Atuagagdliutit - 28.03.1963, Page 10

Befolkningskoncentration med omtanke
mod KULDE VARME LYD
A/S Dansk glasuldfabrikimit lgalåmerngit amutdlamerinik uvsigsausiat issimut, klssamut nlpimutdlo pitarnavérsautlglssarniåklt
Aktieselskabet
Dansk Glasuldfabrik
(Aktieselskabet for Kemisk Industri)
nu tilrettelagt meget tilfældigt og på
visse områder direkte forkert. Mange
forhen dygtige fangere og dristige sø-
farere er halvt tvunget til at bosætte
sig på steder, hvor der hverken er
fangstmuligheder eller fiskerierhverv.
Derfor mener jeg, at arbejdet med
befolkningskoncentrationen må tilret-
telægges på ny, og med andre per-
spektiver for øje.
Hvis nordgrønlænderne med tiden
kan bosætte sig længere syd på, vil
et af resultaterne blive, at fangstdy-
rene på disse forladte steder bliver
flere og flere, således at vore efter-
kommere præcis ved, hvor de kan
hente fangsten af disse til os til alle
tider uundværlige provianter. Nord-
grønland kan blive vort naturlige og
uudtømmelige kølerum.
Artiklen er tilegnet nordgrønlæn-
derne, en appel til deres fornuft og
gode vilje. Vi er nået til den tid, hvor
vort eget jeg må træde i baggrunden,
idet hensynet til de kommende gene-
rationer skal være drivkraften for
vore handlinger. Tænk over det, for i
„Kavakkernes" land kan godt flyde
med mælk og honning.
Kaj Olsen, p. t. Godthåb.
»Føder du mig en datter skøn..!«
I forbindelse med handelschef Jens
Friis’ tilslutning til provstens artikel
i A/G nr. 25/62 om vor navngivning
føler jeg mig berettiget til at komme
med et par kommentarer.
Bare De havde vidst baggrunden
for vor beslutning om at give vort
barn navnet Jutho Kulhavn, kunne
De måske have sparet Dem for ulej-
ligheden med at skrive Deres artikel.
Det er rigtigt, at vi var på vej fra
Østkysten til et nyt hjemsted langt
mod nord, da det omtalte barn blev
født. Efter et langt ophold på østky-
sten var vi endelig på vej til vestky-
sten, hvor vi på ny skulle finde os
til rette. Vor afrejse fra østkysten
forløb dog ikke uden sorg, for vi har
måttet efterlade min kære gamle mor
i hendes grav på østkysten. Endelig
nåede vi til vort bestemmelsessted,
hvor vi til vor store glæde blev vel
modtaget af vore kommende bysbørn.
Grunden til, at vi opkaldte vort
barn efter det nye sted og det skib,
som havde bragt os den lange vej, var
slet ikke så simpel, som hr. Friis gav
udtryk for. Jeg havde selvfølgelig
kontaktet stedets præst, en alvorlig,
men dog velkendt og agtet præst, for
at høre hans syn på sagen. Da han fik
forelagt mit ærinde, så han ud til at
forstå mine begrundelser, og han bad
mig om at vente, til han havde over-
vejet spørgsmålet.
Det var ikke let for mig at bestem-
me, hvilke navne jeg skulle give vort
nyfødte barn. Jeg ville selvfølgelig
bruge et af min afdøde mors navne.
Jeg indrømmer ærligt, at jeg havde
ikke så lidt samvittighedsnag, da jeg
besluttede at give vort barn et helt
ukendt navn, nemlig Juthokulhavn
Bolethe Abeisen. Da præsten under
mit besøg en stund stirrede på papiret
hvor mit forslag til navnene stod, var
jeg ikke langt fra at græde. Så be-
væget var jeg. Nogle dage efter blev
jeg kaldt op til præsten igen, og det
jeg hørte, kunne jeg dårligt tro. Han
sagde nemlig, at vi blot skulle komme
til kirken med barnet den førstkom-
mende søndag.
Dåben foregik den følgende søndag,
kun med en enkelt ændring i navnet,
idet præsten havde adskilt det første
navn i to selvstændige navne: Jutho
Kulhavn o.s.v.
Så nemt gik det. Den pågældende
præst kunne måske bedre give svar
på Deres artikel end jeg, dog må De
også have et svar fra min side.
Johan Abeisen, Christianshåb.
