og primitiveste
slags, men som indvendig dog er lidt
bedre isoleret, men samtidig nok også
gennemgående dårligere møbleret, for
fald. I stedet skal grønlænderne nu bo
i træhuse — i vore øjne små og be-
kvemme — i deres store, og kræven-
de en ganske uvant mængde vedlige-
holdelse og rengøring. Hvad skal man
dog med tre værelser, når livet døg-
net rundt alligevel leves i køkkenet.
Og dog, børnene beretter om, hvor-
dan lærer og lærerinde bor, man ser
andres bovaner, og en skønne dag bor
man i huset.
Igennem en halv snes års somre at
bygge huse til en hel befolkning, for-
syne den næsten fra grunden med
skoler og sygehuse, elværker og vand-
værker, kloakker, veje og havnean-
læg, må give byerne præg af at være
byggepladser.
☆
r\ et er i det hele taget opbrudstid
Århundrede efter århundrede har
disse få tusinde mennesker levet for
sig selv, fjernt fra alle andre, næsten
uden viden om andres færd og vaner
og ernæret sig bogstavelig talt ved
sælfangst. Huse byggedes af jord og
sten og af det drivtømmer, havet gav,
og de isoleredes med sne. I løbet af
mindre end en menneskealder hægtes
Grønlands befolkning nu på verdens-
økonomien. Der var intet hos den
selv, der forhindrede, at det gamle
kunne have fortsat. Var ikke vor ver-
den kommet med dens teknik og dens
viden, kunne den nok også i århun-
dreder foran os have fulgt sælerne —
sultet, måske døet af hunger, når sæ-
lerne udeblev, og svælget, ja, beruset
sig i kød, fået materiale til kajakker
og harpuner, til tøj og hundefoder,
når de viste sig.
Dette lille aflukke er blevet åbent,
og det kan aldrig lukkes igen. End
ikke med eskimoiske fingres kunst-
færdighed kan man fabrikere syma-
skiner eller radioapparater af sæl. Nu
sælges teaktræsmøbler, køleskabe og
elkomfurer i butikkerne; hamre, save
og file erstatter redskaber af ben og
sten, og viden om gammel værktøjs-
kunst forsvinder; cigaretter, bolsjer,
sukker og iskager fortrænger hvalhud
som slik.
Den gamle balance mellem menne-
sker og sæler er brudt. Engang satte
sælerne grænsen for menneskenes
tal. Nu er sælerne blevet færre, men
menneskene mange flere. I dag fisker
man torsk, men torsken er et langt
mere ensidigt ernæringsmiddel, der
på en helt anden måde forlanger sup-
plement; den må sælges, og for pen-
gene købes alskens andet. Pengeøko-
nomien er uigenkaldeligt trådt i na-
turalieøkonomiens sted.
Med den nye erhvervsform må be-
boelsen ændres. Sælerne forekom
med lange afstande mellem sig; man
måtte derfor bo spredt. Også torsker,
står langs lange stræk, men kuttere
forlanger forsyninger med olie fra
tankanlæg og med mange slags red-
skaber fra butik. Torsken skal landes
ved kaj til filetfabrik eller salteri. I
stedet for små bopladser, hver med
en håndfuld huse, skal man bo i byer,
hvor hus ligger ved hus. Hvad der før
intet problem var, f. eks. renovation
(dag- og nat), forsyning med vand
o.s.v., bliver store spørgsmål, hvis løs-
ning er kostbar. Samfundet ændrer
helt karakter, der må kommunal og
anden offentlig forvaltning til; og
menneskene må følge trop med alt
det nye.
Bor man dør om dør, bliver hygiej-
nen et problem. Endnu sidder i mine
næsebor Egedesmindes særlige odeur,
vist en blanding af dunster fra fisk,
urin og hundelort.
Nu skal alt jo være som i det egent-
lige Danmark, men dansk standard i
et land som dette her er dyrt. Byg-
geri koster mindst det dobbelte af
hernede. Elværker er dyre — meget
dyrere, når de kun skal forsyne et
par tusinde mennesker. Vandforsy-
ningen bliver urimelig kostbar, når
ledningsrørene skal opvarmes elek-
trisk. Kloakering er næsten en uløse-
lig opgave, når jorden er bundfrossen.
Under disse forhold bliver „træk og
slip“ en luksus. Den gamle metode,
hvorefter hundene åd også denne
form for menneskeligt affald, var bil-
ligere, men er ikke rigtig Danish-
style.
☆
et bliver svært at få indtægter og
udgifter til at mødes.
Naturen er karrig med levemulig-
heder. Jorden giver bogstavelig talt
ingen. Havet er rigere — det har væ-
ret tåleligt rigt på sæler og er tilsy-
neladende uudtømmeligt for fisk.
Island har vist, at man kan bygge
en moderne levefod ensidigt op på fi-
skeri; men de er fem gange så mange
og bor på færre steder. Skal kajan-
læg og fryserier betale sig, skal der
være mange om at anvende dem, men
i Grønland er et samfund på to tu-
sind stort, og af dem er vel de otte
hundrede børn.
Århundredgammel viden om sæl-
fangst og hvalfangst er af ringe nyt-
te, når man skal få kutterens motor
i gang, tilse fabrikkens maskiner el-
ler filettere torsk.