En årlig kirkeindsamling
I længere tid var jeg beskæftiget
med tanken om en kirkeindsamling,
og nu fremkommer jeg med den i håb
om, at både kirkens ledende mænd og
selve menigheden vil komme med en
udtalelse.
I slutningen af vort menighedsår
kender vi beretningen om en penge-
indsamling, arrangeret af menigheden
selv — „hvorledes mængden lagde
penge i tempelblokken" — (23. søndag
efter Trin.). Hver gang vi nærmer os
denne søndag, har jeg mange gange
tænkt på, at det ville være en smuk
og nyttig gerning, dersom vi havde
en lignende ordning heroppe, en ord-
ning, som går ud på, at vi har en be-
stemt dato i løbet af året til at „lægge
penge i blokken" — i dette tilfælde
altså kirkebøssen, som vore kirker er
forsynet med.
Nogen kan måske spørge, hvad vi
skal bruge de indsamlede penge til?
Vi har i alle vore byer en eller an-
den form for pengeindsamling gåen-
de, bl. a. de traditionelle kirkeind-
samlinger i bevidstheden om, at man-
ge af vore kirker efterhånden er alt-
for små til hele menigheden.
I begyndelsen af 1963 meddelte
GTO’s ledelse, at der i de kommende
fem år skulle bruges 5—600 mili. kr.
til finansiering af den igangværende
udvikling i vort land. Der blev med-
delt, hvad pengene skulle bruges til
og hvornår. Men kedeligt nok nævnte
man ikke kirken eller menigheden
med ét ord.
Vi kan med vore nuværende mid-
ler selvfølgelig ikke skaffe penge til
en kirkebygning på egen hånd, men
vi har lov til at yde bidrag. Her i Ar-
suk har vi foretaget kirkeindsamlin-
ger i længere tid, og det har indtil nu
givet i alt 753,75 kr., som er indsat i
sparekassen. Indsamlingen begyndte
for to år siden. Det er ganske vist ikke
noget imponerende stort beløb, men
tanken og viljen, som ligger bag ved
de små beløb, er jo afgørende for re-
sultatet.
Jeg mener derfor, at det ville hjæl-
pe meget, dersom vi har en bestemt
dag til at arrangere sådanne penge-
indsamlinger inden for menigheden
til fordel for vort eget menighedsliv.
Hvad mener andre om denne
tanke?
Eli Olsen, Arsuk.
...friskhed - renhed
At jeg vover at berøre et så ind-
viklet og ømfindtligt emne skal ikke
få nogen til at tro, at jeg er en af
dem, der uden at rødme er i stand til
at slynge store ord ud til venstre og
højre. Med overskriften tænker jeg
kun på en enkelt side af hele spørgs-
målet, nemlig den erhvervsmæssige
fordel. Enhver kan jo se ulemperne
ved de nu herskende forhold, hvor et
umådeligt stort land med milelange
kyststrækninger bebos af ganske få
meget spredte befolkningsgrupper,
mennesker, hvis eksistens og økono-
miske fremgang ikke er baseret på
jordens gaver, men havets. Spørgsmå-
let om befolkningskoncentration er
først og fremmest et spørgsmål om
befolkningens rette forståelse af de
faktiske forhold, et spørgsmål om,
hvornår vi skal åbne øjnene og se, at
det er fiskeriet og fiskerne, der skal
bære vort land frem, rent økonomisk.
De mange pengeofre, som Danmark
hvert år giver til vort land kunne må-
ske undværes eller spares til andre
formål, hvis vi grønlændere selv kun-
ne se fordelene ved hele spørgsmålet
med befolkningskoncentrationen.
I mange andre lande er begrebet
fremgang et spørgsmål om forståelse
af fælles mål. For vort lands ved-
kommende tror jeg, at det netop er
denne forståelse af fælles mål eller af
fællesskabsfølelsen, det kniber med.
Den dag i dag findes der alt for
mange mennesker, som stadig væk
mener at kunne leve alene af sæl-
fangst, selv om de fuldt ud er klare
over, at denne form for erhvervsliv
ikke længere kan sikre ens eksistens.
Vi kan ikke længere ignorere de for-
håndenværende udveje til at bjerge
pengene på en anden måde end ved
fangst. Det er en meget dårlig politik
og rent menneskeligt nedværdigende
for et dristigt og levedygtigt folk blot
at vente, at moderlandet nok skal
dække underskuddet. Vi må allesam-
men være med til at arbejde for et
produktivt erhverv.
Lad os tage et enkelt eksempel. —
Hvis mange af de små bopladser og
udsteder i Nordgrønland kan gå med
til at flytte til sydligere steder, hvor
der er rigt på mange slags fiskearter,
som kan omsættes i penge, er frem-
gangen meget stor, ikke alene for sel-
ve tilflytterne men også for tilflyt-
ningsstedernes produktion.
Jeg er klar over, at mange tilflyt-
ninger fra de små steder til større
byer har fundet sted, men arbejdet
med dette vigtige spørgsmål er indtil
kr. 350,00
TRANSISTORRADIO MED
INDBYGNINGSKASETTE TIL KUTTER
ELLER AUTO. MELLEMBØLGE- OG
kungi'kormiut pisiniarfigissartagåt 1825-imfc tiingavilerneKartoK „Clausholm” Per LUtkenip titartagå LANGBØLGEOMRÅDE
* W W ^ ^ m m » --i ^ n a a t-a. FORLANG BROCHURE HOS
RADIOHANDLEREN
Imporl: Frode Herløv & Co., Kbh. K.
©HOLMEGAARD
gør gule tænder hvide
... De mærker det straks
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smil!
Fra
LÆSERNE
De unge og kønssygdommene
dominerende blandt os. Det er be-
gyndt at vise sig, at man ikke engang
aner, hvor stor en fare, vi befinder
os i. Dette bevises af de stigende an-
tal „tilfælde". En storstilet oplys-
ningskampagne er blevet nødvendig.
Det er ikke længere nok med at hen-
vise til, hvad lægerne har skrevet. Er
det ikke på tide at danne et udvalg
med en læge i spidsen i hver by, der
kan forklare de unge, der gang på
gang bliver syge af gonorré, om syg-
dommens skadelige virkninger f. eks.
på aftenskolebasis? Der findes allere-
de film til påvisning af tobakkens og
spiritussens skadelige virkninger. —
Kunne der ikke på lignende måde gi-
ves besked om kønssygdommenes ska-
delige virkninger.
Hvor stor udbredelse vort dårlige
rygte har med hensyn til kønssygdom-
mene kan vi se, når vi hører, at sund-
hedsmyndighederne så småt er be-
gyndt at tænke på at bede Verdens
Sundhedsorganisationen om bistand i
bekæmpelsen af kønssygdommene
heroppe. Det er også tænkeligt, at et
sådant samarbejde kommer i gang.
Derfor er det os unge, der skal væ-
re med til at formindske de farer, der
lurer på os. Vi må forsøge at starte
et samarbejde med lægerne. Ansvars-
bevidsthed, selvfornægtelse, bevidst-
heden om, hvilke følger, vore hand-
linger kan få, og et godt samarbejde
må gå hånd i hånd, hvis vi skal gøre
os håb om at komme dette onde til
livs.
Højskoleelev Valdemar Petersen,
Knud Rasmussens Højskole,
Hols teinsborg.
Efter at have læst landslægens ud-
talelser i Grønlandsposten om gonorré
har jeg fået lyst til at fremkomme
med et indlæg. Vi unge er mest skyl-
dige i den store stigning af kønssyg-
dommene her i Grønland. Derfor må
vi holde op med at være passive til-
skuere, men være med i bekæmpelsen
af uvæsenet. Vi må forsøge at ændre
de unges indstilling.
Det er muligt, at mere end én af de
mange unge, der bor på Grønlands
langstrakte kyst, er blevet stødt over
landslægens kedelige oplysninger. Jeg
vil indtrængende opfordre de unge til
at hjælpe lægerne i deres store arbej-
de med at bekæmpe kønssygdommene.
Det er uværdigt for os så lille et land,
at så stor en procentdel af os lider af
den nævnte sygdom. De unge må for-
stå, hvor alvorligt det er.
Ligegyldigheden er blevet alt for
KB-p frokostimut imiårå —
kimikitsoK mamartordlo
Filatelisterl
Jeg er interesseret i at bytte samt-
lige nyudkomne frimærker fra De-
res land, stemplede eller ustemp-
lede samt F. D. C., mod afregning
i svenske frimærker i samme om-
fang.
Overingeniør NILS CALÅS,
Hindås, Sverige
10