Uddannelse er derfor nødvendig,
men skolegang er besværlig. Det. er
-Mx'/id aJltid
Kaffe os Ridi-
kavfe Richs-ilo Kalipautigigdlutigdlo, kimeKardlutigdio,
mamardlutigdlo aungnertusårivdluarnarneruput.
bedst til bedste venner!
ikingutiginerpaussanut pitsaunersiussissariaKarpoic!
P. HIRTH & JUL. HANSEN
Ingeniører & Entreprenører
Solsortvej 49 — København F
Tlgr.adr.: BYGHANS
ikke let at magte to sprog. På et sy-
gehus mødte jeg en gammel grønlæn-
der — en ivrig læser —; hans pro-
blem var, at han havde læst alt; hele
den grønlandske litteraturs små to
hundrede bind var læst; på et sprog
med så ringe udbredelse kan der ikke
skabes en faglitteratur, derfor må
grønlænderne blive to-sprogede, men
dansk er for dem et meget fremmed
og et meget svært sprog.
Også skolegang er dyr. I Danmark
er 25 pct. af befolkningen under 14
år — her 40 pct. Der skal derfor
mange flere lærere til en kommune
af en vis størrelse end hjemme. Sko-
lebygninger er dobbelt så dyre, og
lærerne er i alt fald ikke billigere.
Efter skolen skulle komme eftersko-
ler, tekniske skoler, handelsskoler, fi-
skeriskoler. Hvis blot een mand på
udstedet havde været på fiskeriskole,
havde man nok kendt løsningen på
problemet, om torsk ikke kan lide
tanglopper. Alle den slags skoler fin-
des imidlertid ikke; de må komme, for
det bliver alt for dyrt at lade være.
Mere nyttigt end noget andet tror
jeg næsten børnehaverne er. Her læ-
rer man begyndelsen til dansk, og der
lægges derfor grunden til mange
fremtidige kik ind i den store verdens
viden.
I disse år er der mange danske ar-
bejdere i Grønland. Ved at gå ved
siden af de danske skulle grønlæn-
derne kunne lære dem kunsten af;
men her kommer lønproblemet ind. —
Skal de have samme løn, foretrækker
arbejdsgiveren den danske arbejder;
han kan mere, er mere stabil og får
mere fra hånden. Er der lønforskelle,
føler grønlænderen sig tilsidesat og
uretfærdigt behandlet. I det lange løb
kulle byggeriet overtages af grøn-
lænderne, men de mangler uddannel-
se, og de har meget svært ved at få
en.
Uddannelse ikke blot åbner øjne-
ne; den skaber også afstand mellem
generationerne. Nogle kommer til
Danmark og bliver uddannet, smager
vore goder: biler, restaurationer, ha-
ver, Tivoli, og de bliver fremover
hverken danske eller grønlændere.
Grønland ligger så langt fra ver-
densøkonomiens alfarvej, at al indu-
stri uden naturlig baggrund på stedet
på forhånd må opgives. Grønlands in-
dustri må blive en fiskeriindustri; det
forlanger, som nævnt, en samling af
befolkningen på forholdsvis få steder,
så anlæggene kan blive store. Hvor-
dan gennemfører man det? Overalt i
Grønland vil man i disse dage have
fiskerianlæg; det er svært ikke at
bøje sig for de lokale ønsker, men
hver gang man bøjer sig, gør man
dagen, hvor det så nogenlunde økono-
misk kan hvile i sig selv, fjernere.
Og bøjer man sig ikke, føles det som
en politisk tilsidesættelse.
I forrige århundrede løstes den
slags problemer på en anden måde. —
Også dengang erfarede befolkninger,
at andre havde det bedre, end de selv.
Så vandrede man. Man brød op fra
Island, Norge eller Sverige for at sø-
ge lykken i USA. Nu føles det som en
menneskeret at opnå moderne levefoc
uden hensyn til, hvor man bor.
Hvor meget vi end investerer i ud-
dannelse og i anlæg for fiskeriet, skal
vi imidlertid ikke vente, at vor gene-
ration vil se indtægt og udgift mø-
des. Om det overhovedet sker, ved
jeg ikke. Så meget er imidlertid gi-
vet: Finansudvalget har ikke været
på sin sidste rejse til Grønland. Vi
må imidlertid også gøre os klart, at
her i Danmarks nordligste del lever
en lille befolkning, hvis trivsel vi har
ansvaret for. \
I årene efter at Hans Egede havde
genåbnet vejen til Grønland, investe-
redes først og fremmest i mission, si-
den i sygehuse. I dag må det blive
først i skoler og så i industrielle an-
læg for fiskeriet.
☆
C"or vore øjne ser vi et folk blive
* revet ud af århundredgamle livs-
vaner. Hvad vi andre har brugt over
tusind år om at lære, skal de lære
på en generation eller to. Kan man
det? Her bliver de underudviklede
landes problemer gennemlevet i lille-
putformat; er de end små, målt med
verdens alen, er de store for dem, de
vedkommer.
Der er utvivlsomt dem, der filosofe-
rer over, om de bliver lykkeligere,
gladere, mere tilfreds og ligevægtige.
De kunne også filosofere over, om vi
er blevet det. Sligt har ikke megen
praktisk interesse. Har man først een
gang smagt af vor tids sødme, findes
der kun een vej at gå.
Kjeld Philip.
10